Tursejlads og rejser
som livsstil

  Aktivitetskalender
  Markedsplads
 
  Forum
  Kontakt
 
  Forside
  Søgeportal
  Gæstebog
  Fotoalbum
  Her og Nu
  Islandsrejsen
  Spanien 2012
  Spanien 2013
  Spanien 2014
  Bustur til Harzen
  Rüdesheim/Rhinen
  Limfjorden
  Rügen
  Fra båd til båd
  Sjælland rundt
  Kieler Kanal/Ejder
  Slien
  Århusbugten
 
  • Mod Endelave
  •  
  • Hou og Norsminde
  •  
  • Århus og Skødshoved
  •  
  • Juelsminde og hjemad
  •  
  • Eftertanker
  •  
  • Logbog i øvrigt
  •   Odense og Korsør
      Mariager Fjord
      I det Sydfynske Øhav
      Sommer 2008
      Sommer 2009
      Sommer 2010
      Sommer 2011
      Sommer 2012
      Test
     
    Login | Tilmeld Århus og Skødshoved  
      <- Forrige side Næste side ->
    Onsdag, den 6. august 2003
    Sol, svag skiftende vind. Afg. Norsminde kl. 9.45

    Vi lytter anstrengt til motoren - men den opfører sig ordentlig, så vi håber at den holder takten, og sejler langs med kysten mod Århus. Man får ikke det samme ud af sejladsen, når man lytter hele tiden, om der er mistænkelige lyde og er i tvivl om, at alt nede i skibet er i orden.

    Endelig nærmer vi os Århus havn, der er blevet meget stor, siden vi har været her for mange år. Vi drejer lige en "æresrunde" gennem trafikhavnen, hvor der bl. andet ligger et krydstogtskib med 15 etager, en hurtigfærge, en færge fra Molslinien samt mange store containerskibe. Mens vi sejler ind i Lystbådehavnen hører vi SØS fra Haderslev på VHF, men han kan ikke høre os. Fordi vi kun har et gammelt Mobil-nr., får vi ikke fat i vores ven.
     
    Efter nogen søgen finder vi en god plads i lystbådehavnen. Kl. er 12.15. Havnebygningen med havnekontor, toiletter og bad er af ældre dato, dog i god stand. Og der er en venlig havnefoged.
     
    Efter lidt frokost går vi den lange vej op til byen, Danmarks næststørste by, der går tilbage til Vikingertiden omkring år 700 og fik sine købstadsrettigheder i 1441. Vi traver op og ned af gågaden med de mange gode butikker og besigtiger den fine Domkirke, der er omgivet af flere store pladser og er 96 m høj og næsten lige så lang, nemlig 93 m og dermed Danmarks længste kirke. Selv om mange af kirkens kalkmalerier blev kalket over i reformationstiden, så er mange bevaret, og den største af dem viser blandt andet Skt. Clemens, som kirken har fået navn efter. Kirken er bygget omkring 1200 i romansk stil, men efter en brand i 1330 genopbygget i den nyere gotiske stil og stod færdig omkring år 1500. Marselis-slægten, der har givet navn til Marselisborg Slot, har et kapel og en krypt i Domkirken. Det mest iøjnefaldende er dog den gyldne altertavle, der stammer fra en Lübecker kunstner og blev indviet i 1479. Meget flot er også det store modelskib, som bliver bragt i forbindelse med Zar Peter den Store.
    Kongefamilien, særlig Dronning Margrethe besøger ofte Domkirken, hvor Prins Joachim blev døbt.

    En katolsk kirke er desværre lukket. Der er mange mennesker i gaderne, turister fra alverdens lande, der er latter og god stemning i det gode vejr. I nærheden af havnen møder vi et par, som spørger os på engelsk, om vi også havde købt "souvernirs from Denmark". De havde dog taget fejl af os og regnet med, at vi hørte til på kyrydstogtskibet.
    Om aftenen hører vi fra Lis, at SØS ligger i Marselisborg havn.

    Vi ringer til Kirsten, da Yasmin har fødselsdag og snakker med hende og ønsker tillykke. Hun er lidt ked af, at der næsten ingen er hjemme her i ferietiden.

    Det er en lun og fin aften. Vi hygger på Kirmar, slapper af og håber, at vore motorproblemer nu virkelig er forbi.

    Havnepenge: 80,00 kr.
    Distance:        13,8 sm.
     
    Torsdag, den 7. august 2003
    Havnedag. - Let til jævn vind fra Ø/SØ.

    Det regner lidt tidligt på dagen, men ved kl. 8.00 kommer solen frem. Igen går vi den lange vej op til byen, hvor jeg finder en frisør og bliver klippet. Som pensionist går man ikke ind i den først bedste frisørsalon her i Århus - priserne er nogle steder helt horribel, og det tager nogen tid at finde en, der er tiltalende, har tid og hvor prisen er til at overkomme. Jeg bad om at blive kortklippet - og det tog frisøren meget bogstaveligt!

    Vi traver gennem byen og nogle forretninger og varehuse til vi er trætte. Her er ellers meget hyggeligt med mange fortovsrestauranter her omkring og ned ved "Vadestedet". Det er blevet meget varmt, og så søger vi ned til Kirmar, hvor vi nyder solen, jeg skriver postkort og vi slapper af. På vejen til postkassen for enden af havnen render jeg overraskende ind i nogle sejlere fra HSF, der lige er ankommet og snakker om turen hertil, vore problemer med maskinen og om den store by, og de fortæller, at de sejler til Århus hvert år, da de elsker byen.

    Til aften spiser vi på havnens restaurant, hvor vi sidder på terrassen og nyder udsigten over havnen. En fin afslutning på en god dag.

    Havnepenge: 80,00 kr.

     
    Århus Havn
    (visitaarhus.com)
    I Århus by
    (visitaarhus.com)
    Udsigt til Århus Domkirke
    (visitaarhus.com)
     
    Fredag, den 8. august 2003
    Sol, svag vind fra NV. - Afg. Århus kl. 8.50 - Kurs 80E.

    Vi har aftalt at mødes med Lis og Vagn fra Svanen. Efter en fin lille tur ankommer vi til Skødshoved kl. 9.55. Vi får en god plads i havnen med en fantastisk udsigt over Århus Bugt.

    Skødshoved var oprindelig landingsbro for Dampskibsruten. Der er uddybet i indsejlingen og i det forreste bassin først i 90'erne, men kun med få pladser til kølbåde, resten er til joller og småbåde. Eneste facilitet er et ikke særlig godt passet toilet, som også bliver flittigt brugt af strandgæsterne.
    Et 100 år gammelt pakhus fra Dampskibsruten med en køn lille skorsten huser havnekontoret. Men ved siden af havnen er en fantastisk flot badestrand, og vi har lige det passende vejr til at bade og svømme! Vandet er klart, der er hverken vand- eller brandmænd, og så tager vi os en rigtig god og lang svømmetur - vi kan næsten ikke få nok!

    Sent om eftermiddagen sikrer vi os en god bordplads på molen og holder en hyggelig grillaften med Vagn og Lis. Steak og pølser, små i staniolpapir marinerede og grillstegte kartofler, salat, flute og rødvin til - det er bare sagen!
    Vi oplever en flot solnedgang og en himmel med masser af farver - en dejlig afslutning på en fin sommerdag!
     
    Havnepenge: 80,00 kr.
    Distance:          5,85 sm
     
    Solnedgang over Århus Bugt Solnedgang over Århus Bugt
    (Foto: Vagn og Lis)
     
    Lørdag, den 9. august 2003
    Havnedag - Sol, svag vind fra SØ/Ø.

    Det er en sej travetur op til bakketoppen. Til gengæld kan vi nyde udsigten over hele Århus Bugt og Djursland. Det er fantastisk, hvor langt vi kan se.

    Det meste af dagen går med skiftevis afslapning og lange svømmeture. Der er mange mennesker på stranden og i vandet, og der ligger flere både for svaj i bugten. Stedet er meget eftertragtet, men da stranden er lang, føles den ikke overfyldt, der er plads nok til alle.

    Det bliver en lun og dejlig aften på Kirmar med en flot solnedgang igen.

    Havnepenge: 80,00 kr.

     
    Udsigt fra bakken i Skødshoved Solnedgang over Århus
     
      <- Forrige side Næste side ->
    Copyright © 2007 - 2017 Andrewscom