Tursejlads og rejser
som livsstil

  Aktivitetskalender
  Markedsplads
 
  Forum
  Kontakt
 
  Forside
  Søgeportal
  Gæstebog
  Fotoalbum
  Her og Nu
  Islandsrejsen
  Spanien 2012
  Spanien 2013
  Spanien 2014
  Bustur til Harzen
  Rüdesheim/Rhinen
  Limfjorden
  Rügen
  Fra båd til båd
  Sjælland rundt
  Kieler Kanal/Ejder
 
  • Forside
  •  
  • Til Kiel Holtenau
  •  
  • På Kieler Kanalen
  •  
  • Rendsburg
  •  
  • Rendsburg2
  •  
  • På Ejderen
  •  
  • I Friedrichstadt
  •  
  • Friedrichstadt/Tønning
  •  
  • Retur til Kiel Holtenau
  •  
  • Omkring Kieler Bugt
  •  
  • Maasholm, Sønderborg
  •  
  • Eftertanker
  •  
  • Sejlplan trin for trin
  •  
  • Logbog i øvrigt
  •  
  • Logbog i øvrigt/2
  •   Slien
      Århusbugten
      Odense og Korsør
      Mariager Fjord
      I det Sydfynske Øhav
      Sommer 2008
      Sommer 2009
      Sommer 2010
      Sommer 2011
      Sommer 2012
      Test
     
    Login | Tilmeld Friedrichstadt/Tønning  
      <- Forrige side Næste side ->
    Tirsdag, den 16. juli 2002
    Havnedag. Sol, let skyet og frisk vind fra NØ.

    Vi vil ikke sejle til Tønning, men vi vil dog gerne se det. Erwin tager cyklerne frem og forsynet med nogle drikkevarer tager vi afsted. Der går en god cykelsti hele vejen ved siden af hovedvejen, der er ikke mange bakker her i området, og så går det bare derudad. Ligesom vi har oplevet det ved Ejderen, så er der marsk og græsareal med store flokke får og køer til begge sider af vejen - og ikke meget andet. Nær Tønning kommer vi forbi en mark, hvor der er hundredvis af viber, for os et sjældent syn. Det er ca. 17 km til Tønning, det tager os 1½ time. En indfaldsvej med rosenrabatter i fuld flor fører ind til byen, hvor vi selvfølgelig cykler til havnen først.

    Der er "Ebbe", altså lavvande. Bådene ligger dybt nede ved havnekajen og nogle ligger tør op på slikken. Det smule vand der er i havnen er brun og uappetitligt og molevæggene slimet og fedtet. Her ville vi altså ikke ligge med Kirmar, det er vi enige om. Men dem, der jævnligt sejler i Vesterhavet og i Vadehavet er jo nok vandt til det og tager det som en selvfølge. Havde det nu været højvande, ville her nok se meget idyllisk ud.

    Vi går rundt på havnen og ser ud over Vadehavet og Ejderen, der ikke fører meget vand på nuværende tidspunkt. Der er sandbanker, så langt øjet rækker.

    Langs med havnen lidt højere beliggende er der mange hyggelige restauranter, og så slår vi os ned udenfor i skyggen, spiser lidt frokost og drikker en fadøl. Her møder vi også de to hold sejlere fra Vallensbæk, der har taget toget over Husum til Tønning. To tyske sejlere, som vi har mødt flere gange, ligger med deres motobåde dybt ned i havnen. De agter at sejle gennem "Ejdersperrwerket" ud i Vesterhavet og over Helgoland hjem til Hamborg, når vejret tillader det. Men deres koner kan ikke vove at klatre op ad molen, så de er ikke så glade her i Tønning.

    Senere går vi en lille tur op til byens kønne torv med sine karakteristiske huse og besigtiger Laurentius Kirken fra ca. 1186 med et flot loftsmaleri. Så må vi jo tilbage. Vinden har frisket op i mellemtiden - og nu har vi den imod. Vi vil forhøre os på Turistkontoret, men det har lige lukket til middag for to timer. Der går også stier med diget langs Ejderen, men ingen kan fortælle os, hvor gode de er og om de går helt til Friedrichstadt. Da vejen så også bliver meget længere, må vil hellere tage den samme vej tilbage. Vi kommer forkert ud af byen og er pludselig på vej til "Sankt Peter Ording", så vi må helt tilbage til byen for at komme til den rigtige hovedvej. Med flere små pauser undervejs kommer vi træt men velbeholden tilbage til Friedrichstadt. Vi er dog ikke mere træt, end at vi kan gå op i byen en gang til, oser lidt i gaderne og finder en lille butik, der stadig har jordbær til vores aftenkaffe.

    Tilbage på havnen sidder vi ved clubhuset og slapper af over en kold fadøl og snakker om den fine dag, den gode cykeltur og de mange nye indtryk vi har fået omkring vadehavet. Men intet vil kunne få os selv til at sejle i vadehavet - vi vil helst have rigelig vand under kølet!

     
    Havnen i Tønning Vadehavet ved Tønning
     

    Vores tyske nabo stiller an med fiskestænger og grej for at fiske fra båden. Vi har da også mange gange set nogle fisk springe. Et par drenge på havnen har fisket en masse småfisk med et firkantet net, som de sænker på bunden. Mens jeg står og ser lidt til, løfter han nettet op, hvorpå der ligger en rigtig stor fisk - jeg tror at det er en brasen. Drengen bliver så overrasket og forskrækket, at fisken kan smutte fra ham igen - sikken skuffelse for ham. Han råber højt og håber på, at de andre børn vil tro på ham. Vores nabo er ikke så heldig. En lille and sluger maddingen med krog og snor, mens andemor styrter sig gang på gang på ællingen for at beskytte det. Den uheldige mand får ællingen halet op for at hjælpe den af med krogen, men må til sidst klippe snoren over og håbe, at resten kommer ud ad naturlig vej. Det var nu trist at se - og han er alt andet end glad ved situationen. Han fangede nu heller ingen fisk den nat.

    Havnepenge 10,50 euro

    Onsdag, den 17. juli 2002
    Havnedag. Skyet med lidt sol imellem, let til frisk NØ vind.

    Efter at have købt lidt ind igen, starter vi på en bytur, hvor vi opdager på ny mange små søde stræder og gader med de karakteristiske opstammede roser og en sti ned til Treenen, hvor udflugtsbådene er på tur. Der ligger små restauranter og kroer samt et stort hotel "Strandparken", hvor der på en stor plæne står utallige borde og stole og venter på gæster, men ikke et eneste bord er besæt. Vi fortsætter til strøget. Her kan man altid se, når der er ankommet en bus med turister, så er der latter og snakken i forskellige sprog, og der kommer gang i kanalbådene.

    På en lille fortovsrestaurant ved markedspladsen med udsigt til Grachten slår vi os ned ved frokosttid og bestiller en "Nordseekrabbesuppe" samt en lille og stor fadøl. Det er den dyreste suppe vi har spist indtil nu i forhold til mængden og kvaliteten. Den kan ikke måle sig med hummersuppen på "Søstjernen". Da vi har betalt regningen, blander en tysk turist bag ved os sig i vores lidt spydige samtale. Han snakker om "horrible priser" i turistbyerne og at man skal protestere. Men vi havde jo bestilt suppen efter kortet. Hvis den så ikke var som vi havde forventet det, ja så er det jo bare ærgerlig - gøre noget ved det kan man jo så ikke. Hjem i Danmark betaler turisterne nok også mange gange priser, som de måber over bagefter.

    Senere finder jeg en frisør og bliver "sommerklippet" igen. Her skal jeg kun betale 12,00 euro og får en kop kaffe med i købet, et lille beløb i forhold til, hvad jeg skulle have betalt hjemme. Frisøren fortæller, at der efterhånden næsten kun bor "ældre folk" i byen, at de unge søger andre steder hen, da der ikke er arbejdspladser nok til dem, og at Friedrichstadt er på vej til at blive en museums- og turistby.

    Det med sommerfrisuren skulle jeg nok ikke have gjort, for vejret skifter, det bliver køligere, regnen styrter ned hele natten og det blæser hårdt fra NØ.

    Havnepenge 10,50 euro

     
    Udsigt fra broen over Grachten Ved havnen i Friedrichstadt
     
    Torsdag, den 18. juli 2002
    Havnedag.

    Regnen siler ned hele dagen. Vi hygger os med læsning og jeg skriver lidt på computeren. Det er træls med sådan en heldagsregn. Om eftermiddagen trækker vi i regntøj for at få lidt luft og går op til Spar for at handle lidt. Vi køber også vin til middag - det hjælper altid lidt på humøret.

    Der kommer nogle danske både i havn igen - her ses næsten kun danske flag for tiden, så Friedrichstadt er fast på danske hænder! Vandet er steget kraftigt i havnen. En hjemmehørende sejler siger, at han ikke har oplevet det så højt endnu. Jeg kan også huske, at havnefogden ved vores ankomst sagde noget om, at vandstanden her i havnen holdt sig næsten konstant. Nu kan jeg næsten ikke nå det nederste trin af vores stige. Men over radio kan vi høre, at der er store oversvømmelser mange steder. Det gør sig vel også bemærket her.

    Vor svenske nabo er kommet fra sygehuset. Han er lidt bleg og sløv, men ellers ved god mod, og vi ønsker ham fortsat "god bedring".

    Havnepenge 10,50 euro

     
    Kirmar i Friedrichstadt - i solskinsvejr
     
      <- Forrige side Næste side ->
     
    Copyright © 2007 - 2023 Andrewscom