|
|
Onsdag, den 6. juli 2011
Sol, svag NØ vind.
Vi starter med at ringe til Maria i Haderslev og ønsker hende tillykke med fødselsdagen. Så går vi en tur op til gågaden, hvor der er marked i Sydbyen. Det er sjovt igen at høre nogle af handlerne højt at tilbyde deres frugter og grøntsager, da de bruger hver sit stemmeleje – den ene trækker ordene når han med monoton stemme råber: ”Eeen aanaanaas eeen eueuro”, mens andre er meget hurtige og højrøstede med at byde ud. Der kan købes fisk og kød, hjemmelavet honning og marmelade samt krydderier og mange forskellige ting og sager.
Om eftermiddagen er der solbad og afslapning i cockpit til omkring kl. 16.30, hvor der bliver optræk til regn og torden. Det bliver sen aftensmad, der består af kylling, tomatsalat og jordbær til dessert, og mens vi hygger os, klarer det op og solen kommer frem til en kort bemærkning.
Havnepenge: 16,00 €
|
|
|
|
|
Kirmar i Flensborg |
Blishøne i lystbådehavnen |
|
|
Torsdag, den 7. juli 2011
Sol, svag vind fra NV.
På havnen har en blishøne fundet en god plads til sin rede. Den tager nådig imod de beundrende kommentarer men lader sig ellers ikke forstyrre i sit arbejde.
Vi traver lidt rundt i byen. I dag er der loppemarked på Sydermarkt. Det er interessant at se, hvad folk vil og kan sælge, og en del ting er forskellige fra det, der sælges som lopper i Danmark. Jeg står lidt med en meget tyk bog med Theodor Storms samlede fortællinger i hånden, der skal koste 12 € uden at prutte om prisen - jeg er meget fristet - men så bliver vi enige om, at den er alt for tung at slæbe rundt med. Vi skal også have købt lidt ind til vores lille husholdning. Et sted står der en gammel rejse-skrivemaskine som jeg funderer lidt over. Sådan en står stadig op på vores loft. Jeg kunne ikke skille mig af med den, fordi jeg fik den af min far, mens jeg gik på handelsskole. Han havde anskaffet den ekstra for at jeg skulle kunne øve mig, og den var ret kostbar til den tid. Den kom nu også til indsats i mange år efter skoletiden. Kræmmeren her skal have 22 euro for denne her, så den har ikke stor antikvarisk værdi.
På den store plads ved havnen er et tivoli travlt i gang med opstilling af et pariserhjul og en karrusel, og på havnefronten sættes mange små hytter og salgsvogne op til et stort marked. Det ser ud til, at vi altid er heldige at ramme tidspunktet for en havnefest, når vi sejler til Flensborg. I år er der ”Dampfrundum” hvor der er træf for damp-traditionsskibe og andre dampdrevne både samt svære historiske damplokomotiver. Interesserede kan så komme på sejltur på Flensborg Fjord eller køre med de gamle toge. Jeg ser altid frem til disse fester med noget blandede følelser.
På havnen køber vi de første Fischbrötchen på denne tur, som vi tager med på Kirmar. Vi synes nu ikke at de er lige så gode som ved sidste gang for to år siden – både fisk og Brötchen er tilsyneladende skrumpet ind. Vi kan slikke solskin i cockpittet, dog vinden frisker op og skifter fra den ene side til den anden, men Erwin gør sit bedste for at skabe lidt læ.
Havnefogden kommer og giver besked om, at vores plads bliver optaget, men han vil selv sørge for, at vi får en god plads igen. Han fortæller også, at alle skibene på den modsatte side af broen skal flyttes mandag morgen, da de gamle træpæle skal skiftes ud. Han indrømmer, at det er dårlig timing her i den travleste tid – men det er andre som bestemmer tidspunktet.
Vi er ikke sultne i aften og så nyder vi kun en portion jordbær til aftenkaffen.
Havnepenge: 15,00 €
Fredag, den 8. juli 2011
Regn og blæst til ca. kl. 12.00, senere enkelte byger og opklaring med lidt sol.
Vi må i regntøj og flytte båden til gæstebroen, hvor den venlige og hjælpsomme havnefogd har reserveret en plads til os. Her ligger vi også godt, men får nu vinden bagfra ind i cockpittet. Vinden skifter nu alligevel så meget, at det ikke betyder den store forskel. Jeg sidder lidt med min computer om formiddagen, mens Erwin læser og løser Sudoku.
Det store ”Damptreff” er begyndt, og luften er fyldt af hyl og trut og hvæsen fra de deltagende skibe. Hver gang et af skibene giver et signal, svarer alle de andre en efter en og det ender med et kort forsagt trut fra den mindste. Så kører der også et tog med damplokomotiv ind på havnen med et langt advarselshyl besvaret af hele koret, mens larm, damp og en sort røg lægger sig tungt over havnen. Heldigvis kommer røgen ikke helt over til os, så vi ”kun” får glæden af lugt og støj. Vi var noget skeptisk ved tanken om de næste dage, men går nu en tur rundt for at se på spektaklet.
|
|
|
|
|
|
|
Dampskib Skarhørn |
Dampskib Skælskør |
Traditionsschlepper Flensborg |
|
Traditionsskibet
Flensborg fra 1954 sejlede først for et rederi i Hamburg under navnet
"Bugsier 9", blev ombygget i 1969 og lagt op i Hamborg i 1971. Siden
1973 sejler det under navnet Flensborg
med hjemhavn Glückstadt v. Elben og ejes af Flensborg Schiffsbau Gesellschaft.
|
|
|
|
|