Tursejlads og rejser
som livsstil

  Aktivitetskalender
  Markedsplads
 
  Forum
  Kontakt
 
  Forside
  Søgeportal
  Gæstebog
  Fotoalbum
  Her og Nu
  Islandsrejsen
  Spanien 2012
  Spanien 2013
  Spanien 2014
  Bustur til Harzen
  Rüdesheim/Rhinen
  Limfjorden
  Rügen
  Fra båd til båd
  Sjælland rundt
 
  • Forside
  •  
  • Strib, Ballen, Sejerø
  •  
  • Sjællands Odde, Odden Havn
  •  
  • Hundested
  •  
  • Gilleleje og Hornbæk
  •  
  • Helsingør og Nivå
  •  
  • Hven og København
  •  
  • Dragør og Rødvig
  •  
  • Stavreby Fiskerihavn
  •  
  • Møn - Stege og Nyord
  •  
  • Møn - Stege og Klinthavn
  •  
  • Stege, Kalvehave
  •  
  • Vordingborg, Langeland
  •  
  • Tåsinge, Haderslev
  •  
  • Eftertanker
  •  
  • Logbog i øvrigt
  •  
  • Sejlplan
  •   Kieler Kanal/Ejder
      Slien
      Århusbugten
      Odense og Korsør
      Mariager Fjord
      I det Sydfynske Øhav
      Sommer 2008
      Sommer 2009
      Sommer 2010
      Sommer 2011
      Sommer 2012
      Test
     
    Login | Tilmeld Hundested  
      <- Forrige side Næste side ->
    Onsdag, den 20. juni 2001
    Afg. Odden kl. 5.15. Det blæser stadig frisk fra NV. Vi ruller genuaen ud..
     
    Der står store dønninger, da vi kommer fri af havnen, og vinden kommer plat læns. På grund af de store bølger slår sejlet fra side til side, og jeg får en kvalmende fornemmelse. Det bliver så ubehageligt, at vi trækker det ind til støttesejl og starter motoren. Sejladsen bliver straks bedre. Vi møder ingen sejlere undervejs til lige før afmærkningen til Hundested.
    Ank. Hundested kl. 8.15.
     
    Hundested havn
     

    Gennem yderhavnen sejler vi ind gennem en ret smal passage og finder en ledig plads mellem nogle hjemmehørende både ved en bro til styrbordsside. På havnekajen ligger et klubhus og nogle fiskeforretninger. Mens Erwin laver klar skib, finder jeg en bager og køber et par rundstykker. Ovenpå den tur kan vi nok trænge til en kop kaffe.

    Hundested er en gammel fiskerby, og fiskeriet var helt op i 20. århundrede med sin enorme fiskerflåde og sildefiskeriet af største betydning for de herboende familier. Fiskeri blev efterhånden fortrængt af industri og færgefarten, men også i dag sejler 26 fiskerskibe ud fra Hundested havn, og der er meget aktivitet på havnen, når fiskerne kommer hjem med deres fangst. Fiskeforretninger på havnen sælger da også mange delikatesser. Havnen og byen virker ren og venlig, der vejer et blåt flag i vinden, og vandet ved stranden lige ned for havnen virker frisk og indbydende. Det er bare for koldt! Jeg har læst mig til, at den regelmæssige tidestrøm hver 12. time leder vandet ud fra Roskilde- og Isefjord ud og frisk vand fra Kattegat ind. Navnet Hundested føres tilbage til kongernes jagt på et stenrev "(Sæl) Underevet", som nu er forsvundet, fordi stenene skulle bruges til havne i Øresund. I 1860 blev den første stenmole i Hundested anlagt til beskyttelse af små fiskerbåde, men allerede 1866 blev den første havn bygget, der senere blev udvidet flere gange. Godshavnen, der ligger ved et stort areal mellem Hundested og Lynæs, blev grundlagt i 1988 og senere udbygget. Herfra går i dag gods til store dele af Europa.

    Vi er friske igen og cykler til Lynæs med en stor lystbådehavn med mange broer og bygninger rundt omkring, der trods skønne omgivelser alligevel mangler miljø. Den virker som en stor parkeringsplads. På nogle hjemmehørende både er der folk, og børn leger rundt omkring. De er nok ikke kommet afsted på grund af blæsevejret. Gæster er der ikke mange af. Tidligere var Lynæs fiskeri- og bådeværftshavn, men i dag er der kun nogle få fjord- og fritidsfisker tilbage.

    På hjemvejen besøger vi den særprægede Lynæs Kirke, der ligger højt på en stejl bakke og er åben på grund af hovedrengøring. Kirken virker ret kompakt og gammel, da den er opført i kløvede kampesten med tag af røde tegl, men viser sig ikke at være ældre, end at være indviet i 1901. Den var bevilliget i 1898-99 for 18.500 kr! Man havde valgt dette byggemateriale, da kirken skulle stå på det øde og vejrbidte og lyngklædte areal og man var også stærk interesseret i middelalderens byggekunst. Kirken var beregnet til fiskerne, og i sideskibet hænger en tro kopi af Lynæsjollen, der blev skænket af bådebygger Christian Madsen. Man bliver glædeligt overrasket over, hvor hyggeligt der er inde i kirken, hvor der er brugt meget træ.

    Om eftermiddagen cykler vi så i modsat retning op af nogle stejle bakker. Her 40 m højt op over havet står Spodsbjerg fyr, hvorfra man ser langt over Kattegat, til Nakkehage ved Rørvig Strand og over mod Kullen på den svenske kyst. Her lige under fyret boede polarforsker Rasmussen mellem sine ekspeditioner til Grønland og Arktis og skrev sine erindringer og bøger. Et meget kønt beliggende hus, der nu er indrettet som mindestue. På vej ned til skrænten kommer vi til Skansen, hvor der står en række gamle kanoner, et minde fra 1807 om kaperkrigene mod England. Gennem krat og skov cykler vi tilbage til havnen.

     
    Rasmussens hus Kirmar i Hundested
     

    Formanden for sejlklubben kasserer havnepenge og fortæller os lidt om forholdene. Bad og toilet ligger lidt længere hen på vej til den store fiskerihavn i en kælder. Det er gode faciliteter, men om aften og tidlig om morgenen føles det ikke så trygt at gå derned, da der er kun nogle få gæstesejlere.

    Om aftenen går vi på "moleræs", men der er desværre ingen kendte hoveder. Den gamle færgehavn, hvor der tidligere sejlede færgerne "Grenå-Hundested", ligger forladt. Færgen fra Rørvig lægger til i yderhavnen og sejler næsten uafbrudt.

    Efter en kop kaffe finder vi køjerne, hvor er vi dog trætte efter alle de oplevelser!

    Havnepenge kr. 80,00

    Torsdag, den 21. juni 2001
    Havnedag.

    Mens jeg går fra bord, hænger jeg med foden fast i prædikestolen og falder ned på broen. Jeg kan lige afværge at falde i vandet. Heldigvis slår jeg mig ikke så meget - jeg skal søreme passe bedre på. Det er ikke en særlig god start på dagen!

    I dag skal vi handle lidt ind. Der er mange fine supermarkeder, så det er svært at afgøre, hvor vi skal købe ind. Der er en lang forretningsgade med mange forskellige butikker. Vi finder endda en fotoforretning, hvor vi kan købe en smalfilm til Erwins fotoapperat. På vej tilbage kan vi selvfølgelig ikke sådan uden videre komme forbi fiskeforretningen, så det bliver til en god frokost der kræver en øl og en snaps - og en middagssøvn. Vejret holder fint med skyer, solskin og svag vind. Erwin tanker brændstof. Indtil nu har vi brugt 40 l til 20 motortimer - utroligt men sandt! Jeg går imens til stranden og sopper. Men vand og luft er koldt, og der er også kun en enkel person foruden mig, der gemmer sig i klitterne. Der er ikke mange sejlere på vandet. Godt nok er skoleferierne ikke begyndt endnu, men der må da være andre, der er på sommertur. Det kan være, det er for koldt endnu - men vi har det da godt!

    Aftensturen går til fiskerihavnen, hvor der også ligger enkelte sejl- og motorbåde. Man kan godt forestille sig, hvor mange fiskekuttere der har ligget her, når man ser de mange forladte beddinger. Nogle fiskere er i gang med at gøre deres skibe i stand.

    Jeg ringer til Carl og Grethe - alt i orden på hjemmefronten. Silende regn om natten.

    Havnepenge kr. 80,00
     
    Fredag, den 22. juni 2001
    Havnedag

    Erwin vil ellers afsted - men jeg trækker i land. Der er meldt blæst fra NV og torden. Jeg vil ikke bare have sejlturen overstået med nerver på. Vi har ferie og jeg vil nyde det!

    Vi bestemmer os til at tage færgen til Rørvig, der ligger i læ af Skansehage, og se havnen og byen. Vi tager færgen kl. 12.13, da den færge før er den lille gamle færge, hvor vi ser vandet sprøjte og skylle over, hver gang den sejler igennem en stor bølge. Vi får en god overfart i det ellers meget oprørte vand. Vinden har taget mere til igen. På havnen i Rørvig står der vandpytter overalt, men her er lidt læ for vinden.

    Rørvig var tidligere et velhavende lods- og fiskerleje, mens havnen nu domineres af sejlerne og færgetrafikken. Lystbådehavnen er meget optaget - men mest af hjemmehørende både. Byen består af en lang gade med flere stråtækte huse, enkelte forretninger, tankstation og pensioner og restauranter. Kirken ligger udenfor byen. Her lå der engang et lille bysamfund Isøre, der i det 16. århundrede blev begravet af flyvesand. Tæt ved havnen står den fredede Lodsoldermandsgaarden og Toldboden, der nu fungerer som spisested og café. Dele af byen er fredet i dag. For enden af byen går små gader med gamle huse til venstre mod stranden, hvor en god vandresti fører langs vandet og forbi sommerhuse og villaer tilbage til havnen. Det er en dejlig spadseretur med udsigt over vandet, et væld af vilde blomster og planter til hver side og en del småkryb på vejen, som vi undgår at træde på. Bagefter sidder vi for en stund i læ og ser på livet på havnen. Der er mange biler med færgen, der herved skyder en genvej. Til venstre for havnen fører en sti til krat og hede med udsigt over bugten.

    Så er der også afgang for os, og mens vi nærmer os havnen, tager vi lige nogle billeder.
    Igen en fin feriedag!
     
    Havnepenge kr. 80,00

    Lørdag, den 23. juni 2001
    Det blæser stadig hårdt fra en nordlig retning. Det vil vi ikke udsætte os for. Vi cykler i stedet for til Kikhavn, som er det ældste fiskerleje her. Allerede i 1200-årene slog nogle bønder og fiskere sig ned her. I 1787 bestod byen af 28 små gårde, der var bygget meget tæt sammen. I 1793 brændte de fleste gårde ned under en storm. Efter stormen flyttede mange fiskere ind i fjorden, og det var begyndelsen til fiskerlejet i Lynæs. Tilbage er et lille hyggeligt bysamfund. Efter nogle omveje gennem kønne omgivelser kommer vi tilbage til havnen. Vi iagttager en sejler, der kommer med fuld sejlføring og høj fart rundt om pynten ved Skansen. Foran havnen ruller de genuaen ind, en pige springer op på dækket og tager sejlene ned, som om det var den letteste opgave i verden, mens skipperen drejer båden op i vind, alt imens båden tager nogle høje spring i de store bølger. En manøvre som efter sejlerbogen, men også en klar forestilling foran havnen. Derefter vender de båden igen og sejler for motor til Lynæs.

    Om aftenen går vi en havnerunde og ser nogle meget maskuline motorcyklister køre op på færgen. Skriften på ryggen fortæller klart, at de tilhører "Banditos".

    Vi har fået en nabo i en Lunderskov 32, der også vil sejle til Øresund. Også vi håber, at vi snart kan komme videre.

    Havnepenge kr. 80,00
     
    Rørvig havn På havnen i Rørvig Hundested set fra færgen
     
      <- Forrige side Næste side ->
    Copyright © 2007 - 2023 Andrewscom