Ved en strandcafe sidder vi med udsigt over Middelhavet og den overraskende ø og funderer over, hvor meget tingene kan forandre sig, når man kommer tæt på. Herfra kan vi næsten se hele halvøen med alle de store bygninger og kan regne ud, hvordan det myldrer med feriegæster i sommermånederne. I gangen på vej til toilettet får jeg øje på et luftfoto af halvøen i en vitrine. Jeg tager et billede, som dog er ret sløret på grund af sollyset, der spejler sig i glasset.
Vi går over vejen og er nu på læsiden af La Manga med udsigten over den store lagune og det bakkede bagland. Her er meget idyllisk, der er en lille fiskeri- og lystbådehavn og om sommer skulle her være et eldorado for vandsport i alle variationer. Vanddybden i lagunen er kun 7 m det dybeste sted og cirka 5 grader varmere end på den anden side i Middelhavet. Omkring hoteller og feriecentre indbyder velanlagte stier langs vandet til en spadseretur.
På Læsiden af La Manga - Mar Menor
Kirsten vil først køre videre med os over halvøen, men mønsteret med de mange højhuse og ferieanlæg fortsætter. Vi tror at vi har set det mest interessante og vender om. Der er flere veje at komme tilbage igen på hovedvejen, og vi passerer igen nogle farverige marker.
Club de Regata Mar Menor
I byen Los Urrutias fører en dæmning ned til havnen Club de Regata Mar Menor.