Nu nærmer vi os det egentlige Alicante, og det er en skam at det er så diset. Kevin finder en parkeringskælder nær havnen, der selvfølgelig tiltrækker os mest i første omgang. Den ligger meget flot foran en kulisse af store hoteller, palmer og bagved højt op på bjerget Castillo de Santa Barbera.
Vi nærmer os Alicante
Udsigt over havnen i Alicante
På havnen
Alicante blev grundlagt 324 f. kr. og har en farverig historie med mange forskellige folkeslag bag sig. I 2011 havde byen 334.329 indbyggere samt et stort opland og er med den store lufthavn og områdets omfangsrige turisme i stadig udvikling.
Ingen krise her ...
"Santisima Trinidad"
Den første havn vi kommer til er fyldt med store motorbåde, men ind ved kajen får vi øje på et meget gammelt og flot skib: Den spanske Galeon "Santisima Trinidad". Den "Hellige Trefoldighed" blev bygget på en strand ved Havanna på Cuba i 1769 og blev betegnet som verdens største og mest væbnede skib, som det tog over to år at bygge. Vi beundrer det flotte træarbejde på agterskibet og skal selvfølgelig besigtige skibet, hvis indretning skulle være meget naturtro. Ved indgangen kan vi sammen med billetten få en brochure på tysk og spansk over skibets historie, og det er meget interessant at gå rundt på sådan et gammelt skib med de mange kabiner og den særprægede indretning og det romantiske flair, der dog ikke lader opstå tvivl om, at det her var et krigsskib.
Rundgang på skibet
Jeg fotograferer meget for at fastholde de mange indtryk.