Vi fortsætter ned ad Grosse Strasse. Til venstre på den smalle Heiligengeistgang står den katolske Heilig-Geist-Kirke (Helligåndskirken). Kirken tilhørte oprindeligt et hospital fra 1336 af samme navn. Den østlige gavl er i barok-stil og spiret stammer fra 1761. Indvendig er kirken lys og venlig med massive søjler, og udsmykningen består af vægmalerier og skibsmodeller. Ellers er indretningen ret beskeden. Alteret er fra 1927 og en gave fra en dansk menighed fra Chicago. Fra omkring 1600 blev kirken overvejende brugt af den danske menighed, da de her måtte afholde deres gudstjeneste på dansk sprog. I dag tilhører kirken Sammenslutningen af danske kirker i Sydslesvig, der arbejder med traditionerne i den danske folkekirke.
Vi vil også gerne se St. Johannis Kirke, der er Flensborgs ældste kirke og ligger i Flensborgs sydlige bydel - men tiden er løbet afsted, og fødderne er øm og benene træt. Det må vente til en anden dag - ellers kommer vi forhåbentlig sejlende til Flensborg en anden gang. Gennem små gader tager vi ned til nordhavnen og videre til lystbådehavnen og Kirmar - og så bliver det regnvejr igen!
Vi snakker med Kirsten over computeren på “Skype”, men forbindelsen bliver afbrudt flere gange. Christel og Wolfgang har sendt en SMS. De skal til Flensborg i bil og vil gerne besøge os i morgen.
Havnepenge: 14,00 €
Tirsdag, den 18. august 2009
Skyet med sol imellem, frisk vind fra NV.
Jeg tager hurtigt op i byen og handler. Christel og Wolfgang kommer omkring kl. 11.00 og vi får alt det nyeste at vide fra Haderslev. Vi hygger os på Kirmar med Fischbrötchen og får os en god snak, inden de skal ordne deres ærinder, da de skal være hjemme igen i Haderslev kl. 17.30.
Jeg tager selv fra havnen op til bydelen Jürgensby, der ligger på østsiden af fjorden og først blev en del af Flensborg by i 1877. En trappe fører fra St. Jürgen Strasse op til kvarteret. Her boede sømænd og fiskere før i tiden, her blev fiskene også forarbejdet og der fandtes røgerier og fiskehandlere. Flere flotte skipper- og kaptajnshuse stammer fra den tid. Når man går gennem de hyggelige smalle gader føles det næsten, som om man vandrer gennem en af de gamle danske havnebyer, men når man kender byens historie, er dette jo ikke så mærkeligt. Husene er meget velholdte og pyntet med blomster. Her er ret stille. På vejen møder jeg kun et barn og enkelte cyklister.