|
|
Fredag, den 10. august 2012 Skyet med solstrejf, frisk vind fra NV Mens vi sejler ud af fjorden tager vinden til og bliver hårdt, til tider op til kuling. Så i stedet for til Baagø vil vi sejle til Årø. Ved Stevelt tager vinden lidt af, men tager til igen med en sort sky, der følger os gennem en høj søgang over Sundet til vi kan sejle ind i Årø Havn. Det ser ikke ud til at der er frie pladser ved den faste bro. Men så får Erwin øje på Svanen med Lis og Vagn. Da de ligger på en dobbelt plads med kun en pæl imellem, kan vi ved fælles hjælp og ved at flytte nogle fortøjninger komme ind imellem. Det er slet ikke så let i den hårde blæst. Vi ligger lidt trangt, men det går. - Der var vi heldige!Vi hilser lige på Finn og Gunhild, der ligger lidt længere hen ved samme bro. Mens mændene holder skippermøde over en øl, hygger vi piger os med et glas vin på Kirmar. Vi håber alle, at vejret vil ændre sig til i morgen. Vinden lægger sig da også til aften, og en meget sort skyfront der nærmer sig fra øst ændrer ikke på vejret. Da vores kød til aftensmaden stadig er frossen, tryller jeg en ret frem med "Sildefileter i pikant tomatsovs fra dosen med æg, kogte kartofler med persillesovs, tomatskiver og feldsalat". Dertil får vi et glas hvidvin. God dag, god aften og en god nat uden at det hyler i masterne.
Havnepenge: 110,00 kr. Sejlet distance: 9,80 sm
|
|
|
|
|
Skippermøde |
Udsigt til Halk Hoved |
Natur på Årø |
|
Lørdag, den 11. august 2012 Sol fra morgenstunden, svag vind fra Ø. En dejlig dag på Årø begynder altid med at man bliver vækket af mågeskrig tidlig om morgenen. Flere både sejler ud, så vi kan rette på fortøjningerne og få lidt mere plads mellem skibene. Vi cykler med Lis og Vagn over øen og viser dem nogle af Årøs kønne steder hvor de ikke har været endnu. Undervejs møder vi Finn og Gunhild ved gårdbutikken - også på cykel. Men Gunhild har været så uheldig at styrte, fordi stellet gik fra hinanden, og hun er meget forslået. Vi kan rigtig se på hende, hvor ondt det gør. Man skal altså være meget omhyggeligt med at kontrollere klapcyklerne, at alle dele er spændt rigtig fast. Fruen i gårdbutikken sælger ud over kød og andre økologiske varer også hjemmestrikkede sweatere og jakker m.m., der er rigtig flotte og vi ser lidt til, mens hun har to strikkemaskiner i gang. Vi køber hakket oksekød og griller om aftenen på havnen. Der er rift om bordene på broen, så vore skippere bliver sendt ud for at reservere pladserne. Vi snakker om alt muligt, mens vi hygger os med mad og vin, og så kommer Erwin med forslaget om en tur til Søby på Ærø, hvor Lis og Vagn ikke har været endnu. Med den gennem Tursejlerne tegnede kaskoforsikring hos Ærø Lystsejlerforsikring kan vi ligge op til fem dage gratis i Ærøs havne. Havnepengene bliver refunderet, når man indsender sine kvitteringer. Vi havde ellers selv kun planlagt en lille tur til Baagø og Årø så længe vejret var godt, men nu her i festlig lag ændrer vi kursen. Finn og Gunhild vil dog ikke med. Det bliver en hyggelig aften og en flot solnedgang med mange gode fotomotiver. Havnepenge: 110,00 kr.
|
|
|
|
|
|