|
|
|
Mandag, den 29. juli 2002
Vi køber lige lidt ind - den lille kjole får vi også fat i, tager afsked med Laboe og henter fortøjningerne ind. Nu er vi faktisk på vej hjemad!
Afg. Laboe kl. 10.10. Let NØ vind.
Vi starter med storsejl og motor over Kieler Bugten. Kl. 10.40 ruller vi genuaen ud. Det går fint et stykke tid og vi nyder rigtig at være ud på åbent vand igen. Så dør vinden og vi ruller genuaen ind. Kl. 11.30 ruller vi den ud for anden gang, men nu er vinden næsten i nord, bølgerne bliver uberegnelige og kommer fra alle retninger, så Kirmar ruller frem og tilbage som et pendul. Altså tager vi genuaen ind igen og starter maskinen. Med storsejl og ca. 1200 omdrejninger på maskinen sejler vi nu stille og rolig. Vi sejler tæt forbi Damp 2000, hvor havnen er fyldt op, og der er en del mennesker på stranden.
Ank. Maasholm kl. 14.10 efter en fin tur.
Efter de obligatoriske "Fischbrötchen" til frokost bruger vi bompresenningen som solsejl og hygger længe på Kirmar i det fine vejr og snakker lidt med vore tyske naboer, inden vi tager os sammen til at gå op i byen til Marine-butikken for at bestille vore transitvarer. Men det er for sent for i dag, hvis vi vil have varerne med i morgen. Det kan ikke betale sig mere at have transitlager i Maasholm. Leverandøren er i Flensborg og bestillingen skal være ringet ind indtil kl. 15.00. Vi dropper det. Det vi skulle have med, kunne i hvert fald hverken gøre ham rig eller os fattige. I stedet for går vi igen en tur gennem byen og langs med Noren, vi kan ikke lade være, fordi her er så hyggeligt.
Sidst i det 14. århundrede opstod bygden Maas i verbindelse til godset Oehe, hvis beboere levede af søfarten. Efter mange oversvømmelser flyttede man hele beboelsen Maas i 1701 på det nærliggende men mod højvande sikrede Maasholm. Efter 1864 skiftede beboerne til fiskeriet, og Maasholm blev til fiskerby. I dag, hvor fiskeriet i hele Europa er gået meget tilbage, satser man hovedsagelig på turismen og den store lystbådehavn.
Erwin foreslår, at vi skal ud at spise til aften. Han synes ikke, at vi har brugt for mange euro. Efter lidt tøven giver jeg efter, og så klæder vi om og tager turen gennem byen igen. Færgekroen, hvor vi har spist før, har lukket på en mandag, men på hovedgaden finder vi en anden restaurant "Schunta", hvor vi kan sidde udenfor. Vi bestiller begge "Maasholmer Fischpfanne" og til Erwin en stor, til mig en lille fadøl dertil. Sammen med øllet får vi serveret en lille frikadelle med dressing og salatstrimler til ventetiden. Vi sidder og snakker og ser til, hvad de andre gæster spiser. Så kommer værten med først to varmeplader og kort efter med to ovale kobberpander med fisk og brasede kartofler og skåle med salat. Vi er helt overrasket. Der er et stort stykke ål, et fint stegt torskefilet, et stykke laks og en halv fladfisk. Det er rygende varmt og lækkert - og jeg kan desværre ikke spise det hele. Erwin skal da også have en lille fadøl mere. Vi er rundt om mæt og det smagte dejligt. Regningen på det hele er 38,60 euro - ca. 290 kr. Man kan ikke sige, at det har været dyrt.
Der følger en fin aften med kaffe på Kirmar inden vi går til kojs.
Havnepenge 11,50 euro
Distance 22,60 sm
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Tirsdag, den 30. juli 2002
Vi køber lige to "Fischbrötchen" til frokost undervejs.
Afg. Maasholm kl. 9.35. Let til jævn Ø vind.
Mens vi sejler ud ved Schleimünde sætter vi storsejlet, og da vi er på kurs ruller vi genuaen ud. Efter en tid svinger vinden mellem SØ og NØ og dønningerne bliver større og mere uregerlige i forhold til vindstyrken. Ved Falshøft fyr lader vi motoren køre med, det giver en hel anderledes og behagelig sejlads. Vi kan se, at andre skibe med samme retning som os gør det samme, mens de både i modsat retning har en gunstigere vind og en bedre fremdrift. Ved middagstid nyder vi vores "Fischbrötchen", der er nok den sidste i lang tid - og så kommer vi i tanke om, at det har været vores bryllupsdag i går........
Ank. Sønderborg kl. 13.20. Fin tur.
Eftermiddagen tilbringer vi på havnen, hvor vi også møder nogle sejlere fra HSF, som ikke rigtig ved, om de skal sejle til Slien eller til Lolland-Falster. Vi er blevet så opvarmet af solen, at vi tager os en dukkert ved badestranden, der ligger lige bag ved havnen. Her løber vi også på nogle bekendte sejlere fra Middelfart. Om aftenen snakker vi med vore tyske naboer der er hjemme i Lüneburger Heide, og derfor lejer en båd i Danmark hvert år for fem uger ad gangen. Det har de gjort i mange år og er meget tilfreds med det.
Vi tager vore euro ud af pungen og henter kronerne ud af gemmerne.
Havnepenge 100,00 kr.
Distance 20,00 sm
Onsdag, den 31. juli 2002
Havnedag. Det er solskinsvejr, varmt og trykkende med svag vind.
Vi starter med en bytur og indkøb i Sønderborg. Kongeskibet ligger i havnen og sørger for atmosfære og der, hvor spritbådene holdt til før i tiden, ligger nu lystbåde side om side. Det er blevet rigtig hyggeligt at gå langs med kajen.
På gågaden handler vi ind til børnebørnene derhjemme, der er stort udvalg i H & M, der er så mange søde ting, at vi at svært at beslutte os, - og vi skal også proviantere lidt. Vi betaler 10 kr. for et lille indpakket salathoved - hvad har jeg egentlig vrøvlet over på markedet i Kiel? Det er strengt at handle, når det er så trykkende! Men Sønderborg har en dejlig gågade, hvor der er meget at se, der er mange turister - men man hører også et umiskendeligt "synnejysk".
Om eftermiddagen slapper vi af på Kirmar og nyder det fine vejr. En eller anden slår hele tiden sikringen til broens strømforsyning ud - det er ikke godt for køleskabene, der går for fuldt drøn. Det tager Erwin sig så af sammen med nogle naboer, og til sidst finder de synderen.
Havnepenge 100,00 kr.
Torsdag den 1. august 2002
Vi står op til svag vind fra NØ. Det er let diset, mørke skyer trækker rundt og vejrmeldingen varsler mulighed for torden. Det er lige det rigtige for mig! Jeg snakker lidt med mig selv, mens Erwin opgivende trækker øjenbrynene op. Vi enes om, at vi omkring Dyvig tager stilling til, om vi sejler videre eller om vi går ind i Dyvig havn, der jo nok er meget overfyldt her i ferietiden.
Afg. Sønderborg kl. 8.40.
Til broen går op kl. 9.10 kredser vi lidt rundt om Kongeskibet og tager nogle billeder. |
|
|
|
|
|
Kongeskibet i Sønderborg |
|
Broen går op |
|
Ud for Augustenborg Fjord sætter vi storsejlet. Men det er alt for lidt vind til at sejle kun for sejl. Jo nærmere vi kommer Dyvig, jo flere sejlbåde kommer der ud fra bugten. Selv om der er en mørk og diset front bag ved os, beslutter vi at sejle videre til Haderslev.
Et stykke tid sejler vi langsom og stille for sejl og små omdrejninger på motoren over Åbenrå Fjord, mens solen skinner svag gennem disen. Disse vejrsituationer irriterer mig meget - vejret er fint, men man ved aldrig, hvad der sker i den næste halve time. Nu bliver det virkelig truende og samtidig går den smule vind i nord og er nu lige imod. En tysk sejler i nærheden tager sejlene ned. Det gør vi også - de hjælper alligevel ikke noget. Vi sejler forbi Halk Hoved og et blik bagud viser, at den truende tordensky nu er ved at gå i opløsning. Man kan diskutere om vejret i uendelighed - både på land, men særligt på vandet!
På vej ind ad Haderslev Fjord vender tankerne sig mod det, vi mon forefinder, når vi kommer hjem. Hvordan ser hus og have ud? Vi føler ikke, at vi har været væk så længe og at vi må have noget til gode. Der er jo ingen hindringer for, at vi sejler hurtigt afsted igen!
Mens vi passerer Sverdrup, har der opbygget sig en ny helt sort tordensky fra syd og følger os hele vejen ind til Haderslev havn, hvor vi ankommer kl. 15.10. Alt ser ud som det plejer, og der er mange gæster. Her er meget varmt og trykkende - lige den rigtige temperatur til at tømme båden for snavset tøj og madvarer og de ting, som vi skal bruge hjemme i de næste par dage! Mens Erwin cykler hjem efter bilen, tager jeg det helt med ro og pakker sammen, mens en flok ænder snadrer rundt ved båden og venter på de sidste brødrester. Den ene and larmer ligeså meget som "Erwins and" i Rendsborg, som han har fodret en gang imellem og derefter blev meget krævende og larmende. Jeg griner lidt for mig selv og glæder mig over, at turen trods det til tider modbydelige vejr har givet os mange - også sjove - oplevelser og har været god og vellykket!
Distance 38,5 sm |
|
|
|
|
|