Det bliver en fin aften med sol i cockpittet og dejlig middag bestående af lammeculotte med kartofler og asparges.
Det tager lidt tid med at håndtere alle havnens automater!
Havnepenge: 125,00 kr. - Sejlet distance: 4,00 sm
Torsdag, den 4. august 2011
Sol gennem tynde skyer, frisk vind fra SØ.
Kl. 9.00 bliver en gæsteplads fri og vi flytter. Stærk strøm gør det vanskeligt at komme lige ind på pladsen, men et par flinke sejlere ved siden af giver en hånd med. De er fra Nakskov og vil gerne i snak med os med det samme.
Der trækker sorte skyer op fra SV og vinden tager mere til. Vi går op til byen for at se, om der er forandringer siden sidst - men byen ligner sig selv, bortset fra at Faaborgs vartegn "Klokketårnet" er under renovering og pakket ind i plastik. Også flere af de gamle bygninger skal restaureres. Inden vi tager tilbage til Kirmar handler vi hos den lokale slagter, hvor der findes utrolig mange fristelser.
Om eftermiddagen bytter vi aviser med vores naboer og hygger os med at læse, mens vi venter på at regnen skal styrte ned fra de voldsomme skyer - men regnen kommer først hen imod aftenen - og senere klarer det op igen.
Aftensmaden består af grillkøller med kartofler og peberfrugt, samt bananshake til dessert. I et telt på havnen spiller et band popmusik til kl. 22.00, som vi nyder fra Kirmars cockpit.
Havnepenge: 125,00 kr.
Fredag, den 5. august 2011
Tåget med finregn, jævn vind fra Ø til SV. Senere opklaring med byger.
Vi handler lidt hos Kvickly og går en tur gennem byen og ned til havnens fiskebutik, mens det begynder at regne igen. Hygge og læsning i cockpit. SMS fra Gunhild med dårligt nyt fra Haderslev. Tove fra HSF er bukket under for sin kræftsygdom - det gør os da noget triste. Der kommer også SMS fra Lis og Vagn med en hilsen fra Flensborg.
Til aftensmad får vi varmrøget laks med kartofler og salat, tomat og agurk.
Havnepenge: 125,00 kr.
Lørdag, den 6. august 2011
Sol gennem tynde skyer, svag/jævn vind mellem SØ/SV.
Yasmin har fødselsdag og vi prøver at snakke med hende over Skype. Forbindelsen bliver dog straks afbrudt igen og det lykkes ikke at få en ny forbindelse.
Vi benytter det fine vejr til en cykeltur til Dyreborg. Jeg mente ellers, at det kun var to år siden at vi havde været der. Det diskuterer vi lidt inden jeg slår op på hjemmesiden. Vi havde oftere været i Faaborg, men cykelturen til Dyreborg går helt tilbage til 2006, og jeg er lidt målløs over, at jeg kunne tage sådan fejl. Det viser endnu engang, hvor hurtig tiden løber af sted med os!
Det er en dejlig tur gennem en flot natur med bugnende kornmarker der med solens stråler danner gyldne bølger i vinden, og grøftekanterne er fyldt med mangfoldige blomster og græsser. Det sidste stykke vej går gennem skoven og ned til Dyreborg Havn.