Tirsdag, den
15. maj 2012
Kirmar søsat og rigget
Onsdag, den
13. juni 2012
Skyet med lidt sol imellem, jævn vind mellem SV og NV
Motorstand: 2.785 timer
Afg. Haderslev kl. 11.05
V. duc d' albe kl.
12.45
Afgang kl.
13.30
Ank. Haderslev kl. 14.15
Det er vidst første gang i vores tid som sejlere at vi har lavet den
første prøvetur i juni! - måned. Men en forårsrejse til Spanien og
efterfølgende familiefest og -besøg samt det kolde vejr herhjemme i april/maj
har trukket Kirmars klargøring lidt i langdrag.
Det gode vejr i pinsen blev brugt til at blive færdigt, og da Kirmar så
lå på sin plads i al sin pragt var sommervejret forbi. Vi bliver jo ældre og
mere sart i betrækket og har derfor besluttet, at vi først vil sejle ud når der
er udsigt til en længere stabil periode. Desværre ser det ud til, at vi skal
vente længe på sådan en i år.
Men
nu vil vi så se, om alt på Kirmar virker som det skal, inden vi tager på en
længere tur. Vi sejler gennem fjorden ud til Ørby Hage og kontrollerer de
forskellige installationer som vi plejer det hvert år. Vi møder kun en enkel
båd undervejs, og der er kun mågerne ved Djævleøen der fornærmet forstyrrer
stilheden med deres skrig, mens de advarende flyver omkring os. Mens vi spiser
vores frokost, viser svanerne stolt deres familieforøgelse frem, og vi nyder endelig igen den
fredelige atmosfære og den kønne natur her omkring os. Så sejler vi tilbage til
havnen og håber, at sommeren endelig vil indfinde sig på vore breddegrader.
Sejlet distance: 12,1 sm
|
Tirsdag, den
3. og onsdag den 4. juli 2012
Sol, svag SØ vind
Afg. Haderslev kl. 10.30
Ank. Assens kl.
13.30
Endelig kan vi forvente et par varme dage! Båden er for længst pakket til
en længere tur, men da det næste længerevarende frontområde med torden og
større vandmængder allerede er varslet, tager vi nu kun til en lille tur til
Fyn. Sidste år har vi slet ikke besøgt Assens, så kan vi se om der er sket
forandringer på havnen og i byen. Jeg havde om morgenen snakket med Lis fra Svanen i telefonen, som søgte efter en
øjenlæge, der ikke lige var på ferie. De ventede ellers også spændt på snart at
komme ud at sejle, men der er jo ting der skal
ordnes. På havnen får jeg navn på en ny øjenlæge i Haderslev, som jeg sender
som SMS til Lis undervejs ud af fjorden. Kort efter får jeg en SMS tilbage, at
de er på vej til Assens og vi så snakkes ved. Vi er lidt forvirret - men nu må
vi se om de er i bil eller båd.
Det er som altid en dejlig tur ud af fjorden, og i det fine vejr møder vi
også flere sejlere for indadgående og andre, der ligesom os sejler ud. Vinden
frisker noget op, og vi sejler for genua hårdt imod. Mens vi lægger os på
siden, begynder vores pumpealarm at hyle, men der står kun meget lidt vand i
sumpen, som føleren får fat i under krængning, men pumpen ikke kan suge ud.
Erwin stiller alarmen fra, og så må han justere føleren, når vi kommer i havn.
Det er dog betryggende at den virker. Der står meget strøm mellem Baagø og
Assens, så vandet sprøjter op over styrehuset en gang imellem. Dog snart er vi
i læ af Assens og ruller genua ind og ordner fortøjningen m.v. Der er rigelig med
plads på ydersiden af gæstebroen, en hollandsk gæstesejler giver en hjælpende
hånd og så er vi landfast. Det er to år siden at vi har været her, hvor vi
ellers kom et par gange i en sæson.
Broen er i en meget dårlig forfatning og sikret flere steder med plader
og reb, hvor der skal udføres reparationsarbejder. Snart får vi øje på Svanen i indsejlingen til havnen, og vi
tager glad imod dem. Det er længe siden at vi har set hinanden, så der skal en stor
omfavnelse til. Lis havde fundet en øjenlæge og fået en tid til først i næste
uge - og så tog de en hurtig beslutning om at sejle ud og nyde de få sommerdage,
der skulle ligge forude.
Det bliver et par dage med solskin og varme, hyggesnak og en travetur
gennem byen. Vi er noget skuffede over det triste udseende på havnen, hvor den
store plads foran havnekontoret er fyldt op med bådstativer til vinteropbevaring,
og kun ved restaurant Mågen finder man en ynkelig blomsterkrukke. Det samme
indtryk får man af selve byen, der er ret så beskidt og mangler sin tidligere
charme. Det er tæt biltrafik gennem byen, så man er meget heldig, hvis man lige
kan krydse vejen i en fart. (Vi hører senere, at der har været en slags marked
på byens forretningsgade om weekenden - en undskyldning?) Der hvor Kvickly
havde været før, findes nu et Rema 1000-supermarket, mens en Superbrugsen og en
Fakta-butik allerede for et par år siden havde åbnet tæt på havnen, som
virkelig er et plus for sejlerne.
Mens
vi slapper af på Kirmar fyldes gæstebroen efterhånden. Der er mange tyske
sejlere på farten samt hollændere, danskere og svenskere. Til et tidspunkt
ligger der en Malø 50, en Monsun og vi med vores Rasmus 35 ved siden af
hinanden - alle skibe tegnet af Ole Enderlein.
Det er godt at handle i Superbrugsen, og så består aftensmaden den første
dag af stegt kyllingelår med salat og brasede kartofler og onsdag af
oksemedaillon på grønsagsbund med flute samt et glas rødvin til. Dertil høj
himmel og solskin - efterhånden en sjælden oplevelse.
Torsdag, den
5. juli 2012
Sol, jævn vind mellem SØ og NØ.
Afg. Assens kl. 9.30
Ank. Haderslev kl. 13.45
Vi
tager afsked med Lis og Vagn for denne gang, der sejler hjem til Middelfart. Vi
vil sejle til Stevelt Bro til fredag morgen, da der varsles kraftige regn- og
tordenbyger til fredag aften. Men ved middagstid advarer Jacobsen fra DMI om
en voldsom tordenfront med skybrud over Sydjylland allerede fra morgenstunden,
og så beslutter vi at sejle direkte til Haderslev og afslutte vores lille
sejltur hjem på terrassen med grillmad og solskin.
|