Tursejlads og rejser
som livsstil

Mens han trækker afsted med os, snakker han i sin mobiltelefon. Så råber han til os, at han vil kalde nogle fiskere til hjælp. Det er jeg ikke så glad for med de erfaringer, vi har med de "hjælpsomme" søfolk hos os i Lillebælt, som i flere tilfælde har regnet med, at de kunne hente sig en formue hjem ved at bjærge strandede sejlere eller sejlere med motorproblemer i havn. Selv om det ville blive en forsikringssag, ville det ikke være særlig sjovt at slås med. Men vores "redder" bliver ved med at snakke, og efter en tid kommer der et sted fra land en fiskerjolle og slår et slag omkring os og sejler så tilbage. Derefter korrigerer vores "slæbebåd" retning nogle gange, mens Erwin følger vejen på søkortet og ikke forstår, hvor han vil hen med os. Vi kommunikerer lidt med manden på gummibåden, men han holder på at sejle os til en bestemt havn. Fiskerjollen fra før kommer nogle gange endnu, og imens vi nærmer os land, synker vandstanden under Kirmar faretruende, og da Erwin nu overtager rattet, holder jeg øje med ekkoloddet hele tiden, mens vi følger gummibåden. Nu kan vi få øje på en smal havneindsejling, og til sidst bliver vi lodset ind mellem et virvar af bundgarn og ruser. Jeg vil være sikker på at kunne komme ud igen, og så vender vi straks skibet sådan, at vi ligger med stævnen ud mod Bøgestrømmen.

Jeg ryster lidt på hænderne efter den anspænding, mens flere fiskere strømmer til og der er masser af hjælpende hænder. Vores redder i gummibåden stråler over hele hovedet over, at det var lykkedes ham at få os ind i havn. Erwin spørger så, hvad vi skylder dem, men de ryster alle sammen på hovedet, de "tager ikke imod betaling fra nogen, der er kommet i klemme!" Vi er ret forbavset og særlig jeg er også beskæmmet efter alle de fordomme jeg har haft, og så dykker vi ned efter nogle dåseøl og drikker en øl sammen med dem. Vores redder med gummibåden, fiskere og havnefogeden, havnens kasserer - alle snakker om, hvad vore problemer kan skyldes. Vi mistænker gearet, men skal selvfølgelig have fat i en mekaniker.

Så går fisker G. i aktion. Han ringer til flere motorspecialister som "Masnet Ø" o.l., men de er så optaget her inden industriferien, at det er for lange ventetider. Gunner får så fat i "Ole Boring-Møller Marine Teknik" fra Faxe Ladeplads, som fiskerne bruger en del, som også er meget optaget, men vil i løbet af eftermiddagen komme og se, hvad der er galt. Så er der foreløbig ikke noget at gøre end at sige tak til dem allesammen. Vores "redder" W. siger, at han om en god time skal være på Rigshospitalet til en hjerteundersøgelse og kontrol. Vi er målløse, at han har haft lyst til at bugsere rundt med os, når han har sådan en undersøgelse foran sig. Men han er ved god mod, og han vil komme og se til os bagefter. Også fiskerne går hver til sit - og så står Erwin og jeg der, slukøret og lidt rådløs. Vi er kommet til Stavreby - og vi sidder fast!

Ingen af os har lyst til frokost, og så går vi lidt rundt på havnen og ser på faciliteterne. Dem er der ikke så mange af. Der står et "plumpskloset" ud til vandet med et vindue og udsigt på Bøgestrømmen samt indrammede vers på væggen til opmuntring under "seancen". Der er en vandslange med ferskvand - og det var så det. Fiskerne har et skur med bord og nogle bænke, på væggen hænger der billeder og anekdoter og der ligger en bog, hvor man kan læse om Stavrebys og havnens historie. Der er ligeledes nogle små skure, hvor fiskerne opbevarer deres grej. Her bliver der udelukkende fanget ål. Der er altså ikke meget at se på ved havnen, men for en fiskerihavn at være, er her meget hyggeligt. Der fører en vej ca. 1 km op til Stavreby, en enkel gade, hvor de fleste fiskere bor. Den næste købmand findes i Jungshoved, der ligger ca. 4 km herfra. Vi går lidt rundt omkring og venter så, at vores mekaniker skal dukke op.

Vi cykler lidt rundt i omegnen og til Brugsen i Jungshoved by, hvor vi handler lidt, og tager en lille omvej tilbage til havnen. Der kommer dårlige nyheder fra Ole. Der findes ingen reservedele til gearet, og det viser sig, at det ikke var det oprindelige, men godt nok var et solidt "Warner"-gear, men beregnet til en 35 hk motor, mens vi sejler med en 75 hk motor. Han vil prøve på at få et brugt revers. Vi bliver lidt deprimeret, men det nytter jo ikke noget. Erwin snakker med Villy Petersen fra Haderslev i telefonen, det hjælper ham lidt, men Villy kan jo ikke gøre noget på den afstand. 

Om eftermiddagen cykler vi til Jungshoved Kirke og havn, hvor der også ligger resterne af en borg. Det er et meget kønt naturområde, som vi jo under normale omstændigheder ikke havde fået at se, og det løfter stemningen. Kirken har slået store revner og er truet af nedstyrtning, da den står på dårlig undergrund, der synker mere og mere i tidens løb. Men man er gået i gang med renoveringen. Nedenfor går en kanal fra Bøgestrømmen og ind i en sø, og kanalen danner en naturlig havn, hvor mindre både ligger godt beskyttet.

På hjemvejen cykler vi forbi W's lystejendom. Der er et stort anlæg med gammel skov omkring den restaurerede landbrugsejendom, der går ned til Bøgestrømmen. Langt ude ligger der en badebro, og på stranden ligger hans røde gummibåd ved en bøje. Rundt omkring huset og ved vejen er der plantet Rododendron - her er meget smukt. Der går en vej langs Bøgestrømmen, hvor der er fin udsigt over til Nyord og Møn og til sejlrenden, hvor mange sejlbåde er undervejs. Naturen her omkring er idyllisk og køn, men der er ingen strand, der er siv og brakvand.

Der er kommet en båd med et ægtepar fra Dragør. De har også motorproblemer, som Flint vil tage sig af, mens de ligger her. Han er medejer af havnen og kommer her hvert år for nogle uger.

Om aftenen spiser vi ål, som vi har købt hos havnefogden for 60 kr. pr. kilo, med øl og en snaps til trøst - det smager godt. G. og andre fiskere kommer forbi på en snak, og kasserer S. i følgeskab med sin store hund fortæller os lidt om havnen og folkene her omkring. Han tilbyder os også et bad hjemme hos sig selv, hvis vi skulle "komme til at lugte efter nogle dage"... Vi får også tilbud at låne hans bil, som vi dog ikke vil benytte os af.

Vi har sat os for at cykle til Præstø i det fine sommervejr og får mange gode råd om den bedste vej dertil på havnen. Det er ca. 14 km, og det er dejligt at cykle derudad. Vejen fører direkte til Præstø Kirke, der er ret særpræget med tre gavle på Sydsiden med blændinger og kamtakker. Indenfor virker det, som om der er to kirker i én. Kirken hørte til et kloster, der blev nedrevet efter Reformationen. Præstø var i Middelalderen hærget af svenskekrigen, plyndringer, storbrande og pesten, så at byen havde svært at udvikle sig. Omkring 1800 var der kun ca. 500 indbyggere. For at gøre målet fuld, blev Præstø under stormfloden 1872 fuldstændig oversvømmet, hvor vandet nåede op over taget på toetagers huse nede ved havnen. I dag er Præstø en hyggelig by i et naturskønt og idyllisk område ved Faksebugten og et yndet mål for turister, sejlere og pensionister fra hovedstadsområdet, der tilbringer sommermånederne i deres sommerhus.

Ved havnen ligger et par gode supermarkeder, hvor vi handler lidt ind. Vi kan fint har det i vores rygsæk og i cykeltaskerne. En sti over en bæk eller å fører os ind i parken, hvor vi slår os ned på en bænk og drikker vores juice, mens vi nyder stilheden, den sarte rislen af bækken og vindens visken i trætopperne. - Så går tankerne igen til Stavreby og Kirmar, der ligger fast ved kajen uden gearkasse....

Det får os til at forlade dette dejlige sted og Præstø og cykle tilbage til Stavreby i håb om, at der er godt nyt fra Ole Møller. Men det er der ikke. Den brugte gearkasse er for dyrt, da der jo heller ikke er nogen garanti på. Vi bliver nødt til at bestille en ny der passer til motoren. Det bliver nok dyrt! Men det værste er snart, at det også kradser på tilliden til de øvrige motordele, der ikke er blevet fornyet. Nu skal vi altså vente igen.

Der kommer mange bitte små fluer og søger læ under presenningen. Vi må passe på, at de ikke også søger ned i kahytten. Fru Møller fra nabobåden kommer med en stak ugeblade til mig. Hun sidder selv meget på en stol i solen og læser, mens hendes mand Flint sidder sammen med nogle fiskere udenfor foreningshuset og snakker over en øl. Jeg spørger mig selv, om tiden ikke bliver lang for hende, når de ligger i den lille havn i flere uger. Men under en fælles spadseretur fortæller hun mig om deres sejlture. Flint har sejlet i mange år med en lodsbåd og er heller ikke i sin fritid bleg for at sejle gennem tykt og tyndt med deres motorbåd - ikke altid til hendes store glæde. Det er altså rart med den årlige tur til Stavreby, hvor de rigtigt kan slappe af.

Der kommer mange mennesker ned til havnen, og de fleste står stille lidt og spørger, hvordan det går med os. Villy Petersen ringer om aftenen. Han mener at kunne skaffe en kobling fra Kolding havns Volvo-Marine-butik. Men Erwin stoler ikke på den forhandler. - Vi må se, hvad der sker i morgen.

Om formiddagen finder jeg ud af, at vort køleskab er ude af drift ........!! Vi går systematisk hele el-ledning til køleskabet igennem og tager køleskabet ud. Erwin skifter nogle tærede sammenføjninger ud - men uden resultat. Til sidst finder han en løs forbindelse til hovedledningen, der er meget vanskelig at komme til. Det lykkes, og køleskabet kører igen! Det har taget flere timer i den varme. Da det er svært at finde ud af, hvilke sikringer der hører til de forskellige installationer, kortlægger vi dem alle undtagen to, hvor af den ene må tilhøre dækslyset, der ikke virker.

Efter lidt frokost er klokken blevet 15.00. Vi venter stadig på Ole. En opringning til ham senere viser at han er på montage et sted og først kan se om gearkassen er kommet, når han kommer hjem. Ved kl. 19.00 ringer han besked at gearet er kommet og passer. Han vil komme i morgen mellem kl. 9.00 og 10.00, så vi håber at komme herfra før det bebudede vejrskift. Vi trøster os med en flaske hvidvin og ostekiks.

Ole kommer kl. 13.00 og går i gang. Det ser ud til at alt klapper - men så mangler der 10 mm for at kunne tilpasse gearet til motoren. Så sidder vi der igen! Også Ole er skuffet og han står længe og stirrer ned i maskinrummet og tænker som en gal. Han har en formodning om, at man ved den sidste udskiftning af gearkassen har vendt jernpladen nedenunder, for at få det mindre gear til at passe. I morgen vil han prøve at vende pladen og se, om han har ret og får den monteret. Hvis det ikke passer og det ikke lykkes, så er der to dages ventetid igen, samtidig med at han har en anden aftale mandag og tirsdag. Det er trist! Her går ingen bus og det er også begrænset, hvor meget og hvorhen vi kan cykle endnu - og gummibåden, som vi fin kunne bruge her, fik vi ikke med. Her fra stranden kan vi heller ikke bade, der er godt nok nogle op fra sommerhusene der gør, men det bryder vi os ikke om.

Ole er ellers en rigtig flink fyr og vi snakker en del over en kop kaffe, hvor han fortæller, at størrelsen af gearet han havde spurgt efter hos forhandleren, ikke var på lager, og at han fik det lidt større gear, som meget bedre passer til vores motor til samme pris som det mindre gear. Denne prisforskel ville komme os tilgode. Så meget ærlighed havde vi ikke forventet her på Sjælland og i den knebne situation, vi er.

Vi havde købt ål til aftensmad hos fisker A., men vi har ikke appetit og så bliver ålene frosset ned. De kan lige være i det lille frostrum i køleskabet.

Kasserer S. kommer ned til havnen med sin hund for at se, om vi kommer afsted i morgen og opmuntrer os lidt med en snak. Vi må have fortalt ham engang, at vi har boet i Hoptrup. Som forhenværende militærmand var han meget interesseret i militærhistorie og havde fundet ud af, at den danske armé i juni 1848 havde slået de tyske tropper ved Dybøl, mens en mindre del af den danske hær stod nord for Haderslev med sine fortropper ved Hoptrup og kvajede sig så gevaldigt, at man i militære kredse helst undlod at snakke om det. Søren var lidt forundret over, at vi aldrig havde hørt om det. Nu kommer han med en udskrift og nogle personlige notater for at give os lidt viden om det. Så betaler vi havnepengene for den uge vi har ligget her i forhåbning om, at det vil lykkes i morgen at blive færdig.

Han fortæller også lidt om havnen og hvordan den var blevet til og om fiskerne og de herboende. Han indrømmer gerne, at folk er meget nysgerrig her - men at det er på en god måde. Det vil vi gerne tro på, da vi i den forløbne uge kun har modtaget venlighed her på havnen. Så forærer han os en lille bog over Historien om Stavreby havn, som han har skrevet og fået illustreret og designet af Jerry Chodera. Vi bliver både glad og rørt. Også fisker G. og hans barnebarn kommer ned og vi snakker lidt endnu.

Kl. 14.45 kommer Ole Møller og går i gang. Han havde ret med at han skulle vende pladen og får det hele på plads. Vi kan mærke på ham, at han ikke er så lidt stolt over resultatet. Han gør os opmærksom på, at støddæmperne - gummiringene ved motorophænget - snart skal skiftes ud. Det undrer os, da vi ved indsættelsen af motoren sidste vinter havde fået at vide, at de var gode nok. Mens vi tager en kop kaffe, betaler vi regningen med en check. Vi bliver 15.600 kr. fattigere og håber, at der ikke kommer flere overraskelser i den nærmeste tid. Ole fortæller os, at han har utrolig meget om ørene endnu, inden han kan holde sommerferie.

Da hytfadene i havnen er fyldt med ål, kan Ole ikke få motoren rigtig prøvet af, det kunne skade ålene. Skulle der være noget galt i morgen, skulle vi ringe ham op, da han skal til Klintholm og se til en fiskekutter. Så vil han komme forbi i Stege og justere det.

Efter at Ole er kørt, rydder vi op og gør rent i cockpittet. Folk fra havnen og nogle beboere kommer og hører den gode nyhed. Havnefoged A. siger, at han nok skal lodse os ud, lige så snart åleopkøberen har været. Nu begynder også vi at slappe lidt af, selv om først dagen i morgen vil vise, om vi ubekymret kan fortsætte vores tur.

Havnepenge 200 kr. for 5 dage, 1 dag fri.

Så kommer Arne med hans kutter og han mener at kunne nå at lodse os ud, inden åleopkøberen kommer. Vi tager fortøjningerne ind og sejler stille og rolig efter Arne ud af havnen. Kl. er 8.40. Vi vinker lige endnu engang tilbage, så er der bare at koncentrere sig om at følge "lodsen", der har konen med i båden. Det går på kryds og tværs igennem ruserne og ind imellem kan vi lige mærke bunden. Så kommer vi forbi fiskernes egen afmærkning - og så er vi ud i sejlrenden! Vi siger "mange tak og farvel" til Arne, rækker en pakke øl over til ham, og vinker til hinanden mens han sejler ind igen.