Tursejlads og rejser
som livsstil

Broen lukker lige for næsen af os, og så må vi vente til kl. 10.50, inden vi kommer igennem. Det er som sædvanlig en fin tur gennem den kønne Alssund, hvor der befinder sig mange sejlere i begge retninger, og dem som sejler sydpå, fører ofte fulde sejl og har meget fart på.

Lis og Vagn er allerede ankommet, da vi lægger til i Aabenraa Bådclub. Her findes en flink havnemester og gode faciliteter. Arealet omkring klubhuset med plæne og stier er meget velholdt, der er legeplads for børn og en god atmosfære. Et stort plus er, at pensionister kan ligge her for en havnetakst på 55,00 kr. pr. døgn. Det synes vi er en fin ordning, da havnepengene for os pensionister hurtigt kan løbe op.

Der er gensynsglæde og meget at fortælle, og så er dagen hurtig forbi. Lis skal også være hjemme sidst i måneden, så vi glæder os på nogle afslappende dage.

Trafikstøj fra hovedvejen vækker os tidlig. Efter morgenmaden traver vi en tur rundt på den store havn og ser på de mange både - der er nogle gæster imellem, men mest hjemmehørende. Vi snakker om en hændelse for så mange år siden, inden den nye lystbådehavn blev bygget, der har medført, at vi har undgået Aabenraa under vore sejlture og sejlede i stedet for ind til Kalø eller til Dyvig. Vi har dengang været på en fælles "Pinsetur" med sejlforeningen i den gamle lystbådehavn, hvor vi havde nogle hyggelige arrangementer med børnene på stranden og på havnen. Et kort stykke tid efter får vi at vide, at man har skrevet i Aabenraa Sejlclubs medlemsblad meget nedværdigende om HSF’s besøg og har betitelt os ikke særlig venligt. Da vi overhoved ikke har lagt mærke til, at nogle af vore sejlere skulle have opført sig dårligt, blev vi selvfølgelig stødt over, at man i offentligheden skærer HSF’s medlemmer alle over én kam, og derfor kunne vi ikke drømme om at besøge havnen igen. I de senere år har vi så set lidt lettere på det under mottoet tiden lægger alle sår, men så enten blæste det for meget eller fra den forkerte retning - eller også var vi for halvhjertet "på vej mod Aabenraa". Det blev altså ikke til noget. Jeg tænker ikke, at nogen i Aabenraa Sejlclub overhoved kan huske hændelsen og dette medlemsblad, men så glemmer jeg det i hvert fald ikke.

Aabenraa ligger meget naturskønt med skov og en lang strandpromenade langs med fjorden. Første gang nævntes Aabenraa i 1257 i et dokument, som fritog munkerne fra Løgumkloster for toldafgifter, hvis deres skibe skulle anløbe Aabenraa Havn, og i 1335 fik byen sine byrettigheder bekræftet af Hertug Valdemar d. III. I det tidlige middelalder udviklede byen sig til et lille bysamfund med fiskeri, håndværk og søfart. Fra 1750-tallet voksede skibsfarten hurtigt, og Aabenraa blev berømt for sine skibsværfter og handelsskibe, der sejlede til Middelhavet, Kina, Sydamerika og Australien, og til et tidspunkt var Aabenraa Havn den største efter København og Flensborg. Efter krigen i 1864 formåede man ikke rigtig at stille sig om på dampskibsfarten, og udviklingen stagnerede.

I 1925 blev Højspændingsværket bygget, der betød mange arbejdspladser og øget trafik. I mellemkrigsårene var Aabenraa centrum for det tyske mindretal, og efter 2. verdenskrig blev der oprettet tysk avis "Der Nordschleswiger", tysk privatskole, bibliotek og børnehave.

I dag er der mangfoldig industri lige fra orgelbyggeri til maskinfabrikation. Havnen er blevet udbygget med 400 m kajplads og en stor lystbådehavn, og den i 1956 byggede "Sønderjyllandshallen" er centrum for landsdelens store messer, sportsbegivenheder, kongresser og kulturelle foranstaltninger. I 1970 blev Aabenraa administrativt hovedsæde for Sønderjyllands Amt, som så i 2007 måtte vige, da det sammenlagt med andre amter i området blev til "Region Syddanmark". Aabenraas byvåben viser tre makreller, der skal symbolisere byens udvikling fra fiskerby. De tre makreller findes også i Aabenraa Sejlclubs stander, så vi kan omkring i havnene straks se, om en båd kommer fra Aabenraa.

Det er hyggeligt at gå en tur i gågaden, der byder på fine specialbutikker med gode tilbud på fortovene, der tiltrækker mange kunder og mange turister, og bliver man træt eller sulten, så findes der både restauranter og en lille café, hvor man i godt vejr kan sidde på fortovet og iagttage den livlige trafik på gågaden. I supermarkeder som f.eks. Føtex og Rema 1000 kan vi proviantere, så vi heller ikke lider nød på skibet.

Under en aftentur på havnen møder vi Lis og Vagn, så vi følges ad og betragter de mange store lystbåde på havnen.

Havnepenge 55,00 kr.

I dag vil vi cykle lidt rundt omkring havnen og de nærmeste omgivelser. Jeg kunne godt tænke mig at se kystområdet op til Skarrev, hvis vi ellers kan følge Strandvejen. Desværre ender denne tur allerede ved den private ejendom af skibsreder Jepsen, der er befæstet med en høj mur helt ud til stranden. Vi troede ellers, at alt strandareal skulle være offentlig tilgængeligt. - Erwin kommer så i tanker om en restaurant Knap, hvor han som ung har været nogle gange og som var meget kønt beliggende. Han har hørt, at det skulle være så flot restaureret, og det kunne han godt tænke sig at se. Vi cykler lidt rundt for at finde vejen, og møder helt overraskende en bekendt fra Haderslev, som er kendt her i området og viser vej. Fra Strandvej over Lindsnakkevej, Jørgensgård, Gamle Kongevej og Knapløkke kommer vi på Knapstien, en grusbelagt cykel- og gangsti, der er anlagt på den tidligere smalsporede jernbane og der eksisterede mellem 1899 og 1926. Det er en lang og fin tur gennem skoven til vi kommer til Stentoft, og så er der kun et lille stykke vej ned til restaurant Knap.

Restauranten fremfører sig med en meget flot veranda i to etager i svejtser-stil, med masser af blomster, der får mig til at udbryde i et "nej hvor flot"!

Restauranten ligger i et meget flot naturområde i forbindelse med Stenbjerg Vandmølle, der blev anlagt i 1836 og har i tidens løb haft flere ejere. Som vi ser det i dag, blev det genåbnet i 1988 af skibsreder Jepsen efter en stor renovering, hvor møllehuset, som blev nedrevet i 1951, blev genopført i samme stil og omfang. Det romantiske sekskantede pavillon, der spejler sig i vandet, kom til i 1991.

Vi går lidt rundt omkring i den lille park og ser på vandmøllen, søen med den hyggelige pavillon og den pragtfulde restaurant-bygning. Man kan godt forestille sig et romantisk bryllupsfest i disse rammer. Det hele virker meget fornemt - og meget dyrt.

Tilbage til Aabenraa cykler vi med Jørgensgård Skovvej. Det er blevet varmt og trykkende, så er det dejligt med en lidt kølig fartvind. På havnen finder vi en fiskeforretning, hvor vi køber marinerede sild til frokost og nogle fiskefileter til aftensmaden.