|
|
|
Torsdag, den 15. juni 2000
Vi er anspændt og nervøs. I dag ankommer vores "nye" båd i Assens. Finn og Gunhild vil køre os til Fyn med vore pakkenelliker. De ville ellers havde sejlet med os derover i deres Lunderskov, men det har blæst hårdt de sidste dage, og vi er da også spændt på, hvordan Rasmus og dens besætning - to pensionister - har klaret det. Efter en fin køretur spiser vi middag på "Mågen", mens spændingen vokser, da båden bliver forsinket. Erwins mund står ikke stille - han snakker næsten uafbrudt af anspændingen, til båden omkring kl. 15.00 dukker op ved Assens. Den krænger godt i de store søer og vandet sprøjter. Vi tager imod på broen. Besætningen virker lidt træt og forkomne, men er ellers i godt humør. Den ældste på 75 år siges faktisk at have klaret sig bedst. Efter at de har gjort klar skib, må vi komme ombord. Der er kommet en del vand over, og et relingscepter er knækket. Vi går endnu engang det hele igennem og ordner den finansielle del af overtagelsen. Der er en ordrebekræftelse på presenningen, mens forsikringsspørgsmålet ikke er afklaret endnu. Det vil vi så få besked om.
Den nu forhenværende ejers kone kommer til Assens for at hente besætningen, men vil ikke ombord, fordi det er for besværligt at komme op. Hun er glad for, at det hele er overstået og mener ikke, at hun kommer til at savne båden. Jeg er lidt forundret, men det må jo være sådan.
Så er vi alene efter at vi er blevet forsikret om, at vi til hver en tid må ringe til Sundby, hvis vi er i tvivl om noget, og vi starter med at gå båden igennem. Der er lidt vand under dørken forskellige steder, som vi tørrer op og regner med, at det skyldes den hårde sejlads. Vi læsser vort grej fra bilen over i båden og ringer til Hans på havnen i Haderslev, at vi nok bliver en dag længere i Assens, hvis blæsten varer ved. Efter et stykke tid tager vi afsked med Finn og Gunhild, som jo skal hjem igen. Mens vi håndterer i båden, står Kirsten og Maruan pludselig på broen for at ønske os tillykke med skibet. Vi bliver glædelig overrasket og får dem over på båden. Det er lige noget for den lille dreng, der prøver trapperne mange gange. Også Kirsten synes godt om skibet, og så spiser vi sammen af vores medbragte proviant - kartoffelsalat og pølser, inden de to tager tilbage til Kolding.
For at komme i gang med noget, gør jeg lidt rent hist og her. I en skuffe finder vi et nøglebundt. Det må være den forhenværende ejers nøgler som han vil komme til at savne.
Vi bestemmer os til at rede op for natten i agterkahytten. Det stormer stadig, presenningen klaprer og det trækker ind de steder, hvor presenningen er itu, og der er ingen luger. Der er lidt koldt, og jeg sover ikke særlig godt, jeg har hele tiden på fornemmelsen at falde ud af køjen, og den knirker ved hver bevægelse. Det hele er fremmed, der er meget lyst, og her er ikke så hyggeligt som i vores gamle Kirmar. Men det kan vi da gøre noget ved!
Fredag, den 16. juni 2000
Vi står op til mere blæst og beslutter at blive i Assens, til den lægger sig noget. Vi går båden rigtig grundigt igennem og finder dybt nede i kistebænken de to luger til for- og agterkahyt. De er meget grå, ru og forsømt, de er i hvert fald ikke brugt i mange år! Der kommer også to cockpitborde frem, der kan spændes fast på ratkonsollen. Den ene kistebænk til bagbord er så dyb, at Erwin kan forsvinde fuldstændig ned i den. Køjebundene er skæve og giver efter i hjørnerne, det er derfor de knirker, og man føler det, som om man falder nedad. Det bliver da noget at tage fat på, når vi kommer hjem. Der er ikke gjort noget særligt for hygge i salonen, hvor der kun hænger et ur og barometer, så der får vi frit spil med at give den atmosfære efter vores smag og med vore egne ting.
Rasmus’ tidligere ejer ringer, fordi han savner sine nøgler, og han kommer i løbet af eftermiddagen og henter dem, og vi får lejlighed til at spørge efter forskellige ting endnu.
Og så tager vi de første billeder af vort "nye" skib.
|
|
|
|
|
Rasmus 35 i Assens |
|
|
|
Vi ringer til Haderslev Sejlforening og melder vores ankomst til i morgen, sådan at vores plads er fri og vi ikke får for mange problemer med at lægge til.
Lørdag, den 17. juni 2000
Vinden har lagt sig noget, så vi gør klar skib og sejler ud af havnen. Båden ligger godt i vandet, og der er ingen problemer. Solen kommer frem, og da nervøsiteten lægger sig, får vi en fin tur til Haderslev. Allerede mens vi sejler ind til sejlforeningen, ser vi at vores plads er optaget. Der er fuldt hus, og vi må se os om efter en anden plads, og det havde vi ikke forventet. Skippers plads er fri, han er sejlet ud, og så går vi ind på hans plads. Vi må dog først løsne nogle fortøjninger der ligger på tværs, og det er vanskeligt at holde båden i den stærke strøm. Endelig er vi på plads.
Finn og Gunhild og mange andre kommer og ønsker tillykke med båden. Også Kaj kommer over og ønsker tillykke. Han havde jo været med under hele forløbet og fået alle vore forhåbninger og frustrationer med. Han er meget glad på vores vegne, mens han får referat over de sidste dage. Vi er skuffet over, at man ikke havde holdt pladsen fri til os, men det vigtigste er trods alt, at vi er sejlende igen og indtil videre meget glad og godt tilfreds med skibet.
Søndag, den 18. juni 2000
Vores plads er udlejet nogle dage. Da Skipper kommer hjem i dag, flytter vi båden til slæbestedet og begynder med en del sysler.
I løbet af ugen monterer vi storsejlet på, der ser ikke meget brugt ud og står flot med de gennemgående sejlpinde, reparerer presenning og søreling. Lugerne til kahytten tager vi med hjem. De bliver slebet godt med rystepudser og sandpapir og får et par gange Overtrol. Det gør underværker, de bliver rigtig pæne at se på. Der er et par meget varme dage, mens jeg gør grundigt rent i skibet på træværk og under dørken, i skuffer og skabe. Alle løse dele fra komfuret bliver taget med hjem og renset. Under dørken i agterkahytten ligger nogle brune bløde kladder på bunden, der ser ækelt ud, og i første omgang synes jeg det er noget underligt. Erwin finder så ud af, at et kobberrør med stævnsrørfedt er knækket, og fedtet er løbet ud i stedet for ned til stævnsrøret. Det kan godt være sket under den barske tur til Assens. Også det skal vi have ordnet. Erwin retter køjerne ud for at undgå det irriterende knirken, og man ligger også bedre. Det øverste trin på trappen til salonen er kun ca. 5 cm bredt. Det gør trappen farlig, så man forstår ikke, at dette trin er standard fra fabrikken. Det kan vi ikke ændre noget ved nu, men det står øverst på listen til efteråret.
Efter vore egne ting er kommet op at hænge i salonen, bliver der straks hyggeligt. Vi har købt ny service, glas og en del køkkengrej, alt er kommet i skuffer og skabe, køjerne er redt og en grundproviantering på plads - og så er vi næsten sejlklar. Men nu har vejret skiftet til rusk og regn. - Der er ingen hylder til tøj - kun en stange til bøjler i klædeskabet. Derfor laver Erwin træhylder beklædt med tæppe i kistebænkene både i for- og agterkahyt. Det bliver godt!
Lørdag, den 24. juni 2000
Vi tager med sejlforeningen på Fællestur til Assens.
Afgang Haderslev kl. 10.15. Det blæser. Kl. 11.30 sætter vi rullegenua for første gang. Vi får en god sejlads og er kl. 13.15 i Assens havn. Bådens bevægelser og krængning er anderledes end vi er vandt til - båden er mere levende og hurtigere, men ellers er vi tilfredse med den første sejlads. Søtoilettet virker ikke rigtigt, jeg kan næsten ikke pumpe. Erwin tror først, at det er mig, der vrøvler, men må så erkende, at pumpen går meget træg.
Søndag, den 25. juni 2000
Det er et møg-vejr!!! Kl. 13.00 sejler vi fra Assens for motor med blæst fra vest, altså lige imod. Ved Bågø kommer der en meget grim sort sky med en masse blæst, der får båden til at stejle i de store bølger og komme ned igen med et voldsomt plask, som skibet dog klarer godt. Henning og Bothilde bliver næsten væk i bølgerne og går tættere i læ af Bågø. Efter en times tid lægger blæsten og vandet sig lidt igen. Vi lægger til i Haderslev kl. 16.15. Endelig er vi i vort rigtige element igen!
Der kommer lidt vand ind flere steder. Hvor kommer det dog fra???
Søndag, den 2. juli 2000
I ugens løb har vi syslet med mange ting. Erwin har lavet en flaskeholder af træ, der passer godt ind i den smalle kistebænk i salonen. I dag skal båden have nyt navn, da vi ikke har et forhold til navnet "Marianne". Traditionen tro skal skibet hedde Kirmar - dog uden III-tal. Med dette navn er vi sejlet godt i alle de år vi har haft båd, og sådan må det gerne blive ved. Dette bliver fejret med øl og vin på havnen.
Mandag, den 3. juli 2000
Afgang fra Haderslev kl. 9.45. Vi tager en lille tur og afprøver storsejlet. Desværre går vinden væk ret hurtigt. Men det er fin solskinsvejr efter en tid med blæst og regn. Så vi nyder turen og er hjem igen kl. 16.50 efter et ophold ved duc d’albe, hvor vi oplever svanernes familieforøgelse. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Vi er ikke tilfreds med gashåndtaget, der giver sig og får motoren til at gå ned i fart. Det kan ikke strammes. Erwin er nødt til at montere et nyt på, som dog sidder lidt uheldigt på vores ratkonsol, når det er i frigær. Dette kan desværre ikke ændres. Der er også problemer med brændstof fødepumpen. Mens Erwin og Villy arbejder med det, lægger Villy mærke til en meget mør vandslange, der dog kan kortes op. Samtidig opdager han, at et motorophæng er knækket, som de forrige ejere måske har sejlet med i flere år. Det kan først ordnes til efteråret, da motoren så skal ud. Det er en slem overraskelse! Vi finder desværre flere og flere ting der ikke er i orden. Det lægger en lille dæmper på glæden over båden. Men, som så mange trøster os med, er det jo en ret gammel og brugt båd, som vi har købt, så skal man regne med lidt af hvert. Det ved vi også godt. Kirmar II var også en ret gammel og brugt båd - men til gengæld altid godt vedligeholdt!!
Lørdag, den 15. juli 2000
Vores barnebarn Kim er på besøg nogle dage. I dag er vejret fint, men med en kold skiftende vind. Kl. 10.00 tager vi en tur til Brandsø og håber at få nogle marsvin at se. Selvfølgelig kommer der ikke en eneste, når man endelig vil vise dem frem. Vinden lægger sig også, der bliver havblik. Men Kim nyder da at styre skibet, og vi er tilbage i Haderslev kl. 15.45. |
|
|
|
|
|