Tursejlads og rejser
som livsstil

  Aktivitetskalender
  Markedsplads
 
  Forum
  Kontakt
 
  Forside
  Søgeportal
  Gæstebog
  Fotoalbum
  Her og Nu
  Islandsrejsen
  Spanien 2012
  Spanien 2013
  Spanien 2014
  Bustur til Harzen
  Rüdesheim/Rhinen
  Limfjorden
  Rügen
 
  • Forside
  •  
  • Drejø, Bagenkop, Rødby
  •  
  • Gedser, Barhöft
  •  
  • Hiddensee
  •  
  • Ralswiek, Prora
  •  
  • Ralswiek, Bergen
  •  
  • Breege, Cap Arkona
  •  
  • Stralsund
  •  
  • Stahlbrode, Lauterbach
  •  
  • Seeberg
  •  
  • Gager,Mønchgut,Klinter
  •  
  • Usedom - På Peenen
  •  
  • Wieck, Greifswald, Str
  •  
  • Zingst/Boddenlandskab
  •  
  • Barth, Bodsted, Barhøft
  •  
  • På Falster, Møn, Sjælland
  •  
  • Vejrø, Dageløkke
  •  
  • Svendborg, Lyø, Assens
  •  
  • Eftertanker
  •  
  • Logbog i øvrigt
  •  
  • Sejlplan 1
  •  
  • Sejlplan 2, trin for trin
  •   Fra båd til båd
      Sjælland rundt
      Kieler Kanal/Ejder
      Slien
      Århusbugten
      Odense og Korsør
      Mariager Fjord
      I det Sydfynske Øhav
      Sommer 2008
      Sommer 2009
      Sommer 2010
      Sommer 2011
      Sommer 2012
      Test
     
    Login | Tilmeld Zingst/Boddenlandskab  
      <- Forrige side Næste side ->
    Lørdag, den 17. juli 1999
    Kostesejlads 23,00 sm

    Skyet vejr. Det truer med regnbyger. Jeg kan ikke få nok af Stralsund og ville helst have cyklet en tur med strandpromenaden og rundt omkring søerne, men vi har jo set meget - og en gang må der være slut - som Erwin siger. Og så sejler vi kl. 10 ud af Stralsund havn. Vinden er ca. 8 msek. omkring vest og frisker op. Først sejler vi med mesan og motor, men af erfaring klog tager vi mesanen ned, inden vi kommer i den smalle sejlrende til Barhöft. I dag sejler vi forbi Barhöft, gennem Bockrinne, forbi Zarrenzin, hvor vi spadserede fra Barhöft, da vi startede her i Tyskland. Her på de omkringliggende marker hviler store traneflokke fra midten af september til november, inden de trækker videre til Spanien og andre varme lande og igen til forår på deres vej mod øst.

    Det går forbi Kleiner og Grosser Werder, et stort lavvandsområde, der går ud til Østersøen og falder tør ind imellem. Her skulle man kunne iagttage havørne. Lige ved siden af sejlrenden bruser vandet over sandet, og et ungt par traver gennem det lave vand med en jolle på slæb. Hele dette område hører med under "Naturpark Mecklenborg Vorpommern". Det er et spændende landskab, og vi har travlt med at se på naturen, søkortet og kostene, til vi sejler ind i Grabower Bodden, hvor vi bliver mødt med en høj og stejl sø. Der bliver lidt panik, da vi ikke kan finde det sømærke, hvor vi skal skifte retning, men så sætter vi motoren i frigear og ser os godt omkring. Kosten falder sammen med nogle bundgarnspæle, og så er vi i sejlrenden igen.

    Det er knap så lavvandet her, og vi sejler nu mere afslappet et stykke tid, til vi skal sejle i en stor bue gennem den afmærkede rende i Barther Bodden og ind i Zingster Strom, der næsten virker som en å, inden den bliver bredere igen, forbi øen Kirr og ind til Zingst, hvor vi bliver modtaget kl. 14.55 af en flink og gemytlig havnemester, der stolt viser det nye bad- og toilethus frem og fortæller lidt over vej- og stiforhold og hvordan vi kommer hvorhen. Fra vi kom ind i Grabower Bodden og helt her til kunne vi se Barther Kirke, der står højt op og dominerer over hele området. Mens vi var undervejs, har det klaret op, og nu skinner solen, det er varmt igen!

    Det var en anstrengende sejlads, og nu ånder vi lettet op. Vi ligger mellem pæle med stævnen fortøjet til en jernbro bag ved diget og ud til Zingster Strom. Når vi går i land over den smalle bro, kan vi se vandet gennem jernristen, og ved siden af svajer og visker sivet i vinden og små ænder titter nysgerrig frem. Jeg er først lidt svimmel og har en finger på gelænderet, men vænner mig hurtigt til det. Der ligger også et nyt kommunalt broanlæg, som vi dog var sejlet forbi.

    Vi er overrasket over den fine badeby. Byen ligger bag diget, der er mange flotte nye huse og mange gamle små huse, der dog passer harmonisk sammen og alle med velplejede haver. Der er fest på havnen. Der bliver roet om kap med 2 Drachenbooten, vi hører trommerne, et dybt bum, bum bum som takt for roerne. Til sidst prøver de at skubbe hinanden i vandet. Det er et rigtigt spektakel, men det ser ud til, at både roerne og tilskuerne kan lide det. - En Drachenboot er en stor kano, der har en besætning af 10 roere, en styrmand og en trommeslager, der med sin trommen angiver takten til roerne, og styrmanden tæller samtidig i takt.

    Der er vand på broen - Erwin har slæbt omsonst i Stralsund!

    Tante Agnes har fødselsdag. Vi har sendt et kort, men jeg ringer også kort til hende.

    Havnepenge 40,60 DM for 3 dage.

     
     
    Søndag, den 18. juli 1999
    Solen skinner lige fra morgenstunden. Vi vil cykle til Prerow og det omkringliggende område. Vi starter med diget langs Zingster Strom og finder en cykelsti, der fører gennem en skov til diget ved Østersøen. Der er flere cyklister på vej, bl.a. en familie, hvor faderen har et lille barn foran sig i barnestolen. Pludselig krydser et rådyr vejen og cykelstien i fuld fart - lige foran cyklisten med det lille barn - jeg holder vejret, men heldigvis når rådyret over, selv om cyklisten ikke engang nåede at bremse op. Da dyret kom skrå bagfra, var der ikke mange sekunder at reagere på. Der var stor fare for et sammenstød. Det er altid rar og se nogen dyr undervejs, men ikke på den måde.

    Det er dejligt frit at cykle over diget, til højre Østersøen og til venstre udsigt over den trafikerede vej og trætoppene fra skoven. Der er mange muligheder for lige at tage en lille sti til højre for at se langt over havet. For enden af Prerower Strom,der deler sig her i flere arme, ligger Prerows lille havn, et ret nyt kaj- og broanlæg, hvor der ligger langt flere både - mest motorbåde - end forventet, da her er meget lavvandet område. Her er hyggeligt og idyllisk, så vi slår os ned for en stund, mens vinden bærer harmonikamusik fra gårdhaven af det nærliggende restaurant over til os. Så cykler vi rundt i omegnen. Byen strækker sig langt fra vest mod syd, der er mange små gader med gamle hyggelige huse, hvis døre er malet i gammel stil, - men det er svært at finde rundt. Der står en lille sømandskirke med et kompakt lille trætårn, der huser gamle skibsmodeller til minde om Prerows mange søfolk.

    Vi tager ud af byen mod Østersøen for at komme til Darsser Ort. Der er utrolig meget trafik helt ind i Darsser Skov, det er som om hele Mecklenborg Vorpommern er på vej til stranden. Vi er ellers i en pragtfuld gammel skov, men da vi skal passe på bilerne hele tiden, kan vi først rigtigt nyde stemningen på en lille vandre- og cykelsti. Vi tager lige et overblik over stranden med de mange badegæster og Prerower Seebrücke, men efter flere forsøg på at komme igennem og ned til stranden, giver vi op og finder en vej tilbage til diget mellem fodgænger, cyklister og bilkøer samt parkerede biler. Det er trykkende varmt, og vi er mere eller mindre irriteret over alt det mylder og glemmer helt at fotografere.

    Vi slår os ned på en bænk på diget og drikker en medbragt vand og øl, mens vi nyder det omkringliggende landskab og nerverne falder til ro. Her kunne der se ud, som om der engang har været en forbindelse mellem Prerower Strom og Østersøen. Senere slår vi op i bogen og der står, at der har været en naturlig forbindelse mellem Bodden og havet, indtil den blev lukket af dyner og dige efter den svære stormflod i 1872.

    Undervejs til Zingst laver vi ophold ved stranden og tager et forfriskende bad. Vandet er køligt, men efter et stykke tid kan vi snart ikke få nok. Her er ikke mange mennesker som i Prerow. Mænd, kvinder og børn spadserer og leger helt naturligt nøgen på stranden. Der er svag vind fra S - SV, og mange sejlere er undervejs fra Tyskland over Østersøen til Hiddensee og til Danmark.

    Efter en snak med havnemesteren cykler vi sent om eftermiddagen til Meiningenbrücke, der deler Zingster Strom/Barther Bodden og Bodstedter Bodden. Vi finder en fin cykelsti gennem skoven, men hvor vi skal krydse vejene, sker det næsten "med livet som indsats". Nu er hele Mecklenborg Vorpommern på vej hjem fra stranden. Der er utroligt meget trafik ved broen, men her er vejen til broen heldigvis lysreguleret.

    Meiningenbroen er en gammeldags buebro, som kan deles i midterstykket. Da broen ikke kan klare den moderne trafik, har man opført vestlig for broen en pontonbro, der klarer trafikken i sydlig retning, men er til stor ulempe for skibstrafikken. Den skal trækkes til side for i en smal passage at give plads til skibene. Vi ville gerne havde set, hvordan broåbningen går for sig, men da det først sker ved kl. 20.00, afstår vi fra det.

    Derimod går vi til den anden side af broen på en smal fodgængerstribe. Til den ene side har vi storslået udsigt over Bodstedter Bodden og det omkringliggende landskab, til den anden side ligger Barther Bodden og vartegnet for hele dette område - den høje Barther Kirke. Der står sivskove til begge sider af broen, hvor vadefuglene godt kan gemme sig. Ved en lille bro ved bredden ligger en Zeese-båd og venter på broåbningen.

    På Kirmar er der aftensmad i cockpittet med fin udsigt over Zingster Strom og de bagliggende marker, hvor der græsser nogle "lykkelige køer" der har udsigt over Zingster Strom og nogle "lykkelige sejlere", der også sidder og gumler. Vi afslutter dagen på havneterrassen hos Italieneren, hvor Erwin spenderer en is i lyset af lanternerne, der får vandet til at glitre.

     
     
    Mandag, den 19. juli 1999
    Solskin, meget varmt fra morgenstunden, let vind. Vi cykler ad Boddendiget mod øst. Der er fin udsigt over Bodden, øen Kirr og andre små øer og indsøer. Vi kommer forbi en stor forfalden gård, måske en tidligere "Genossenschaft"? Ved Zingster Strom ligger en lille færgehavn, hvorfra dyretransport m.v. til Kirr foregår. Øerne Kirr og Oie er kernen i det store fuglereservat, der hører med til det store fredede område og er ikke tilgængelig for offentligheden. Også her slår tranerne sig ned forår og efterår. Vi er altid igen overrasket over det rige fugleliv, der skulle være ca. 30 arter, mange arter kender vi ikke. Videre cykler og går vi gennem skoven lidt på kryds og tværs til Dreiländereck, tilbage over Müggenburg og op til vejen og på diget så langt vi kan komme. Her begynder Naturområdet med Grosser Werder, hvor der kun må vandres igennem.

    Vi flygter fra myggene ned til stranden, hvor vi smider tøjet og styrter os i vandet. Det er dejlig varmt, og vi holder længe ud. Undervejs igen til Zingst finder vi en lille restaurant med terrasse under nogle store lovtræer i et sommerhusområde, hvor vi får os en stor fadøl, inden det går videre til Zingst. Vi gør hold på Zingster Seebrücke. Termometret viser 30º luft- og 20º vandtemperatur. Her er så mange mennesker på stranden, at vi ikke gider at gå i vandet her. Vi cykler tilbage til Kirmar gennem bade-byen med sine imponerende hoteller og pensioner. Selv om hele Zingst er meget velplejet, så er der dog stor forskel mellem Østersø- og Boddensiden - fra eksklusivt til det mere naturlige.

    Det var en fin dag og en fin aften på Kirmar! Vi er meget trætte! Vejret skifter.

     
     
      <- Forrige side Næste side ->
    Copyright © 2007 - 2017 Andrewscom