På havnen kommer Erwin i snak med en sejler på en anden Rasmus, der ligesom Erwin havde store problemer med benet efter et tidligere ankelbrud. Han har fået det opereret og gjort stiv. Nu kan han færdes næsten overalt igen, og det har taget noget af hans smerter. Det får Erwin til at overveje en operation igen, fordi han er så plaget af smerter. Lige nu går han til akupunktur, der hjælper ham lidt, men han skal sikkert have flere behandlinger. - Den samtale giver os igen meget at tænke over, da han allerede har været til en forundersøgelse på Kolding Sygehus med den besked om at gøre anklen stiv som den eneste mulighed mod de ofte ulidelige smerter. Men det er en så afgørende beslutning, som han ikke endnu var parat til. Efter denne samtale med sejleren vil han dog overveje det igen.
Resten af dagen går med afslapning i solen på Kirmar, lidt snakken fra båd til båd og på broerne. Det jeg mangler mest efter ombygningen af havnen er den tidligere beskyttende mole ud til vandet, hvor man altid havde den fineste udsigt. Her kunne man stå og se og høre de store bølger rulle ind imod stenene, der endte i kaskader af vand, når det blæste hårdt fra sydlige retninger. Her kom man også let i snak med de forskellige sejlere – kendte som fremmede. Man siger at forandringer fryder – men man mister for det meste også noget, som man har været særligt glad for.
Havnepenge: ingen
Sejlet distance: 3,80 sm
Lørdag, den 5. juni 2010
Sol, letskyet, svag/jævn vind fra V/SV.
I dag cykler vi til Klintende og videre til de idyllisk beliggende sommerhuse. Et rådyr stikker af fra fyrrekrattet over marken, lærkerne stiger til vejrs med dejlig sang, et par solsorte skraber skræppende under buskene og der dufter fra ildtorn og hyldeblomster. Med stien langs stranden går vejen tilbage til havnen igen.
Hygget og snakket med Visty og Alice på Kirmar om aftenen.
Havnepenge: ingen
Søndag, den 6. juni 2010
Let diset, sol, svag vind fra SV/S.
Inden vi tager fra Bågø går vi en tur op til fyrtårnet. Da døren er åben, går vi op ad trapperne og har en pragtfuld udsigt over hele området. |