|
|
Om tirsdagen skinner solen igen fra en klar himmel og det lufter lidt med en svag vind. Jeg har fundet en frisør og bliver klippet. Vi forstår hinanden med en blanding af engelsk og tysk, og jeg betaler for klipning og vask 18 € - ca. 135,00 kr. Kirsten kører os til Torrevieja til mine skolevenner, men går ikke selv med ind, da hun ikke vil smitte dem. Jeg er noget anspændt, fordi jeg jo ikke har set dem i så mange år og knap nok kan huske, hvordan de ser ud. Men Matthias og Christa tager imod os med åbne arme og et glas champagner på deres terrasse, og vi er straks på bølgelængde. Der bliver snakket om gamle tider og gamle fælles venner og bekendte, om familierne og børn, deres liv i Spanien og deres mange rejser i campingvogn, om livet i Danmark og vores fritid på Kirmar. Bagefter går vi indenfor på en kop kaffe og får fremvist huset. Det ligner et rigtigt dukkehus, hvor der er kræset med indretningen og man kan godt se både indvendig og udvendig på terrassen og haven, at det er beboet det meste af året. Christa har desuden et lille arbejdsværelse til sine mange forskellige håndarbejder. Vi får endda en praktisk kurv til tøjklemmer med hjem, som hun selv har flettet. Tiden går alt for hurtigt, og inden vi ser os om ankommer Kirsten for at hente os, de hilser på hinanden og efter lidt hyggesnak og en kurv til klemmerne også til Kirsten, tager vi afsked med håbet om, at vi ses en gang igen. Vi kan dog fornemme, at Matthias og særlig Christa ikke er så begejstret ved tanken om en rejse til det kolde Nord. Vi er ikke kørt ret langt ud fra byen da jeg kommer i tanke om, at vi for lutter snakken har glemt at tage nogle fotos, og jeg bliver meget ærgerlig på mig selv. Jeg slæber rundt på det kamera i lommen i tide og utide alle vegne - og så glemmer jeg at fotografere lige i sådan en situation! (Christa og Matthias sender os dog senere et par billeder.)
|
|
|
|
|
Christa og Matthias feriehus |
|
|
|
Kirsten har i mellemtiden forberedt dejlig mad til os: Vagtler på grønsagsbund med hasselback-kartofler og salat, som vi hygger os med på terrassen. Vi er helt rørt og skåler flittig med rødvin. - Det var en dejlig dag med mange overraskelser! Om onsdagen er der fint vejr igen med solskin og vekslende skydække. Erwin og jeg går en tur i byen og handler. Her i Orihuela Costa er der flere supermarkeder at vælge imellem, bl.a. en Lidl, Mercadona og Super Core. I Lidl finder vi bl.a. også groft rugbrød, der ikke er så almindeligt i Spanien, men også de andre supermarkeder tilbyder forskellige sorter godt brød. Mercadona har et meget stort varesortiment og så til ret rimelige priser. Her findes også en stor fiskeafdeling med mange sorter frisk fisk og skaldyr, og særlig deres friske kogte store rejer er bare en delikatesse. Der er mange til at betjene og der bliver snakket og vejet i et væk, så det er allerede en fornøjelse at stå og se på. De har også bakker med store friske æg der bare smager godt. Så vi spiser et æg til morgenmad hver dag. I deres frugt- og grønsagsafdeling har de mange forskellige tomater og en frisk spinat, der er meget god i en salat. Der findes "grønsagsbananer" der er noget fastere i frugtkødet og smager rigtig godt, men har efter Kirstens udsagn knap så mange kalorier. Super Core er også et stort og flot supermarked med gode lidt anderledes varer - men noget højere priser. Et Cina-marked tilbyder tøj, kosmetik, papir- og isenkram og meget meget mere til billige priser, men man skal passe godt på med kvaliteten. Alle steder betaler man med euro eller kreditkort. Vi går rundt og kikker og handler lidt ind, kikker over havet og går så tilbage idet vi finder nye smutveje og nye udsigter. Man kan ikke bare sådan gå ned til havet, da en meget trafikeret hovedvej følger hele kysten. Man kan selvfølgelig prøve at krydse den - men det er ret risikabelt i de travle dagtimer, og det er bedst at gå den noget længere vej under en viadukt og gennem et boligområde ned til vandet. Om eftermiddagen nyder vi den dejlige varme på terrassen, slapper af og læser, og jeg svømmer igen nogle omgange i poolen. Torsdag den 5. april skifter vejret mellem solskin og skyer. Kirsten har det noget bedre med sin forkølelse og vil køre med os til byen Elche, der også ligger i Alicante-området noget længere inde i landet, har ca. 192.000 indbyggere og er i turistøjemed mest kendt for sin store palmepark. Jeg læste i en turistbrochure, at der i og omkring Elche findes ca. 300.000 palmer. Man regner med, at daddelpalmen kom i det 5. århundrede med Phønizierne til området, og daddelproduktionen spiller erhvervsmæssig ved siden af skofabrikationen også en stor rolle i dag.
|
|
|
|
|
|