Tirsdag, den 28. juli 1998
Vinden er NØ-Ø. Vi forlader Aalborg havn kl. 8.00 og er så heldige at kunne komme under broen sammen med en sandsuger kl. 8.15. Det bliver en fin og rolig tur gennem det sidste stykke af Limfjorden, hvor vi nu genkender mange steder, og kl. 12.15 sejler vi forbi Hals Barre. Mættet af mange nye indtryk siger vi et stort Farvel og Tak til Limfjorden, hvor vi har opholdt os i over 4 uger.
Turen går nu i ret diset vejr til Øster Hurup, hvor vi lægger til kl. 13.30. Vi har ikke afsat waypoint ved Øster Hurup, da vi kunne sejle tæt på land. Men i bagspejlet set havde det nu været en god idé i det disede vejr. Der er mange fri pladser, men til aften er der næsten fyldt op.
Byen er en stor skuffelse, larmende og fyldt med biler og turister, kiosker og mere. Det er ikke mere den lille soveby fra for 20 år siden. Danland med et vandland har sat sit præg, og jeg er nærmest sur over den forandring, der er foregået her. Det bliver nu alligevel en hyggelig aften på havnen, og for en gangs skyld har vi lyst til en is på vores havneræs.
Vi hører Dieter om aftenen i VHF, der er sejlet til Læsø og ligger i Vesterby-havn.
Onsdag, den 29. juli 1998
Vi står op til vores bryllupsdag, ønsker hinanden tillykke, og Erwin lover en god middag på restaurant til aften. Kattegattet ligger stille hen. Det er lidt diset, og mørke skyer dækker himlen. Jeg har sat mig for ikke at tænke på torden i dag og nyde, at vi nok vil få en rolig sejltur til Grenå. Der er 35 sømil at tage af.
Kl. 8.10 sejler vi ud fra Øster Hurup. Vinden er SØ. Det er en lang sejltur, når man ikke ser land mere på grund af disen og til vi skimter vindmøllerne ved Bønnerup Strand. Store mørke skyformationer ligger over kysten. Det ser ud, som om de trækker vand fra havet op til sig og vokser sig større og større. Fra Gerrild Klint tager vinden til og er imod. Søerne bliver mere og mere skrap, jo mere vi nærmer os Fornæs. Der trækker stadig nye skyer op fra landet, mens himlen mod øst er næsten skyfrit, og man kan tydelig se, at solen skinner derover.
Fra Fornæs fyr til Grenaa får vi kaskader af vand over båden, og jeg går ned og lukker WC-vinduet - heldigvis! Vi har strømmen imod og kommer i havn ved kl. 15.00 og får fortøjet ved en grøn plads, som dog viser sig at have dato til samme dag. Så flytter vi engang til. I alt det postyr ser vi kun lige akkurat, at Jensine af Haderslev står ud af havnen. Kirmar bliver skyllet af for salt, og der er en del gøremål, inden vi endelig får et stykke brød og en øl. Der er mange både i havn, og i løbet af eftermiddagen bliver der fyldt helt op.
Vi skal jo fejre vores bryllupsdag og går efter et sted, hvor vi kan spise til aften. Men priserne til det mad der tilbydes og ikke særlig tiltaler os er helt hen i vejret. Jeg er lidt skuffet, at det ikke bliver til noget, men jeg vil heller ikke betale i dyre domme for noget, jeg ikke engang bryder mig om. Der bliver som sædvanlig aftensmad på Kirmar, hvor vi hjælper hinanden med at koge kartofler, der brunes på panden og en salat med tunfisk og æg. Dertil får vi en flaske hvidvin. Til dessert er der yoghurt ned jordbær. Det smager nu godt alligevel, og vi kan ikke have bedre udsigt under spisningen end på båden. Vi slutter aftenen med en brotur.
Torsdag, den 30. juli 1998
Regnvejr og blæst fra S. I dag vil vi besøge Kattegatcentret. Tættere på end vi er nu, kan vi vel ikke komme. Ved åbningtiden kl. 9.30 er der allerede trængsel, så det er godt, at vi er så tidlig på vej. Det koster 65 kr. pr. næse at komme ind, men vi får også virkelig noget at se. Jeg har været her for nogle år siden med Landboforeningen, men da var centret stadigvæk i opstart, så der er meget forandring i det.
Der er mange små og store akvarier med fisk og planter, som vi ikke kendte så mange af i forvejen, og man kan godt få et indtryk af deres adfærd. Vi sidder længe foran Oceanariet og betragter de mange forskellige fisk der svømmer rundt om hinanden og fladfisk, der gemmer sig godt i sandbunden. Vi har regnet med at overvære en fodring kl. 11.00, men den skal først foregå kl. 13.00. Også det store Haj-bassin med hajer og rokker er meget interessant med tunnelen, hvor man kan betragte de store fisk fra alle sider.
Ind imellem går vi ud på centrets terrasse med en god udsigt højt over Kattegat og trækker vejret. Det blæser meget, men solen kommer frem nu og da. Da vi forlader centret, kan vi få et stempel på hånden, så vi kan komme ind igen resten af dagen. Det benytter vi os af om eftermiddagen, hvor vi både ser fodring i Oceanariet og i Hajbassinet. Der er utrolig mange mennesker, der ser på, og det er svært at få en plads tæt på bassinet. Rokkerne kommer tæt op på siden og plasker vand op, det ser ud, som om de er drillesyge - eller keder sig, og man kan ikke lade være med at tænke på, at selv om det er flot og naturligt anlagt, så er dyrene alligevel i fangenskab og langt fra deres naturlige adfærd. - Men for alle os tilskuere er det den eneste måde at opleve disse fisk på.
Der bliver brotur om aftenen, men vi ser ikke nogle kendte både eller folk hjemmefra, kun en del af dem, som vi allerede har mødt i mange havne. Vi får heller ikke Dieter og Maria mere ind i VHF, så afstanden er nok blevet for stor. Der er sat telt op på havnen, hvor Lions Clup har tre aftener med fest og musik, der starter i aften, og bassen runger gennem hele båden, - og det skal første slutte kl. 1!
Jeg snakker med Carl og Grethe i telefon. Der venter os nok et større genopretningsarbejde, når vi engang kommer hjem. - Men sådan er det at holde "Efterlønsferie".
Fredag, den 31. juli 1998
Det regner fra store, tunge skyer. Jeg skriver lidt i Logbogen. Over middag tager vi bussen ind til Grenå, hvor vi i lang tid står under for en voldsom og langvarig tordenbyge. Så går vi lidt rundt i byens gågader. Kirken, som vi gerne vil se, er desværre lukket på trods af faste åbningstider. Efter indkøb til de næste dage hos slagter og byens Kvickly tager vi bussen tilbage til havnen.
Vi har et stort stykke gammelt brød, som jeg ikke kunne nænne at smide ud. Ved Grenaa-Å har vi fået øje på en græsplæne med en stor flok gæs. Der tager jeg hen og bliver meget populær, og brødet forsvinder rub og stup. Det må har været et kønt syn: Regina mellem alle gæsene!
Efter vejrmeldingen flytter vi Kirmar en plads længere hen, hvor vi ligger i læ fra en af de små hytter med altan og håber på, at det bremser lyden fra festteltet lidt. Efter stor middag med Dansk bøf og rødvin samt efterfølgende dagens havneræs er også denne dag forbi. Fra havnens telt hører vi musik med Peter Belli som sanger, men det er ikke forstyrrende i dag.
Lørdag, den 1. august 1998
Det er overskyet, og det blæser stadig fra S, lige derfra, hvor vi skal hen. Så vi slår koldt vand i blodet og venter på et heldigt tidspunkt for at komme videre.
Efter frokosten tager vi cyklerne frem for at røre os lidt og se os lidt omkring. Først tager vi kursen mod Fornæs Fyr, men efter nogen tid gennem havnearealet og industrikvarteret vender vi om, da vejen går gennem et meget trist område. I stedet for cykler vi den anden vej mod syd og til stranden og gennem sommerhusområdet. Vi finder en dejlig cykelsti langs med stranden, hvor vi gør holdt ind imellem og ser ud over vandet. En lang og fin sandstrand - men næsten ingen mennesker at se. Vandet er i den kulde ikke så tiltrækkende. Efter en lille medbragt forfriskning cykler vi tilbage og kommer forbi Dronning Margrethe Centret, et feriested med mange sommerhuse til handicappede, der har egen badebro til gangbesværede. Centret ligger meget fint, men husene er holdt helt i sort, der er måske praktisk at male men meget trist at se på. Der kunne godt har været brugt nogle friske farver for at tage den dystre stemning.
Tilbage på havnen slapper vi af resten af dagen, og det bliver kun til en afsluttende brotur. Man kan allerede se, at ferietiden lakker mod enden, eller at sejlerne har givet op overfor vejret, der er mange frie pladser.
|