Tursejlads og rejser
som livsstil

Efter igen at have passeret den 1992 byggede 4,6 km lange Kollafjørdur tunnel kører vi gennem byen Kollafjørdur, der er en af de større byer på Færøerne. Husene ligger flot langs fjorden, der har givet byen navnet, og fint beliggende med bjergene omkring sig. Videre gennem Hósvik og Vid Air til Hvalvik, hvor vi gør holdt ved den ældste historiske færøske sorttjærede trækirke. Desværre er kirken dog lukket. Herfra vil vi til Saksun og kører et stykke ud ad den meget smalle vej, som snor sig idyllisk langs en elv. Her gror mange vandplanter og vilde blomster, og den færøske national- og vadefugl Tjaldur, en strandskade, flyver lystig omkring og prøver på alle måder at fange vores opmærksomhed, for at beskytte sine unger. Der er også mange stære og andre fugle, som vi ikke kender. Desværre er vejen meget smal – det vil tage os alt for meget tid - , men den ville være en drøm for cyklister med den kønne natur. Ved første mulighed vender vi derfor og kører tilbage til Hvalvik og videre gennem Streymnes, Langasandur og til Haldersvik. Inden vi kommer til byen, kommer vi forbi et meget flot vandfald, Fosså, som er Færøernes højeste med 140 m. Vandet fosser ned ad over mange klippekanter og ender ud i havet – et betagende syn.

I Haldersvik parkerer vi midt i byen, hvor husene står tæt sammen, for at se den lille havn og den eneste ottekantede kirke på Færøerne. Vi frygter, at også den er lukket og spørger et par lokale mænd, om det er muligt at besigtige kirken. De mener, at hvis graveren var der, og han ville lukke os ind, var det måske muligt. Vi snakker lidt om deres tætte lille by og den flotte omkringliggende natur med de terrasseagtige skråninger og mange små vandfald.
Ved et held er graveren og en medhjælper i gang med noget gravearbejde, og han er så venlig at åbne kirken for os. Han er selv håndværker, har været med til at restaurere kirken og viser os, hvor den er blevet forhøjet to steder, så den må oprindelig havde været meget lav. Den nye altertavle er malet af en færøsk kunstner Thörbjørn Olsen, og viser Jesus og apostlenes nadver. Personerne på billedet har angiveligt fået kendte færingers ansigtstræk. Det gamle alterbillede blev placeret under orgelet, hvor det tager sig godt ud. Graveren fortæller os en del om renoveringen, som der stadig bliver arbejdet med. Han viser os også en lille miniatureudgave af kirken, som han selv have lavet. Den står ved indgangen og tjener som kirkebøsse. Han siger, at den har hentet mange penge hjem til renoveringen – den forstår vi godt. - Han fortæller også, at man i gamle dage brugte birkebark som underlag for det græstække på husene, der var lagt ud med en speciel teknik. I dag bruger man i stedet et kunststofmateriale, der skulle holde længere.

Lidt højere over kirken findes en ret moderne skulptur af Janus Kamban til minde om omkomne søfolk. Den kugle i midten bevæger sig, men graveren ved ikke hvorfor - lidt mystik skal der til. Mens han låser kirken igen, går vores tur videre mod nord.

Vejen bliver ret smal med små vigepladser for modgående trafik. På det sidste stykke går det meget stejlt nedad, og den lille bygd Tjørnuvik viser sig i al sin skønhed dybt i dalen og omgivet af de høje bjerge. Nede fra byen ser vi mod nord mod den høje næsten lodrette klippevæg fra Eysturoy. Frit ud i havet står de to sagnomspundne klipper Risin og Kelligin, der skulle være forsteninger af en islandsk kæmpe og hans troldkvinde.

Efter en rundtur gennem den lille bygd med gamle og nyere huse nyder vi udsigten fra den sorte strand. Byen må være meget udsat her mod det åbne hav! Men i nogle haver dyrkes der kartofler og grøntsager, der tilsyneladende trives ganske godt. Vi tager nogle billeder af de smalle hyggelige gamle stræder - og af et offentlig WC, fordi det var den eneste som vi fandt på vores ture på Færøerne. Turen går nu tilbage, mens vi kaster et sidste blik ud til det åbne hav og de to klipper.