|
|
|
Mandag, den 14. juli 2003
Fuld sol og svag vind lover en god dag. Afg. Maasholm kl. 10.05 - ikke uden at have købt "Fischbrötchen" til vor frokost.
Ved Schleimünde sætter vi storsejl og genua. Ligesom vinden skifter, må vi have motor til hjælp en gang i mellem. Ud af Flensborg Fjord kommer nogle Dampskibs-veteraner, der har været til et Oldtimertræf i Flensborg. Det er et sært og overraskende syn i vores moderne tid!
De sidste ca. 6 sm sejler vi alene for sejl og ankommer i Glücksburg kl. 17.15. - Det var en fin tur - men motoren gik op i omdrejninger nogle gange - forhåbentlig ikke noget alvorligt!!
Det er længe siden at vi har været her, havnen er blevet udbygget med flere broer, og arbejdet er i gang endnu. Herfra, hvor vi ligger, er det en lang vej over broerne til havnekontoret og bad/toilet. Der er ikke mange gæster og her er stille og rolig.
Havnepenge: 13,00 €
Distance 29,40 sm
|
|
|
|
|
Oldtimer-Dampskibe |
|
|
|
Tirsdag, den 15. juli 2003
Havnedag. Sol fra morgenstunden og svag til jævn vind fra S/SØ.
Vi cykler til vandslottet, som ligger malerisk i skoven. Slottet er opført mellem 1583 og 1587 og i besiddelse af hertugene af Schleswig-Holstein-Sønderborg-Glückborg. Slottet er ikke åben for publikum, som forbavser os her i ferietiden - vi har da besøgt det før med børnene. Senere læser vi, at der laves rundvisninger af grupper efter aftale.
På området af det tidligere slotsgartneri tæt ved slottet er der anlagt et Rosarium. På ca. 1 ha findes der ca. 500 forskellige rosensorter, engelske, historiske, moderne samt vild- og klatreroser - mange med en bedårende duft. Roserne er arrangeret sammen med over 200 sorter stauder, lavendel og clematis til en romantisk have. Rosenbuerne står frem med en overdådighed af blomster, som dog er lige ved at være afblomstret. Desværre gælder det for hele haven, at de fleste roser er lige ved at være færdig med deres første blomstring, og gartnere er flittigt i gang med saksen.- Alligevel en god oplevelse.
En tur i byen er ikke så rart. Trafikken går lige og larmende igennem. Derfor køber vi kun lidt ind og cykler så tilbage til havnen.
Om eftermiddagen cykler vi til Fahrensodde - en fin tur. Vi er interesseret i at høre, hvad der er blevet af besætningen fra skibet "Liebe", som i mange år har ligget på Årø flere uger ad gangen. Men ingen kan fortælle os noget - selv ikke dem, som har været medlemmer af foreningen i mange år. Det er dog utrolig, hvor hurtigt folk er glemt....
Senere er vi ude ad soppe på stranden. Det bliver endda til en kort dukkert - men vandet er stadig ret koldt! Vi har fået en nabo fra Hamborg - der bliver snakket lidt.
Fin dag og mild aften.
Havnepenge: 13,00 €
Entré: 3,00 € |
|
|
|
|
|
Glücksburg slot |
Rosarium Glücksburg
(Katalog Rosen-Jensen) |
|
|
Onsdag, den 16. juli 2003
Overskyet, let til frisk vind fra Ø.
Afg. Glücksburg kl. 9.50. Efter en fin sejltur ankommer vi til Flensborg inderhavn kl. 10.45.
Flensborg, der har 85.000 indbyggere, der ligger malerisk for enden af den 34 km lange Flensborg Fjord, er altid en dejlig by at komme til. Der går hurtigt nogle timer med en strøgtur i centrum med sine mange forretninger, gaderestaurationer og turister der taler alverdens sprog. Så traver vi da også flere gange rundt i byen og omkring på havnen, men den trykkende varme tapper os efterhånden for energi.
En tysk nabo, som lader til at kende noget til motorer, beroliger os vedrørende de ujævne omdrejninger. Han mener ikke at den vil gå i stå for os undervejs. Jeg føler mig nu ikke helt tryg ved situationen.
Havnepenge: 11,00 €
Distance 5,90 sm
Torsdag, den 17. juli 2003
Havnedag.
Regn om morgenen. Senere overskyet med byger, sol, torden, svag til jævn vind fra skiftende retninger.
Vi finder en EDEKA-købmand og få handlet. Derefter går vi en tur til Museumshavnen, hvor vi bliver overrasket af en saftig byge, der får os til at søge læ i en lille maritim forretning. Mens vi "kun vil se os lidt om", bliver vi fristet til at købe et par T-shirts, der er på udsalg. Så er der blevet tørvejr. Vi får ringet til Tante Agnes, der har det godt og ønsker tillykke med fødselsdagen.
Under en tur på gågaden om eftermiddagen, hvor vi også besigtiger en kirke, bliver vi nu overrasket af et voldsomt tordenvejr.
Vi har satset på at gå ud at spise op i byen, men efter et nyt tordenvejr til aften nøjes vi med en restaurant på havnen, der serverer i et telt ud til vandet. Erwin spiser fisk og jeg grillkød. Det smager meget godt og så afslutter vi en - trods regn og torden - fin dag.
Havnepenge: 11,00 € |
|
|
|
|
|
Flensborg |
|
Ved Duc d'albe i Haderslev Fjord |
|
Fredag, den 18. juli 2003
Diset, svag vind fra SV. Afg. Flensborg kl. 905.
Mørke tordenskyer trækker rundt omkring og forfølger os. Mens Lis og Vagn på "Svanen" sejler et stykke fra os mod syd lige ind i en byge (vi får lige hilst på dem på VHF), beder jeg Vor Herre om at give os bare en halv times frist endnu. Og så kommer vi lige ind til Sønderborg havn, får lagt til og trukket presenningen over, inden regnen styrter ned. Klokken er 12.45. (Maskinen har taget nogle ture med forhøjet omdrejning igen.)
Senere bliver det dog så meget opholdsvejr, at vi kan trave en tur gennem byen.
Havnepenge: 105,00 kr.
Distance 21,80 sm
Lørdag, den 19. juli 2003
Solskin, senere skyet og opklaring igen. Let vind fra S/SV.
Afg. Sønderborg kl. 9.20 - under bro kl. 9.35.
Vi får en fin tur med storsejl og genua. Der er mange sejlere undervejs i begge retninger, bl.a. en ketchrigget Rasmus 35 på vej ud af Alssund. Desværre følger den ikke med os men har retning mod Fyn - ingen kapsejlads denne gang. Der bliver lidt kaos mellem Årø og Årøsund på grund af mange speedbåde, hvoraf flere trækker nogen på vandski bagefter sig - og færgen midt i det hele. Samtidig skralder vinden, og så ruller vi genuaen ind og sejler alene med storsejl til fjodmundingen.
Hastigheden på turen lå mellem 1,9 og 5,2 knob, en god tur med vinden både halv, agten for tværs og bidevind. Klokken er 17.15 da vi endelig sætter en fortøjning på pælen ved Duc d’albe.
Det bliver en fin aften i cockpittet på fjorden. Erwin ringer til Villy Smed for at spørge ham til råds om de uregelmæssigheder under motorsejlads. Han kommer susende ud til os i sin speedbåd, og vi drøfter de forskellige muligheder og snakker lidt om turen. Han når nok lige hjem, inden det bliver helt mørkt.
Distance 31,8 sm
Søndag, den 20. juli 2003
Efter en rolig nat ligger fjorden glitrende i solen. Vinden har drejet mod SØ og har taget til. Vi nyder vores morgenmad i cockpittet og sejler kl. 10.05 til Haderslev, hvor vi gør fast kl. 10.45 efter en noget kort men dejlig ferietur. Et skår i glæden er de nye motorproblemer. Nu må vi finde ud af, hvad der er galt!
Distance 4,0 sm |
|
|
|
|
|