Tirsdag, den 27. april 2010
Kirmar bliver søsat og rigget.
Onsdag, den 2. juni 2010
Sol, let skyet, let/jævn vind fra N/NØ.
Afg. Haderslev kl. 11.20 Ank. Assens kl. 14.05
Det er ikke sket ret ofte at vi ikke er sejlet ud hverken i Pinsen eller Kristi Himmelfart. Men igen har sygdom slået en streg i regningen, og det har taget ret lang tid for mig at komme til kræfter igen. Samtidig gik Erwin til akupunktur med sin ankel for at se, om det kunne hjælpe lidt på de mange smerter, som han går med til daglig. Vi skulle jo gerne komme godt i gang igen. Desuden var maj måned meget køligt og fristede os ikke til en sejltur.
Men nu er vi så ude at sejle igen, og vi nyder turen ud af fjorden i fulde drag. Træerne er sprunget ud for længst og rapsmarkerne lyser op i landskabet. Vi er meget taknemlig over, at vi igen kan starte på en sommer på vandet i vores gode gamle Kirmar. Vi har ikke haft mulighed at prøve sejlene af, som vi plejer hvert forår, inden vi sejler ud, men nu er vinden næsten lige imod, og så tøffer vi stille og rolig for motor til Assens. Gæstebroen ligger bortset fra nogle hjemmehørende både næsten tomt hen, og her ligger man heller ikke så godt med nordlige vinde. Derfor søger vi længere ind i havnen. Der plejer altid at være ledige pladser, men i dag må vi søge længe efter en passende fri plads, så der tager næsten en halve time, inden vi har lagt til. Lige i det øjeblik vi vil sejle ind på en ledig plads, bakker båden ved siden af den ledige plads ud og spærrer vejen for os. Erwin stopper hurtigt op, her er ikke meget plads til at manøvrere, og inden den anden båd er væk, driver vind og strøm os ind i en stikbro, og vores prædikestol agter kommer i klemme imellem nogle rådne planker, der stikker ud, inden jeg når fra for til agter for at holde fra. Sejleren har slet ikke bemærket, i hvilken situation han har bragt os og råber muntert, at vi jo nu får en god plads. Vi ryster bare på hovedet af ham og lægger noget chokeret til og må konstatere, at vores fine rustfrie rør har fået et knæk. - Så er vi kommet til Assens!
Det tager jo nogen tid at sunde sig, når man ellers altid er så forsigtig og øm over for sin båd. Men den anden båd er sejlet, og manden er nok slet ikke klar over, at han har båret sig helt forkert af. Men efter en kop kaffe og en tur rundt på havnen bliver vi enige om, at det ikke skal ødelægge årets første tur.
Der er ikke mange gæstesejlere at se - næsten alle hjemmehørende både ligger på deres pladser - men det er jo også midt på ugen, hvor de fleste mennesker passer deres arbejde. En overraskelse bliver det at betale havnepengene i automaten. Havnetaksten er steget for alle skibe på op til 12 m til 150,00 kr. inkl. strøm, hvor vi sidste år betalte 135,00 kr. inkl. strøm. Men det der forundrer os mest er at også de mindre både er omfattet af den høje takst. - Det bliver stadig dyrere at sejle for os “stakkels” pensionister.
Havnepenge: 150,00 kr. inkl. strøm
Sejlet distance: 16,60 sm
Torsdag, den 3. juni 2010
Sol, letskyet, jævn til frisk vind fra N/NV.
Havnedag
Det er dejligt men køligt vejr. Erwin pakker vores små cykler ud til en tur i parken, hvor alt er ved det gamle. Pludselig bliver jeg opmærksom på er skilt, der henviser til Assens Miniby, som vi ikke anede, at den eksisterer. Vi må ellers i tidens løb være kommet mange gange forbi skiltet. Nu vil vi altså se, hvad der gemmer sig mere her i parken, end vi er bevidst om.
|