Tursejlads og rejser
som livsstil

Vejen tilbage til parkeringspladsen førte forbi mange souvenir-forretninger med hekse, hekse og atter hekse og et meget kønt bindingsværkshus ved den lille flod Gose, der her danner et smukt vandfald. I en gårdhave lå både et træ- og glasmuseum med tilhørende butik. Glasudstillingen var helt fantastisk med fantasifulde genstande i pragtfulde farver. Priserne var også enorme, og så nøjedes vi med at se.

Med en spadseretur rundt om slottet Kaiserpfalz og tilhørende Sct. Ulrich Kapelle sluttede vores ophold i Goslar. Turen tilbage gik igen over Claustal-Zellerfelt og førte os forbi den store trækirke endnu engang. Mens vi kørte ind i Hahnenklee styrtede regn og slud ned igen.

Gert havde gjort meget reklame for en Café i Hahnenklee der serverede “Windbeutel” som specialitet, en stor vandbakkelse fyldt med is, blåbær og piskefløde, som man nu "absolut skal have smagt", når man var i Harzen. Det var så også noget af en oplevelse - men de fleste kunne da ikke spise den op og den efterlod også hos os en flov fornemmelse i maven. Den kunne vi godt have undværet! Desuden syntes vi, at personalet var ret uforskammet i deres opførsel ved næsten at trække tallerkenerne væk under hånden på en, inden man var færdig - og forlange betaling med aftalte penge. Da føler man sig dog lidt udnyttet. Den Windbeutel har vi snakket længe om! Inden middagen gik Erwin og jeg en tur rundt om søen og gennem byen for at forarbejde den.

Den sidste udflugt gik op til Brocken, som vi i Danmark betegner som “Bloksbjerg”, hvor vi under Skt. Hans festen sender vores hekser til. Udflugten var betinget af vejrforholdene: Var der tåge i området, kunne turen ikke betale sig, da man så ikke havde nogen udsigt over Harzen. Turen med damptoget fra “Harzer Smalspurbahn” koster 24 euro. Gert kørte os til stationen Drei Annen Hohne, hvor vi skulle stige på toget. Der var mange rejsende med foruden et tysk og vores rejseselskab. Toget kørte mest gennem skovområder med træerne tæt fra begge sider. Kun engang imellem var der en åbning med en god udsigt. Der lå sne mange steder i skoven og tågebanker trak op mellem træerne. Da vi kom op på toppen, var der tåget, og der var ikke meget at se. Der lå nogle cm sne mange steder - andre steder var der pløret. I cafeteria sad vi med mange rejsende og vandrere over en kop kaffe og ventede på opklaring. Der Brocken var før Tysklands genforening DDR-område og spærret for befolkningen, mens militæret kontrollerede herfra grænseområdet til den vesttyske side. Vesttyskerne kontrollerede sikkert grænsen ligeså. Bygningerne fra dengang er i dag det berømte “Brockenhaus” med udstillinger om DDR-tiden og Naturudstillinger. Fra en trappeopgang helt af glas kan man også nyde udsigten indefra.

Vi havde næsten opgivet håbet, da skydækket åbnede sig flere gange, hvor vi havde en relativ god udsigt over Harzen med en side af gangen, mens tågebankerne drev rundt mellem bakketoppene og ned i slugterne. Det var ikke optimalt - men bedre end vi først havde regnet med, da vi kom op på toppen.

Omkring kl. 13.00 gik turen ned igen, og mange vandrere på vej op ad bjerget vinkede smilende og glad, mens vi kørte forbi. Vi var ret forfrossen, men efterhånden blev der meget varmt i toget, og vi opdagede, at radiatorerne var blevet så varmt, at man næsten kunne brænde fingrene på dem. I bussen på parkeringspladsen havde Gert og Jytte forberedt både kaffe og varme alkoholiske drikke for at få jaget kulden ud af kroppen på os, og vi nødt dem også, selv om det nu gav ekstra varme oveni. På køreturen til Hahnenklee gav Erwin til kende, at han nu også havde set grantræer nok for et lang stykke tid, så kønt de ellers var. Gert kom med nogle praktiske oplysninger om betaling af udflugterne og tidspunktet for afgang til hjemturen næste dag - for nu nærmede rejsen sig sin afslutning.

Efter middagen hyggede vi os med Bent og Maria i hotellets bar, og flere fra vores selskab kom til. Op på vores værelse sluttede vi af med en Jägermeister og Dr. Nielsen.

Kufferterne var pakket - morgenmad kl. 7.00 - og kl. 8.00 startede vi turen hjemad. Da det var fredag, regnede vi med meget trafik. Men turen gik gnidningsløst på motorvejen gennem det tyske landskab, og efter nogle pauser og ophold ved grænsebutikkerne til frokost og indkøb kom vi tidligere hjem end beregnet. Der var farvel og tak for selskab og en god tur i bussen, afsked med Jytte og vores chauffør Gert. Så var vi fire tilbage, hvor vi startede - efter 6 meget aktive dage, træt og med mange nye oplevelser i bagagen.