Tursejlads og rejser
som livsstil

Vi kører over broen – som man kalder spøgefuld for den eneste bro over Atlanten – til Eysturoy. Vejen til Leirvik fører forbi de tre byer Sydrugöta, Gøtugjógv og Nordragøta, der ligger tæt sammen som perler på en række, og endnu gennem en tunnel.

I Leirvik går vi lidt rundt på havnen, hvorfra færgen går til Klaksvig.

Tiden rækker ikke til også at se Bordoy, og så vender vi bilen med et suk og kører over Kambsdalur til bygden Fuglafjørdur. Det er en lidt større by – vidst Færøernes fjerde største - med nogle forretninger og en travl fiskerihavn.

På Turistkontoret får vi en nøgle udleveret til et meget gammelt Museums-hus, der er restaureret og viser indretning fra gammel tid. I huset er der lagt en færøsk sang ud, som fortæller husets historie. Desværre kan vi ikke læse den, men kan måske senere engang få den oversat. Det er en skik på Færøerne, at man laver sange over historiske og familiære begivenheder og synger og danser til dem til sammenkomster og fester. Den fælles sang bliver i det hele taget plejet meget på Færøerne.

En lille butik med færøsk strik og ting og sager samt galleri er desværre lukket, og den varme kilde, som vi spørger efter, skulle være ret vanskelig at komme til og kun til fods.

Vi synes, at vi har set nok for i dag – 2 ½ dage er for lidt til at se alle Færøerne, og så kører vi hele vejen tilbage til Tórshavn. Det har været tørvejr indtil vi kom til Fuglafjørdur, så kom der regn og tåge. Mens vi nærmer os Tórshavn, kommer solen pludselig ret kraftigt frem for en kort bemærkning – lige længe nok til at skifte til solbriller – men knap nok er vi kommet til hotellet, vælter tågebankerne ned ad bjergene igen. – Også det er Færøerne.

Vejnettet på Færøerne er meget godt på de områder vi har kørt på, og tunnelerne gør det let at komme frem. De grøn bevoksede bjerge virker venlige i solskin og mystiske, når tågebankerne sniger sig langsomt ned ad siderne.

En gåtur gennem det gamle Tórshavn afslutter dagen.