|
|
|
Søndag, den 16. juli 2000
Afg. Haderslev kl. 12.15. Svag vind fra SØ drejende til NV, letskyet til skyet vejr. Vi sejler mellem 1,5 og 4,2 knob. Det er lidt vanskeligt for os endnu at trimme sejlene rigtig.
Ankomst Middelfart kl. 17.45. Hilst på "Svanens" besætning. Sen aftentur. Ved en af broerne ligger der en meget gammel og meget velholdt Rasmus 35. Ejeren har haft den fra ny. - Fin dag.
Havnepenge kr. 85,00
Mandag, den 17. juli 2006
Afg. Middelfart kl. 10.00. Frisk vind fra V, overskyet, senere klarer det op med sol, og der bliver dejligt vejr. Først sejler vi med storsejl og genua, senere kun med genua, da vinden er agten for tværs. Vi har lidt bøvl med vores sejlplan på GPS-navigatoren, men jeg finder ud af det. Ellers går det fint. Det vrimler med marsvin i tragten, det skulle Kim lige se, - men sådan går det ofte.
Vi koncentrerer os meget om sejlføringen og prøver det hele lidt af. Der er dog forskel fra gaffelsejl og bermudasejl. - WC’en virker ikke, Erwin hælder lidt madolie i pumpen, det hjælper lidt.
Ankomst Bogense kl. 14.35
Vi går lidt rundt i Bogense og køber tovværk og stikkontakter til båden.
Hygge på Kirmar. Snakket med Tante Agnes på hendes fødselsdag.
Havnepenge kr. 85,00
Tirsdag, den 18., onsdag, den 19., torsdag, den 20. juli 2000
Havnedage i Bogense, hvor vi går og cykler omkring Bogense. Der blæser en hård vind. Vi kommer rigtig rundt i byen, og da det er dejligt her omkring, går tiden godt. Samtidig rager vi lidt rundt i båden og finder på flere ting der skal ordnes. Vi køber nogle spejder-underlag til at lægge under de hynder vi sover på, da der dannes kondensation og hynderne bliver fugtige nedenunder.
Havnepenge kr. 255,00 - 1 dag fri.
Fredag, den 21. juli 2000
Afgang Bogense kl. 9.15. Det blæser stadig fra SV. Vi sejler med genua, med genua og storsejl og så med genua igen. Vi har lidt vanskeligheder med at trimme sejlene optimal til den vind og de grove søer. Der står grimme strømsøer indtil vi kommer i Tragten. Endnu er vi ikke dus med den nye sejlføring - men det kommer vel.
Ankomst Assens kl. 17.15.
Køleskabet virker ikke. Vi undersøger flere ting, men det ser ud til, at forbrugerbatteriet ikke holder strøm. Vi er træt og også lidt frustreret.
Havnepenge kr. 100,00
Lørdag, den 22. juli 2000
Afg. Assens kl. 9.40
Ank. Haderslev kl. 13.30
God tur.
Mandag, den 24. juli 2000
Der skal investeres i et nyt batteri, da garantien på det gamle er lige løbet ud. Den tidligere ejer, der forgæves har prøvet at få batteriet byttet, kommer sammen med sin kone til Haderslev og vi mødes på Kirmar til en kop kaffe og boller. Det må føles lidt mærkeligt at være gæst på en båd, man for kort tid siden har eget endnu. Vi får en check til ny presenning, da det bliver for besværligt at ordne det fra Sundby. Hans leverandør har pludselig ikke tid og Kaleche-smeden i Kolding er også overbooket. Erwin bestiller presenningen hos en sadelmager i Starup.
Torsdag, den 27. juli 2000
Overnatning på Kirmar i Haderslev, da vi vil tidlig afsted i morgen.
Fredag, den 28. juli 2000
Afg. Haderslev kl. 9.50. Vinden er NØ - NV ca. 5 msek. Gråvejr men ingen regn.
Vi sejler for storsejl og genua til Helnæs, så kun for genua til ca. ½ sømil fra havnen i Søby. Så snart vinden går agten for tværs eller læns, sejler vi bedre uden storsejl. Solen kommer lidt frem, der er mange sejlere omkring os, og vi nyder turen og lægger hele tiden mærke til, hvordan båden reagerer.
Ank. Søby på Ærø kl. 19.40. Lang og fin tur. Efter aftensmaden går vi kun en havnerunde.
Havnepenge kr. 80,00
Lørdag, den 29. juli 2000
Havnedag og bryllupsdag.
Cyklerne pakkes ud og så går turen omkring Søby og ud til fyrtårnet, der er bygget i 1881 af svenske stenhuggere. Vejret klarer op og solen skinner ind imellem. Det er en lang og fin cykeltur, der fører os gennem en lille bitte by, som vi slet ikke havde formodet her. Vi klatrer op i tårnet og har en flot udsigt til begge sider af Ærø og over bælt- og ø-havet. Derefter sidder vi på en bænk på skrænten og ser bådene sejle forbi på vej til Tyskland. Stranden nedenfor består af rullesten, som kan høres når bølgerne ruller ind. Da vi er godt opvarmet af cykelturen, føles vinden meget koldt i nakken. Det er en meget fin tur på Skjoldnæs langs med vandet til Vitsø Nor, et 1,5 km² inddæmmet område, som fra 1100-tallet og op til middelalderen omkring 1600 kunne besejles til en middelalderborg, hvor der i dag ligger et af Danmarks største voldsteder. En beboer i Leby fortæller os lidt om egnen, og så går det over Skovby tilbage til Søby.
Efter en travetur op gennem byen og tilbage til havnen er der afslapning på Kirmar, og om aftenen spiser vi på havnens restaurant. Begejstringen for maden holder sig nu i grænser, det er ret kedeligt!
Havnepenge kr. 80,00
|
|
|
|
|
Søby havn |
Kirmar i Søby |
|
|
Søndag, den 30. juli 2000
Planen om at sejle til Maasholm bliver droppet. I stedet for det sejler vi kl. 10.05 mod Æreskøbing. Vinden er NV-V 5 - 10 msek., gråvejr med tunge skyer. Vinden er gunstig, og vi kommer op på 5,6 knob med genua. Kirmar ruller en del, ellers går det fint. I indsejlingen til Æreskøbing er der meget skibstrafik både ud og ind - sejlbåde med fuld sejlføring, hurtige og langsomme motorbåde, og ofte tværs for det hele. Jeg står ved rattet, og Erwin bliver lidt ubehøvlet, der er vist nerver på - så må han altså selv tage rattet.
Ank. i havnen kl. 11.50. Der er en god plads til os i lystbådehavnen, nu hvor så mange er sejlet ud.
Vi trisser lidt rundt i byen om eftermiddagen. Det er altid så hyggeligt at slentre gennem de smalle gader med de gamle pyntede huse, hvoraf flere er over 300 år gamle. Mens mange af husene endnu var beboet i 70'erne, da vi kom her for første gang, så er der ikke meget liv at spore omkring dem i dag. Men de bliver dog pænt vedligeholdt. I den gamle havn ligger en Rasmus 35 fra Tyskland, som vi selvfølgelig kikker lidt på og sammenligner med vores.
Havnepenge kr. 115,00
Mandag, den 31. juli 2000
Havnedag. Frisk vind, overskyet og lidt finregn.
Vi cykler fra Æreskøbing langs kysten til Vrå og over til vestsiden og tilbage igen til havnen. En fin tur trods regnen, men sigten over det ellers så kønne område er ikke så god. Der er en god købmand på vejen, hvor vi handler ind til de næste dage.
Om eftermiddagen går vi en lang bytur og afslutter selvfølgelig ved Ishuset med valnøddeis i frisk bagte vafler. Her står vi i kø som sædvanligt. Gråspurvene hoppe lystigt omkring og tager sig af krummerne, mens vi sidder på en bænk, nyder vores is og betragter den stejle gade med de søde gamle huse og de mange voksne, unge og børn der går eller sidder rundt omkring og slikker is eller tålmodigt venter, til det er deres tur.
Havnepenge kr. 115,00
Tirsdag, den 1. august 2000
Afg. Æreskøbing kl. 9.50. Vind S - SV 3 - 8 msek., regn og diset.
Erwin er meget forkølet. Vi får en god sejltur med genua til afmærkningen ved Lyø, op til 6 knob. Men den silende regn tager noget af glæden. |
|
|
|
|
|
Snottet - en sømand han skal lide... |
|
|
|
Ved Lyø drejer vinden til N/NV og aftager. Som om man trykker på en knap opstår der store uregerlige dønninger helt op til Horne. Vi trækker genuaen ind og sejler for motor, da Kirmar sejler som en sæk lopper og ikke er til at holde på kurs. Andre sejlere bliver ligeså overraskede og tager sejlene ned. Ved Helnæs sætter vi storsejl og genua, vinden er nu V og døet lidt ud. Men vi ruller rundt i søerne og har næsten ingen fart i båden, der ikke er til at styre. Erwin overtager, men kan heller ikke få fart i skibet. Der er ingen vej udenom - vi ruller genua ind, starter maskinen og motorer til Assens. Til sidst er vinden SØ og solen skinner. Jeg er mere eller mindre frustreret - igen! Og spørger lidt dum og provokerende: "Hvor kommer vinden dog fra?!"
Erwin: Fin til Lyø - noget lort resten af turen - den tone siger alt.
Ank. Assens kl. 16.55
Kraftig regn og torden om natten.
Havnepenge kr. 100,00
Onsdag, den 2. august 2000
Efter en tur rundt i Assens by spiser vi middag på Mågen inden vi sejler ud fra havnen kl. 14.20. Svag vind fra N/NV, diset, men det klarer op. Motorsejlads.
Ank. Haderslev kl. 17.30 |
|
|
|
|
|