|
|
|
Torsdag, den 16. juli 1998
Vinden har taget af og blæser frisk fra SW. Vi gør klar og sejler kl. 9.45 fra Glyngøre og ankommer til Fur kl. 11.30. Det er stadig gråvejr med lidt dryp i, men vi har vind og sø med, og det går bare derudad. Da vi nærmer os den smalle rende mellem Fur og Stenøre, kommer en sejler imod os fra Fur, og den hopper faretruende op og ned i de store søer, der presses gennem det smalle løb. Vi får en god plads i havnen, og lidt efter kommer Dieter og Maria og gør fast ved siden af. Kort efter kommer der flere skibe, og havnen bliver godt fyldt op.
Vi får lidt frokost og et lille hvil, og så er der bare at få cyklerne i gang. Solen viser sig, og vi cykler først op til kirken og besigtiger den, derefter tværs over øen til Østklinten. Det går stejlt opad grusveje til udsigtspunkterne. Der er god sigt nu, og vi kan se langt omkring over Limfjorden og dens lande. Det er så betagende, at man glemmer vejr og vind fra de andre dage og bare nyder og nyder og beundrer denne storslåede natur.
Vi ser på molegravene, ned ad stejle klinter med ekstreme farver og former, og et bølgende landskab, der skifter mellem mark og hede, og vi ser ned mod havneområdet, hvor landskabet bliver fladt og helt almindeligt.
Så får vi kortet frem - skal vi tilbage og op og ned ad de stejle grusveje? - eller kan vi finde en anden mulighed? Det er svært at se, når man står midt imellem store bakker. Vi vælger at skubbe cyklerne op ad en meget stejl og smal græssti, der fører helt op over havet på Østklinten, hvor vi kan se ned til Svenskehulen og de særprægede klipper.
|
|
|
|
|
|
Erwin ved Molestenen |
Regina v. Udsigtspunkt |
|
Stien fører ned forbi Emmelstenen og til stranden, hvor vi hviler lidt og beundrer de stejle klinter langs stranden.
Tilbage til havnen går det ad grusveje ned til Campingpladsen, og langt om længe kommer vi til asfaltvej, ned til Koldkildestrand, ned til Gammelhavn, der ser ret besynderligt ud, men stadig har rester af de gamle moler, ned ad Søndergårdsvej, der følger stranden hele vejen, - og så er vi tilbage - godt træt og fuld af nye indtryk og oplevelser. Man kan godt sige: Fur - natur pur!!
Fredag, den 17. juli 1998
I dag har Erwins tante Agnes fødselsdag. Det er nok derfor at der er så fint og stille vejr. Vi håber, at fødselsdagskortet har nået hende rettidigt. For os bliver det cykeletape nr. 2 på Fur i dag. Men sigten er ikke så god som i går. Vi tager ud til vest- og sydsiden til Engelst Odde og Færker Vig og Odde. Igen et særpræget landskab med hede og vådområder med rigt fugleliv. Sommerhuskvarteret ligger gemt mellem fyr og gran. Det virker lidt dystert, og det er ikke et sted, hvor vi ville have sommerhus p.gr. af brandfare og insekter. Insekter - der er tordenluft - og mens vi gør holdt til en forfriskning ved standen, er min gul kasket pludselig sort af bare tordenbiller.
Vi cykler forbi Molerstensfabrikken, gennem hede- og bakkeland op til Smedehøjen, hvor der igen er et udsigtspunkt med storslået udsigt over vand og land. Videre går det til Langstedshullerne - et særpræget område med lange dybe slugter mellem bakkerne. Så går det nedad igen i bedste forstand, for da vi kommer til asfaltvejen Dalagervej, går det bare nedad i fuld fart, kun afbrudt af en meget flot have, der lige skal beundres. Inden vi ser os om, er vi ved havnen igen.
Resten af dagen tilbringer vi på havnen og på Kirmar. Der trækker mørke tordenskyer rundt, og vinden frisker op igen. Der er vejrskifte, ligesom vi efterhånden er vandt til. Men to fine dage på Fur - det hjælper på humøret! |
|
|
|
|
|
Kirmar og Mary Ann på Fur |
Maria og Dieter på May Ann |
På havnen på Fur |
|
Lørdag, den 18. juli 1998
Let til frisk vind fra SW. Det trækker rundt med tordenbyger. Vi venter til kl. 14.00, så tager vi afsted til Hvalpsund, hvor vi ankommer kl. 15.50. Det bliver en fin sejltur, men øjnene følger stadig de mørke skyer. Efter ankomsten i Hvalpsund går vi tur på havnen og op til byen. Der er en fin Brugs, hvor vi køber lidt ind til næste dag, og på vejen til havnen ligger en fiskeforretning, som dog har lukket nu.
Vinden drejer, det blæser op igen og der kommer regnbyger. Inklusive havnepengene er der frit adgang til faciliteterne, og jeg vasker tøj til langt ud på aftenen. Tørretumbleren tørrer ikke for godt - eller er ikke rigtigt stillet ind - og der bliver hængt vasketøj i hele cockpittet. Da det styrter ned med regn om natten, tørrer det ikke for godt.
|
|
|
|
|
|