Tursejlads og rejser
som livsstil

  Aktivitetskalender
  Markedsplads
 
  Forum
  Kontakt
 
  Forside
  Søgeportal
  Gæstebog
  Fotoalbum
  Her og Nu
  Islandsrejsen
  Spanien 2012
  Spanien 2013
  Spanien 2014
  Bustur til Harzen
  Rüdesheim/Rhinen
  Limfjorden
  Rügen
  Fra båd til båd
  Sjælland rundt
  Kieler Kanal/Ejder
  Slien
 
  • Forside
  •  
  • Feriestart
  •  
  • På Slien/Kappeln m.m.
  •  
  • Slien/Slesvig m.m.
  •  
  • Slesvig2/Maasholm
  •  
  • Glücksburg/Flensburg
  •   Århusbugten
      Odense og Korsør
      Mariager Fjord
      I det Sydfynske Øhav
      Sommer 2008
      Sommer 2009
      Sommer 2010
      Sommer 2011
      Sommer 2012
      Test
     
    Login | Tilmeld På Slien/Kappeln m.m.  
      <- Forrige side Næste side ->

    Die Schlei - Slien - er en naturlig fjord, opstået som andre fjorde ved Østersøen under istiden, der slynger sig over 22 sømil gennem et afvekslende landskab forbi små hyggelige byer til Slesvig. Der er ret lavvandet mange steder, men holder man sig til den afmærkede sejlrende, skulle vanddybden være på mindst 3 m.

    Mens vi sejler forbi Maasholm, kommer solen frem og kl. 14.20 er vi i Kappeln, hvor vi lægger til ved Roklubben. Her ligger vi lidt urolig p.g.a. skibstrafikken, der går tæt forbi, men til gengæld har vi en fin udsigt over Slien. I klubhuset finder vi toilet og bad - lidt primitiv, men der er rent og pænt.

    Efter lidt afslapning traver vi op til byen og ser på forretninger. Vi synes, at der er kommet mange flere til end vi kan huske - men det er efterhånden også en del år siden, vi var her sidst. Vi kommer træt tilbage til Kirmar og nyder udsigten over vandet, der glitrer og flimrer i aftensolen.

    Nogle svaner kommer til båden og tigger. Da de ikke får noget, hakker de meget aggressiv i fenderkant og fendere og hvæser af os inden de svømmer til det næste skib til en ny forestilling. En fin dag!

    Havnepenge 10,00 i
    Distance:       23,3 sm
     
    Tirsdag, den 8. juli 2003
    Sol og varme og jævn vind fra V, der tager til.

    Kl. 9.45 sejler vi under den nye bro og ind til Arnis Sejlclub, der er kønt beliggende i Kappeln til højre foran grønt område med clubhus og restaurant. Der er meget optaget - men mens vi holder udkik efter en fri plads sejler en dansker ud og lover os havnens bedste plads - lige foran trappen til restauranten.

    I Kappelns tidlige historie blev byen allerede nævnt i 1357 i et latinsk dokument. Det startede med en lille fiskerby og et lille kapel, der lagde navn til byen. Kapellet blev nedrevet i 1789, og den nutidige Nikolaikirke er opført i barokstil og navngivet efter fiskernes skytshelgenen. Kappelns tilhørsforhold skiftede flere gange i tidens løb. Efter 1864-krigen fik byen i 1870 bystatus. I dag har Kappeln som storkommune ca. 10.000 indbyggere.

    Vi går igen tur i byen og ser på seværdigheder og det travle liv i gaden. Ved en boghandel køber jeg nogle postkort, og mens jeg kommer ud af døren, kommer der nogle postkort flyvende gennem luften ned til mig, og jeg siger spøgende til Erwin, at det er nok det, man kalder luftpost. Så opdager vi, at der sidder en allike på kortstativet og smider kortene ud. Vi står og måber og griner, mens boghandleren nok ikke synes, at det er så morsomt. Han fortæller, at de har fodret den over længere tid - nu er den næsten tam, og hvis den ikke får noget at spise når den kommer, hævner den sig. For os en sjov oplevelse!

    Højt op på bakken besøger vi den gamle i 1888 byggede 30 m høje vindmølle "Amanda", hvor blandt andet turistkontoret befinder sig, og der stadig råder over et gammelt funktionelt savværk, der bliver bl.a. brugt til beskæftigelsesprojekter. I Møllen er der skiftende udstillinger og der holdes foredrag. Tilbage på gågaden igen hviler vi os ved Ishuset med et jordbær-isbæger, mens vi iagttager og kommenterer de forbipasserende, og styrket og opmuntret går vi ned til Kirmar igen.

     
    Den nye bro i Kappeln I Kappeln Møllen Amanda
     

    Senere går vi op på den nye 2002 indviede klapbro med sit særprægede brohus, som har afløst den gamle drejebro fra 1927, og ser den i aktion, mens lystbådene sejler igennem.

    Ved kajen ligger udflugtsbåden MS Stadt Kappeln, en ægte og flot hjuldamper, der modsat Helene på Haderslev Fjord "skovler" sig gennem vandet. Havnen kan stadig anløbes af fragtskibe med op til 4,10 m dybgang og 120 m længde, og der losses årligt ca. 100.000 tons gods - hovedsageligt korn, foderstoffer og gødning.

    Fra broen kan man kikke ned på den sidste af 41 gamle fiskehegn til sildefangst, der anses som kulturarv og blev restaureret 1977/78. Denne fangstmetode går tilbage til det 15. århundrede, men hvert år i maj måned afholdes de "Heringstage", hvor man fanger sildene på den gamle måde. Der laves konkurrence, hvor kendte personer skal gætte størrelsen af fangsten, og der bliver solgt og serveret sild i mange variationer.

    Havnepenge 12,00 €
    Distance          1,18 sm
     
    Brohus Kappeln Udsigt over havn og by Fiskehegn til sildefangst
     
    Onsdag, den 9. juli 2003
    Solen skinner gennem et vekslende skydække, og der blæser en frisk vind. Vi cykler langs Strandvejen til Arnis for at se på havnen og byen, som vi har besøgt under en sejltur for mange år siden, og som vi har i erindring som en hyggelig lille havn med tilhørende Torneroseby, der bortset fra en bager ikke byder på indkøbsmuligheder. Lystbådehavnen er i mellemtiden blevet til et upersonligt stort broanlæg - uden liv eller miljø - en rigtig parkeringsplads! Hvor er idyllen blevet af? Marinebutikken har ophørsudsalg, og så bliver det til pæne T-shirts til både Erwin og mig.

    Selve byen ligner sig selv med sine lindetræer og velplejede gamle huse og de opstammede roser. Tidligere en ø, blev den landfast i det 18. århundrede. Med sine knap 400 indbyggere er det siden 1934 Tysklands mindste købstad. Vi cykler videre omkring værftsområdet - Arnis har stadig tre værfter til nybygning, reparation, vedligeholdelse og opbevaring af både lystbåde, træskibe og traditionelle skibe hen til marinefartøjer.

    Med udsigt til restauranten "Die Schleiperle", som er bygget på pæle i vandet, slår vi os ned ved en kiosk og spiser Fischbrötchen til frokost. Så cykler vi med en stor omvej og en naturcykelsti tilbage til Kappeln med ophold ved museumshavnen med sine gamle træskibe og oldtimere.

    Vinden har taget til og store mørke skyer tårner sig op. Efter endnu en bytur spiser vi middag på sejlclubbens restaurant med udsigt over Slien. Kødretten består af tre slags medaljoner, dertil blomkål/broccoli med hollandaisesovs og brasede kartofler - meget lækker. Inklusive fadøl koster det 34 €. Tjeneren klager over manglede gæster.

    Under en aftentur på Strandstien lægger vi mærke til, at der i dagens løb er kommet mange danske lystbåde til havnen.

    Havnepenge 12 €

    Torsdag, den 10. juli 2003
    Frisk vind fra N/NV og vekslende skydække. Afg. Kappeln kl. 8.55.

    Først sejler Erwin med høj fart - det undrer mig, fordi vi ikke kan nå broen kl. 10.00. Vi sætter altså farten ned og sejler stille og roligt for motor forbi Arnis med værfter, færgestedet og den gamle Skipperkirke fra 1673 og nyder udsigten af det frodige landskab til begge sider af den nu bredere fjord. En gang imellem rager der et kirketårn eller taget af en herregård eller lignende op af bevoksningen - ellers er der skov, landbrugs- og naturområde med små udbugtninger eller nor. Vi passerer Sieseby med sine små stråtækte huse og ankommer Kl. 10.15 til broen ved Lindaunis, der er en gammel klapbro fra 1880 til både jernbane og den øvrige trafik, og vi lægger til ved en pæl for enden af det lille havneanlæg og iagttager trafikken omkring broen.

    Kl. 11.00 åbner broen og turen går videre op ad Slien, forbi den lille ø Kieholm. Ved Missunder Enge slår Slien et knæk og er her kun 135 m bred men med en rivende strømning. Her skal man passe på en lille færge, der trækkes med tove gennem vandet. Hvor der før i tiden kun har været en enkel anløbsbro der gjorde stedet stille og idyllisk, ligger der nu den ene anløbsbro ved siden af den anden. Mens vi sejler gennem die Grosse Breite, holder vi os godt til renden, da der er meget lavvandet rundt omkring. Man skal nok være stedkendt for at sejle her uden for renden. Ved Stexwiger Enge fører sejlrenden tæt forbi land.

     
    Erwin i god selskab
    på havnen i Kappeln
    Arnis Kirke

    Klapbro Lindaunis

     

    Snart kan vi se "Vikingetårnet" og ankommer til Slesvig kl. 13.10 hvor vi lægger til i byhavnen ved Domkirken, der er blevet udvidet med flere broer, og vi får en god plads. Snart melder vi os hos havnefogden. Han er en af den gamle slags, som er på havnen det meste af dagen og holder øjne med alle - og alt hvad der foregår. Ved siden af sejler han udflugtsbåden til Haitabu.

    Efter frokost og lidt hvile traver vi op til byen. Der er mange gode forretninger at se til på gågaden. På en hyggelig gårdhaverestaurant i en lille sidegade ved åen slår vi os ned og nyder et dejligt isbæger, inden turen går tilbage til Kirmar. Vi er meget trætte. Der er ikke så mange gæstesejlere og turister, som vi havde forventet.

    Havnepenge 10,00 €
    Distance         21,3 sm
      <- Forrige side Næste side ->
    Copyright © 2007 - 2023 Andrewscom