|
Via en trappe kommer vi ned på havneområdet og traver tilbage til promenaden. Vi har slet ikke været inde i selve byen - det må vi have til gode til en anden gang. Vi er trætte alle tre og længes efter liggestolene på terrassen. Om aftenen vil vi prøve "Italieneren" og bestiller pizza. Vi ville gerne have siddet i læ på deres veranda med udsigt til centret, men en "meget rødhåret" servitrice genner os ind i lokalet med den begrundelse, at hun ikke må åbne verandaen. I lokalet kører en CD på fuld drøn italiensk opera - flot musik - men i en lydstyrke som man ikke kan holde ud. Derfor beder vi hende om at skrue ned. Det er hun ikke så meget for og gør det meget modstræbende og er heller ikke særlig venlig mens hun serverer vinen. Mens vi venter på maden, kommer der flere gæster - verandaen er pludselig åben, da indehaveren kommer til. Vi er overrasket og også fortørnet, og havde vi ikke begyndt på vinen, var vi sikkert gået i protest og havde søgt os et andet sted. Senere kommer indehaveren og snakker med Kirsten, som han kender fra tidligere besøg. Han er charmerende og venlig, og vi forstår ikke at han kan have sådan "et surt apparat" i sin restaurant. Men maden er god - og så griner vi lidt af det hele mens vi går hjem og tager det som en oplevelse. Mandag den 2. april er det overskyet. Jeg ringer til Christa og Mathias og aftaler et møde. Christa og Mathias er skolevenner fra min ungdom i Tyskland. For et par år siden havde jeg sendt en hilsen til en klassefest, som jeg ikke ville rejse til, og ladet dem vide, at jeg ville glæde mig over et livstegn fra den ene eller anden og sendt også min e-mail-adresse med. Senere modtog jeg et brev fra de to skolekammerater, der var blevet gift for over 40 år siden, havde boet i min hjemby hele tiden, men havde under en ferierejse købt et lille hus i Spanien, hvor de nu boede det meste af året. Efter vores rejse med Kirsten var fastlagt, kom jeg i tanke om brevet, som jeg havde gemt. Jeg huskede ikke hvor i Spanien de boede. Det viste sig at de havde slået sig ned i Torrevieja, kun ca. 10 km fra Kirsten, og på Google-earth kunne vi betragte huset og hele området. Jeg sendte et brev til denne adresse og fortalte om vore rejseplaner og fik omgående begejstret svar. De var lige kommet tilbage fra et ophold i Tyskland, og vi måtte endelig besøge dem. Nu har de allerede sendt en e-mail for at høre, hvor vi blev af og vi aftaler et besøg til i morgen. Kirsten har stadig problemer med sin internetforbindelse og skal til storcentret Habaneras i Torrevieja igen. Samtidig vil hun købe tøj til familien - og selvfølgelig vil vi gerne med. Centeret virker meget åbent trods flere etager, har et fint bjælkeloft og der er flisegulv over det hele. Det er meget flot indrettet med vandkunst, blomster og palmer, små cafeer og der står bænke i kort afstand, hvor folk kan slå sig ned imellem indkøbene. Fra en hal med stort vinduesparti har man udsigt til byen.
|
