Tursejlads og rejser
som livsstil

  Aktivitetskalender
  Markedsplads
 
  Forum
  Kontakt
 
  Forside
  Søgeportal
  Gæstebog
  Fotoalbum
  Her og Nu
  Islandsrejsen
  Spanien 2012
  Spanien 2013
  Spanien 2014
  Bustur til Harzen
  Rüdesheim/Rhinen
  Limfjorden
  Rügen
  Fra båd til båd
  Sjælland rundt
  Kieler Kanal/Ejder
  Slien
  Århusbugten
  Odense og Korsør
  Mariager Fjord
  I det Sydfynske Øhav
  Sommer 2008
  Sommer 2009
  Sommer 2010
 
  • Forside
  •  
  • Forårstur til Assens/Bågø
  •  
  • Assens/Bågø side 2
  •  
  • Assens/Bågø side 3
  •  
  • Sommertur: Drejø/Marstal
  •  
  • Drejø og Marstal side 2
  •  
  • Heiligenhafen
  •  
  • Heiligenhafen side 2
  •  
  • Heiligenhafen side 3
  •  
  • Heiligenhafen side 4
  •  
  • Heiligenhafen side 5
  •  
  • Kappeln
  •  
  • Kappeln/Sønderborg
  •  
  • I Sønderborg
  •  
  • Årøsund/Haderslev
  •  
  • Efterårstur Middelfart/Årø
  •  
  • Eftertanker
  •   Sommer 2011
      Sommer 2012
      Test
     
    Login | Tilmeld Heiligenhafen  
      <- Forrige side Næste side ->

    Fredag, den 25. juni 2010

    Skyet, let diset, svag/jævn vind fra V/NV.

     

    Afg. Marstal                       kl.   8.05

    Ank. Heiligenhafen           kl. 14.30

     

    Vi stævner i let vind ud af Marstal Havn mens Erwin ordner tovværk m.m. Så kommer han op med en Jägermeister til ham selv og en Dr. Nielsen til mig og vi ønsker hinanden en god tur. Det går fint derudad med genua og motor, men sigten er ikke særlig god. Kl. 10.35 passerer vi Bagenkop og Erwin overtager styringen, mens jeg sætter mig godt tilrette i et hjørne med mobilen for at ringe til familien og nogle venner, inden vi krydser den dansk/tyske grænse. Imens tager vinden til og bliver frisk og bølgerne rejser sig lidt efter lidt og udvikler sig til en høj søgang. Vi skal have mere tøj på, og sejladsen kræver mere opmærksomhed. Mens Kirmar finder sin rytme gennem bølgerne, tænker jeg tilbage til vores første tur til Heiligenhafen. Vi ventede i Maasholm sammen med vores venner Jørn og Bente i hård nordvestlig blæst på, at vinden skulle lægge sig så meget, at vi kunne krydse Østersøen og fortsætte vores tur mod Lübeck. Ved middagstid aftog den så meget, at vi sagde, at ”nu skal det være”. Vi kom godt ud fra Schleimünde og satte storsejl på Kirmar II, der jo bar gaffelrig, og den første times tid sejlede vi fin derudad på en agten for tværs. Men jo længere vi kom fri fra land, desto større blev bølgerne, der slet ikke stod i forhold til blæsten. Mens vi nærmede os Kieler Bugt og skydeområderne, forsvandt Kirmar ofte så dybt imellem to bølger, at vinden gik ud af sejlet og bommen langsom kom midtskibs, så vi havde travlt med at passe på og undgå at bomme. Vi måtte til sidst starte motoren for at få mere fart i skibet, komme hurtigere ud af bølgerne og derved få en bedre sejlads. Hos Jørn og Bente i deres Bianca Queen var denne fare ikke så stor. Vi kom måske lidt tæt på det første skydefelt, men vi fortsatte vores kurs. Glad var vi, da vi nåede indsejlingen til Heiligenhafen. Mens jeg overtog rattet, gik Erwin op på dækket for at tage storsejlet ned, hvor et kraftig vindpust til al overflod klemte liselinen fast i en mastering, så liselinen måtte løsnes helt og gaflen sænkes for at få den fri. Det var ikke de pæneste ord, der kom deroppe fra. Imens sejlede jeg langsomt hen imod lystbådehavnen, der dengang også var stor, men længe ikke så stor som i dag. Vi var kun ganske kort oppe i byen og så desværre ikke ret meget af området, da vi sejlede videre næste dag. Med begrænsningerne af tre ugers ferie skulle sejlplanen helst overholdes. -

     
    Da vi nu snart skal krydse skibsfartsruten Østersø/Kiel, holder vi godt udkik efter skibe. Vi er næsten ved vores waypoint, da en stor skygge dukker bagbord foran os op af disen. Retning og fart er ikke let at bedømme ved denne søgang og det disede vejr. Derfor ruller Erwin vores genua ind og sejler lidt på stedet, og det varer heller ikke længe, før et stort russisk skib på kort afstand sejler forbi. Genuaen kommer ud igen og vi fortsætter vores sejlads. Lidt efter hører vi flere gange advarselssignalet fra skibet, og vi kan svagt skimte nogle sejlbåde, der er i farezonen på vej mod Kieler Bugt. Det giver lidt hjertebanken, da vi nu også nærmer os færgeruten mellem Femern og Kiel. Vi føler, at det tager lang tid, inden vi skimter noget af Femern, efterhånden kommer konturerne dog bedre frem og vi kan se Femernsundbroen. Snart skifter vi kurs mod Heiligenhafen, og de store bølger vokser endnu mere og kommer fra siden. Det føles helt mærkeligt efter de mange timer i søgang, at vandet lægger sig fuldstændig, mens vi følger renden ind til lystbådehavnen i Heiligenhafen. Havnen er enorm stor, og vi må finde en plads. Efter lidt sejlen mellem et par broer der alle er besat, finder vi en enkelt fri plads helt ud til naturområdet. - Mens vi står op på dækket og kikker lidt målløs henover de mange mange mange skibe, ånder vi dog lettet op.
     
     

    Nu er vi i hvert fald kommet over Østersøen til Heiligenhafen!

     
    Det særprægede Heiligenhafen
    (Foto: Turistinfo Heiligenhafen)
    ....... set fra luften
    (Foto: Turistinfo Heiligenhafen)
    Heiligenhafen set fra Lystbådehavnen
     

    Skibet klares op, cyklerne pakkes ud – vi skal lige en tur langs med havnen og melde os til på havnekontoret. Havnearealet er så stort, at der virkelig er brug for cyklerne. Havnen har ca. 1000 liggepladser, fordelt over 15 broer. Ligesom de fleste steder er der grønne og røde skilte, der gør det lettere for gæsterne at finde en fri plads. Vi ligger på bro 12, plads nr. 76, så der er en lang vej forbi 38 pladser for at komme i land. Hos havnefogden får vi udleveret kode til WC og Bad, en brochure om marinaen og alle dens faciliteter (der er næsten ikke noget, der ikke findes) og får at vide, at vores plads er fri i længere tid. Det er vi meget glad for, selv om vi næsten ligger for enden af havnen, så har vi en fantastisk udsigt over det særprægede naturreservat, kan høre havets brus her i den kraftige vind, og vi har en god oversigt over havnen og den lange indsejling. Havnetaksten er 16 € inkl. 2 € for strøm. Rabatordninger findes der ikke. Havnefogdens mening er, at der i forvejen kun er pensionister, der har de fleste penge!? (Det ligner til forveksling mange danskeres mening om de ”rige pensionister.) Vi får endnu nogle tips vedrørende byen og indkøb, og så kommer den næste sejler til.

    (Heiligenhafen hører nu med til "BalticSailing-Partners", en sammenslutning af mange tyske og danske havne der giver deres medlemmer flere fordele. Man køber et "Balticsailing-Cart" og opnår hermed f.eks. 10% rabat på havnepenge i tilsluttede tyske have og 20% rabat i danske havne - der gælder for den 1. overnatning - hovedsageligt omkring Lolland, Falster og Femern-området op til Lübeck. Når man har planlagt sejlturen i det område og vil besøge flere af de tilsluttede havne, kan det godt betale sig. Man kan bestille en Havneguide for 2011 med alle relevante oplysninger på www.balticsailing.dk. )

    Vi cykler rundt om havnen og til fiskerihavnen, hvor vi spiser en velfortjent Fischbrötchen. De er ikke så gode som i Flensborg, men smager alligevel godt efter den lange sejltur. Så kikker vi lige lidt ind til byen, inden vi cykler tilbage til Kirmar. Hovedvejen, der fører langs havnen er meget befærdet og gør mig noget nervøs, mens vi krydser den. Så er det mere afslappende at cykle på havnearealet. Man behøver heller ikke at sulte, når man en dag ikke gider stå i kabyssen og lave mad. Næsten midtvejs står en Bistro, hvor gæsterne kan sidde både uden- og indenfor og nyde et lille måltid eller en drink. På sydsiden af havnen kom vi forbi en Yachtclub-Restaurant, og på det nordlige havneareal ligger tæt ved stranden Restaurant Gillhus (Gildehus). Her fra stranden forventer man i 2011 at starte byggeriet af en eksklusiv ”Seebrücke”, der fører langt ud i vandet. I forbindelse hermed skal der bygges to hoteller og andre aktiviteter. Jeg personlig synes at det er OK med broen – men at det er synd for den dejlige naturlige strand og det beskyttede naturområde, når der bygges hoteller.

     

    Vi er meget trætte, slapper af på Kirmar og går efter en lille tur til stranden tidlig til køjs. Det er mange år siden, at vi havde den ene overnatning i Heiligenhafen, og vi glæder os til at udforske området. Indtil nu har vi ikke set et eneste dansk flag i den store havn.

     

    Havnepenge:                                 16,00 € inkl. Strøm. Bad koster 1,00 €

    Sejlet distance:                            37,50 sm

     

    Lørdag, den 26. juni 2010

    Sol med tiltagende skydække, frisk NV vind.

    Det er meget køligt her til morgen, men vi cykler til den kommunale lystbådehavn og den lille Foreningshavn SVH-SSCH, der ligger lidt nordlig for fiskerihavnen. Her er næsten alle pladser optaget, men her ligger en dansk båd, endda en Rasmus 35. Desværre er der ikke nogen af besætningen ombord.

    Nu skal vi til at se byen Heiligenhafen, der ligger op ad en bakke. Byen er formodentlig grundlagt som havneby omkring 1250, men dokumenteret blev den først i 1305, efter at byen af Graf Gerhard II. fik retten til  selvstyrelse. Så kunne Heiligenhafen 2005 fejre sit 750-års jubilæum. Byen har haft en omskiftelig tilværelse. I 1320 skabte en oversvømmelse store problemer, og først en tilladelse til toldfri eksport af deres produkter skabte en opblomstring. Heiligenhafen blev derefter den vigtigste eksporthavn for landsdelen Oldenburg og måtte føre et byvåben, som også i dag pynter deres flag. I flere århundreder tilhørte Heiligenhafen den danske krone. Brande, krige og pesten tærede hårdt på byen og førte næsten til ruin, og først efter 1720 gik det opad igen. Ligesom i mange andre tyske byer førte den store flygtningestrøm efter 2. verdenskrig til et hurtigt stigende indbyggertal fra ca. 3.500 til 10.700. I dag lever her ca. 9.200 mennesker. Heiligenhafen er et anerkendt Østersø-Kurbad og turisme, fiskeri, landbrug, håndværk og handel er de vigtigste erhverv.

    Vi trækker cyklerne op ad en stejl gade til markedspladsen, der er smukt beliggende mellem de gamle historiske bygninger. Der er markedsdag og Rådhuspladsen er fyldt med mennesker på indkøb af frugt, grøntsager, kød og fisk, tøj, sko og sokker og mange andre ting og sager. Vi køber også lidt ind og cykler derefter ad Bergstrasse til Turistinformationen efter bykort og brochurer.  Det ligger lidt ud af centret, og vi må spørge et par gange, inden vi finder det. Vi får en meget venlig betjening og flere relevante oplysninger med på vejen. Der er nok at foretage sig her i området.

     
    Heiligenhafens frivillige brandværn har sommerfest og så oplever vi lige deres optog af brandmænd og politi i smukke uniformer og med flot musik, inden vi cykler ned ad Bergstrasse forbi byens parkanlæg og ned til havnen. Vi har nu fundet en fodgængerovergang, der fører os sikker over den meget befærdede vej.
     
    På Fiskerihavnen Heiligenhafen
    (Foto: Turistinfo Heiligenhafen)
     

    På fiskerihavnen sælges der friske rødspætter fra en kutter. Jeg bestiller to, men de er ikke så store og så bestiller jeg en mere. Fiskeren er en noget sjov fyr, men snakker lidt utydelig, så vi forstår ikke det hele, men betaler 5 € for fisken. Pakken kommer jeg i min rygsæk og synes nok undervejs til Kirmar, at den er ret tung. Da vi pakker den ud, er der 6 rødspætter. Vi kikker lidt målløs på fiskene – dem kan vi ikke spise på en gang, og vores køleskab har kun en lille fryser, der altid indeholder lidt i reserve. Vi gør fiskene klar til brug og kan sådan lige lirke posen med 3 fisk ind under den pakke, som ligger der i forvejen – så har vi til en middag mere.

      <- Forrige side Næste side ->
    Copyright © 2007 - 2018 Andrewscom