Tursejlads og rejser
som livsstil

Gennem Ober-Ejder-kanalen sejler vi ind i Kielerkanalen igen og under broen, hvor en svævefærge går alle 7½ minutter over kanalen. Nu kender vi til rytmen i kanalen og sejler stille derudad, mens vi bliver overhalet af enkelte sejlbåde og handelsskibe. I den anden retning sejler et par danske lystbåde fra Hundinge tilbage til Kiel. Et stykke ud for Rendsborg står der ved cykelstien langs kanalen "Verdens længste bænk" der med sine nøjagtig 501,35 meter er opført i Guiness Rekordbogen. Den er anbragt her til alle de mange cyklister og vandrere, som kan hvile ud med udsigt over kanalen.

Vi sejler og sejler og nyder det fine vejr mens vi holder øje med afstanden til kanalbredden og trafikken og registrerer hvad der sker langs kanalen og kl. 11.40 ankommer vi til Giselauslusen. Vi var næsten sejlet forbi den smalle indsejling til kanalen, der går ind til slusen og ligger ved km 41. Erwin er lige ned i kahytten, da den pludselig dukker op med et skilt "Giselau-Kanal", og man kan næsten ikke tro, at det er rigtigt. Vi vender altså og sejler forsigtig ind - men den er rigtig nok, selv om det føles som om vi sejler ind i en stor skov. Foran slusen er der en lang anløbsbro på begge sider af kanalen, hvor et højt skovbælte giver fuldstændig læ. Her er varmt. Fuglene synger og kvidrer, at det er en lyst - ellers er der stille som i en kirke. Jeg har ikke hørt sådan et fuglekoncert med så mange forskellige fuglestemmer siden den gang i Barhøft, mens vi var på vej til Rügen - selv om der også er mange fugle, der synger meget flittigt mellem Djævleø og Vonsbæk i Haderslev Fjord.

Der ligger nogle både i forvejen, hvor folk sidder og slapper af i det fine vejr. Vi lægger til og går først engang op til slusemesteren for at få lidt oplysninger. Vi kan komme gennem slusen ved bare at trutte med hornet to gange. Fra kl. 13.00 til 14.00 er der middagspause. Går vi igennem som eneste skib, koster det dobbelt takst, så det er om at få nogen med. Vi må også godt overnatte her ved broerne, det koster ikke noget. Det er fristende her, men vi vil benytte det fine vejr til at komme lidt videre.

Under frokosten nyder vi en stund dette lille paradis. Der kommer to danske sejlbåde fra Vallensbæk, som dog beslutter sig til at overnatte. Lidt efter kommer sejlerne fra HSC og Matruschka, der gerne vil med gennem slusen. Dette sker let og elegant og uden hast, og kl. 14.45 er vi igennem. Der var ca. 50 cm højdeforskel.

Efter et par km med Giselaukanalen sejler vi ind i Ejderen ved km 22, der snor sig gennem landskabet som en ål og fra Rendsborg og hertil kun er egnet til små skibe med op til højst 0,90 m dybgang. Kl. 15.15 ankommer vi til Lexfähre Eider Yacht-Club, der ligger i en sidearm, hvor vi får anvist plads og modtages med meget venlighed. Her er dejlig og varmt, der er marker så langt øjet rækker, og Kirmar ligger mellem åkander - det er den rene idyl. Folk fra motorbådene hopper fra skibet i vandet og svømmer frem og tilbage over floden og har det vældig sjovt. Vandet skulle være godt nok og rent, men er meget brunt, så vi kan ikke fristes. Der kommer en båd fra Årøsund og lægger til ved siden af os, et ægtepar med et barnebarn, der er på vej tilbage fra Friedrichstadt. Vi kommer hurtig i snak og tiden går bare.

Om aftenen går vi rundt om den lille halvø til slusen og klapbroen, som vi skal igennem i morgen. Her ligger der et stort Hotel-Restaurant, hvor der også er bådepladser, men mere egnet til motorbåde. På tilbagevejen kommer vi forbi et stort pumpehus, hvor pumperne lige går i gang og vandet hvirvler og bruser igennem. Fra en opsynsmand får jeg at vide, at man dermed regulerer vandstanden i den sidearm hvor vi ligger, ved at pumpe vandet derfra ud i selve Ejderen.

Fin aften på Kirmar. Det var en fin dag igen.

Det er gråvejr og det regner let. Jeg ville godt har ventet på den lovede opklaring, men Erwin vil ikke vente så længe. Mens vi lægger fra, ser jeg lige at der pumpes automatisk vand ud fra Kirmar. Jeg gør Erwin opmærksom på det, men han tror, at det kun er regnvand.

Foran slusen venter vi lidt ved at sejle lidt frem og tilbage men går så ind i slusen og betaler dobbelt takst, da vi er alene (igen den manglende tålmodighed). Mens vi bliver sluset igennem, kommer de to både fra Vallensbæk, der også vil sluses - for sent til os.

Kl. 9.30 er vi igennem og sejler gennem Ejderen, mens det regner. Vanddybden i midten er mellem mindst 2,8 m og 4 til 5 m. I svingene er der tit meget dybt, op til 19,9 m har jeg læst på loggen. Det er utroligt, som floden snor sig. Somme tider skal man lige se godt efter foran, hvor den nu fortsætter mellem træerne. Langs kanten ligger der små både mellem åkanderne med lystfiskere, eller de sidder bare under en paraply. Alt ånder fred og ro, og der kommer kun få modgående - mest motorbåde.

Så rolig som Ejderen er nu, har den ikke altid været. Før i tiden var den afhængig af tidevandet der gjorde floden uberegnelig og oversvømmelser var helt almindelige. Stormfloder i Nordsøen kunne gøre sig bemærket helt til Rendsborg. Først i det 17. århundrede blev floden tæmmet, da hertug Friedrich fra Slesvig-Gottorp hentede eksperter fra Holland til at bygge Friedrichstadt. Samtidig skilte man bifloderne Treene og Sorge gennem dæmninger fra Ejderen og tørlagte de lavtliggende vådområder. I vores tid blev sluserne i Lexfähre og Nordfeld anlagt samt slusen til Friedrichstadt, der skiller Treenen fra Ejderen. Med opførelsen af Ejder-Sperrwerket i 1973 i Ejder-mundingen er hele Ejder-området beskyttet mod stormfloder. Ejderen fra Rendsborg til Nordfeld på 78 km er altså ikke afhængig af tidevandet, men når man sejler fra Nordfeld til Friedrichstadt og videre til Tønning og ud i Nordsøen skal man helst rette sig efter tidevandstabellen, da det altid er bedst at løbe med strømmen eller sejle i den tid, hvor vandstanden er på det højeste og strømmen næsten er neutral.

Lige før broen ved Pahlhude kikker Erwin engang ned i motorbrønden og opdager, at der løber vand dernede og at der er noget galt. Vi må lægge til og se efter. Efter to lange trut i hornet lukker broen op og lige til venstre efter at vi er sejlet under broen ligger en lille sejlklub ved et ældre kajanlæg, hvor vi finder en fri plads. Ved nærmere eftersyn finder Erwin ud af, at det kobberrør der skal lede vandet til skrueaksen, der hermed smøres og køles, er knækket. Det er noget, der blev installeret, da motoren blev checket igennem sidste år. Klokken er næsten 12 og det er lørdag. Nu er det om at finde nogen til at reparere kobberrøret. Op på kajen står en stor ladebygning, men der er ingen folk at se. Vi bliver nødt til at finde byen.

Mens Erwin går op til Pahlen, smører jeg et par stykker brød og iagttager trafikken over og under broen. Der er ellers ikke noget særligt ved dette sted. Solen er kommet frem og det bliver rigtig varmt. Shorts-vejr igen! Der går fire danske motorbåde samtidig under broen, så vi er da en hel del danskere i Ejderen. Jeg går flere gange op til broen og spejder op mod byen, der ligger ca. 1 km herfra, inden Erwin dukker op igen. Han har fundet en VVS-mand, der har loddet kobberrøret, men Erwin er i tvivl, om det holder. Det knækker da også omgående, da han prøver at skrue det på igen. Så han må afsted igen, dengang på cykel. Nu finder VVS-manden et stykke kobberrør magen til vores og tilpasser flansen. Det lykkes at skrue den på, og efter en øl og et stykke brød kan vi fortsætte kl. 14.00. Håndværkeren har været meget flink og hjælpsom og afbrudt sit arbejde på en byggeplads to gange for at reparere vores småskader. Jeg håber bare, at vi ikke kommer i en stime af skader igen. 

Jeg henter fotografiapparatet på skibet og går endnu engang op til byen for at fotografere storkene. Jeg kan kun se den ene, da den anden ligger ned - måske ruger den -. Jeg når lige at tage et billede, da storken letter og flyver bort. Jeg venter lidt, men den kommer ikke tilbage lige med det samme.

Om aftenen går jeg et stykke med diget langs Ejderen, hvor man ser langt over markerne til begge sider - der går køer og får på græs så langt øjet rækker.

Mens vi senere sidder i cockpittet over kaffen, snakker vi om, hvor stille og fredelig her er, mens vandet glitrer og solen går ned. Denne stilhed bliver afbrudt af en stor sort sværm af råger og krager, der kommer flyvende over floden og slår sig larmende ned i de store træer på den anden side af Ejderen. Der kommer én flok efter den anden, og hver gang kommer der uro i hele kolonien - om de så skændes eller om der er velkomsthilsen til de nyankomne er svært at afgøre. Mod al forventning falder fuglene omsider til ro, og vi hører ikke ret meget til dem mere.

Vejret i dag var meget skiftende: først skyet, regn, sol, skyet, sol igen med en let til frisk NØ vind. Det regner om natten.

Vi går lige op til Spar-købmanden, der har åben til kl. 10 og henter frisk brød. Her kan vi også låne nøglen til kirken, der ikke er åben til trods for at det er søndag. Men vi vil gerne se den, inden vi tager afsted. Det er mærkeligt, at låse sig selv ind i kirken. Her er meget indelukket og lidt dystert, her holdes nok ikke gudstjeneste hver uge, og man fornemmer straks, at der ikke er kommet frisk luft ind i længere tid. Ellers er det en hel almindelig gammel lille og køn landsbykirke fra slutningen af det 12. århundrede. Vi ser os lige lidt omkring og skynder os ud i frisk luft igen og afleverer nøglen.

Medlemmet fra sejlforeningen fortæller os, at de skiftes i klubben til at hjælpe sejlere hernede, fordi strømmen her skifter voldsomt på grund af tidevandet, som de fleste sejlere bliver ret overrasket over, når de kommer med den fredelige Ejder, og at det er særlig slemt ved kraftig østenvind. Nogle motorbådsfolk, der ville have været gennem slusen og til Friedrichstadt, skifter mening og sejler tilbage.

Efter frokosten går jeg en tur over diget til slusen for at orientere mig lidt. På den anden side af diget forandrer landskabet sig til marsk og mose. Får græsser rundt omkring i indhegninger, der åbnes og lukkes med luger, der er forsynet med magnetlåse, og cykel- og vandrestier ved diget fører lige igennem. Som sædvanlig er alt ordnet her i Tyskland, så står der også skilte alle vegne, at man færdes på stier, trapper og diger samt omkring slusen på eget ansvar.

Kl. 15.30 har strømmen vendt, så der er ingen problemer med at lægge fra. Efter kort tid åbner slusen og efter et kvarter er vi igennem og nu bliver det til sejlads imellem høje tynde koste. Der står en kraftig strøm. Efter den maleriske Ejder som vi har oplevet den indtil nu, virker den nu barsk og uvenlig. Broen åbner for os kl. 16.20. Ved slusen til Friedrichstadt ligger der flere sejlere og venter. Vi gør fast ved en tysk motorbåd, som vi kender fra Süderstapel og snakker lidt med ægteparret, som dog påpeger, at det går efter tur ind i slusen. De har ventet her allerede i et par timer. Der ligger også en båd fra Åbenrå. Mens vi venter, kommer der endnu en tysk gaffelrigger, der gør fast helt foran slusen. Vi er spændt på, om vi kan være i slusen alle på én gang. Så åbner slusen kl. 17.05 - og den sidst ankomne båd sejler ind først. Vi bliver nr. sjok, der er ikke plads ved slusevæggen mere, men så lægger vi os midt i slusen og gør fast på sejlbåden fra Åbenrå. Det tager lidt tid, inden alt er under kontrol. Det hele foregår i en hyggelig atmosfære med en del snak og grin og uden hast. Erwin går som den sidste op og betaler, og intet sker inden alle er kommet vel ombord igen. Vandet bliver sænket ca. 1½ m. Så åbner slusen sig og vi sejler ind i floden Treene og gennem en smal indsejling med træer til begge sider ind i havnen i Friedrichstadt. Klokken er 17.35.

Det var en god og spændende tur. Men vi er nu glad for at vi er igennem alle sluser. Havnefogden står parat til at tage imod alle både og anviser os til at gøre fast ved siden af Matruschka for enden af broen, og vi kan lige nå at komme ned på broen. Ved siden af os gør sejlerne fra Åbenrå fast. Senere kan vi se, at der er flere frie pladser lidt længere ind i havnen. Men lige nu ligger vi godt nok, så kan vi altid flytte i morgen. Også B. fra HSC ligger her med sin båd igen. Han har fået flere nye gaster på skibet, der vil sejle med til Helgoland. Da vi kender nogle af dem, får vi en lille sludder.

Vi er blevet sultne og tørstige. Mens Erwin drikker en øl sammen med besætningen fra Matruschka, åbner jeg en dåse iste og går i gang med madlavningen.

En aftentur skal selvfølgelig lige gå op til byen, der er kun få spadserende ved denne tid, men vi kan nå endnu at købe et dejligt isbæger, sidde på bænken ved strøget og glæde os over, at vi er kommet til Friedrichstadt.