|
|
|
Ved middagstid kommer solen frem mens vinden aftager noget – det bliver varmere. Efter lidt frokost cykler vi op til markedet igen, men nu er der ryddet. Vi finder en SKY-butik, hvor vi handler lidt ind, og her finder jeg endelig mit kryddersalt, som var sluppet op.
Senere cykler vi på stien langs med stranden til Grasvarder forbi de hyggelige sommerhuse og hen til Naturreservatet, der er indhegnet og ikke offentlig tilgængelig. Her står det arkitekttegnede udsigtstårn, som vi allerede ud fra vandet lagde mærke til og som er meget specielt. Man skal have nogen fantasi for at gætte hvad det skal forestille, hvis man da ikke lige har læst eller hørt om det. Fra stranden har vi fin udsigt over Femernbælt, hvor nogle sejlere krydser i den friske vind, og til Femernsundbroen. Her er en dejlig badestrand, og vi er kede af det, at vejr, vind og vand er meget køligt endnu. Vi er ikke fristet til at hoppe i.
|
|
|
|
|
Feriehuse på Grasvarder |
Udsigtstårn på Grasvarder |
Udsigt til Femernsundbroen |
|
Mens vi bagefter slapper af på Kirmar, kommer nogle af charterbådene i havn efter en tur. Vi lægger særlig mærke til, at proceduren med check af inventar sammenholdt med en liste og inspektion af skibet foregår meget grundigt. Til sidst ankommer en dykker og undersøger undervandsskroget. Mens besætningen tømmer båden, går skipper og folk fra charterfirmaet i land, mens dykkeren undersøger flere af de store både, mens andre sejler ud. - Nu ankommer der to danske sejlskibe fra Åbenrå, som vi kommer i snak med. De venter på en tredje båd, der havde motorstop undervejs og skal sejle med sejl hele vejen med den nu svage vind.
Der er SMS fra Christel og Wolfgang fra Alssund og SMS fra og til Lis og Vagn, der stadig ligger i Sønderborg. Til middag får vi havfriske rødspætter med nye kartofler, persillesovs og tomatsalat – det smager herligt! Der er jordbær til aftenkaffen, og nu sejler også Åbenrå-båden ind, godt hjulpet på plads af vennerne.
Dejlig dag og dejlig aften
Havnepenge: 16,00 €
Søndag, den 27. juni 2010
Sol, vekslende skydække, svag vind fra NØ.
Vi cykler op til torvet, hvor det lokale brandværn holder loppemarked i.f.m. festen. I kirken afholdes lige nu gudstjeneste, som vi ikke vil forstyrre. Vi kikker lige ind i et nyt varehus, der har åben, men en meget dårlig luft jager os hurtigt ud igen. På fiskerihavnen køber vi Fischbrötchen, som vi tager med hjem til frokost på Kirmar.
Efter et lille hvil cykler vi langs stranden mod vest – til dels på diget med udsigt over vandet. Selv om vi prøver ad flere stier, kan vi desværre ikke cykle helt ud til fyrtårnet og stejlkysten, og vi tør ikke lade cyklerne stående. Så cykler vi videre til det store Ferie- og Kur-center for enden af søen, et stort bygningskompleks med ferielejligheder, wellness- og aktivitetstilbud. Det er helt enormt – men kønt er det ikke. |
|
|
|
|
|
På stranden ved Heiligenhafen |
Dejlig udsigt over vandet |
Kur- og Feriecentret Heiligenhafen
(Foto: Turistinfo Heiligenhafen) |
|
På en cykelsti mellem sø og skov går det tilbage til byen. Nu er kirken lukket og åbner kun i forbindelse med kirkelige handlinger – en skam.
Afslapning på Kirmar efter turen i dejligt solskin, der begynder at varme godt. Aftensmaden består af koteletter – endnu fra Danmark – blandet salat og stegte halve kartofler fra i går og jordbær til dessert.
Dejlig dag og aften. Vandet klukker omkring båden og svaler flyver efter insekter. Tyskland vinder over England 4 – 1, som bliver honoreret på havnen med trut og klapsalver.
Havnepenge: 16,00 €
Mandag, den 28. juni 2010
Sol, letskyet/skyfri, svag til let vind fra NØ.
Erwin gør cyklerne klar til en tur til havnene i Grossenbrode. Med god udsigt til Grasvarder tager vi vejen langs havnen til Ortmühle, ca. 1½ km fra Heiligenhafen. Her har Yachtværft-Heiligenhafen en godt beskyttet lille havn med ca. 100 liggepladser med udsigt til naturområderne og til Femern – men der er langt ind til byen. Vi fortsætter forbi Ortmühle ad små stier langs kysten og gennem Strandhusen, til vi ender på cykelstien ved hovedvejen. Efter nogle kilometer krydser vi hovedvejen og cykler gennem et område med marker til begge sider, inden vi kommer til den store indsø, der har forbindelse til Østersøen. |
|
|
|
|
|
Grossenbrode Lystbådehavne |
|
Klubhus i Grossenbrode Yachthafen |
|
Her ligger de tre lystbådehavne Marina Grossenbrode GmbH, der blev grundlagt af Dehler Marina Yachtværft, den godt beskyttede kommunale lystbådehavn og Yacht-Club Grossenbrode e.V., som er en sejlforening, der blev grundlagt i 1969. Indsøen er enorm og må være et eldorado for roere, jollesejlere, kajakker og optimistsejlere – dog er der langt til andre aktiviteter. Vi cykler lidt rundt langs med havnene og hviler til sidst på en bænk ved sejlclubben og drikker vores medbragte juice. Her har Christel og Wolfgang sikkert hygget sig, mens de lå her med deres Loana under deres sejltur til Mecklenborg Vorpommern.
Imens jeg søger efter en skraldespand kommer jeg i snak med en gæstesejler. Han spørger, om vi vil videre til Neustadt og Wismar. Det svarer jeg nej til, og så fortæller han, at de havne længere op af Østersøen er overfyldt og meget upersonligt, fordi de var blevet alt for store. Han vil ikke anbefale os at sejle til Neustadt og Wismar på trods af, at han selv er hjemmehørende i Wismar. Han er på vej til Danmark, men har ellers ikke et fast mål. Vi ønsker hinanden god tur, mens Erwin kommer mig i møde, fordi han ikke kan forstå, hvor jeg er blevet af. Jeg giver referat, og så cykler vi tilbage af samme vej til hovedvejen og et stykke ind mod byen til et vejkryds, hvor der ligger et supermarked helt for sig selv. Et vejskilt viser til højre mod Südstrand og til venstre mod Femernsundbroen. |
|
|
|
|
|