Tursejlads og rejser
som livsstil

  Aktivitetskalender
  Markedsplads
 
  Forum
  Kontakt
 
  Forside
  Søgeportal
  Gæstebog
  Fotoalbum
  Her og Nu
  Islandsrejsen
  Spanien 2012
  Spanien 2013
  Spanien 2014
  Bustur til Harzen
  Rüdesheim/Rhinen
  Limfjorden
 
  • Forord
  •  
  • Juelsminde og Grenaa
  •  
  • Mod Aalborg
  •  
  • Logstør, Amtoft, Thisted
  •  
  • Doverodde og Jegindø
  •  
  • Venø og Struer
  •  
  • Glyngøre, Nykøbing M.
  •  
  • Fur og Hvalpsund
  •  
  • Skive, Hjarbæk, Hvalps
  •  
  • Rønbjerg, Livø, Aalborg
  •  
  • Øster Hurup, Grenaa
  •  
  • Hov, Haderslev
  •  
  • Eftertanker
  •  
  • Logbogen i øvrigt
  •  
  • Sejlplan1
  •  
  • Sejlplan2
  •  
  • Havnepenge
  •   Rügen
      Fra båd til båd
      Sjælland rundt
      Kieler Kanal/Ejder
      Slien
      Århusbugten
      Odense og Korsør
      Mariager Fjord
      I det Sydfynske Øhav
      Sommer 2008
      Sommer 2009
      Sommer 2010
      Sommer 2011
      Sommer 2012
      Test
     
    Login | Tilmeld Venø og Struer  
      <- Forrige side Næste side ->
    Onsdag, den 8. juli 1998
    Erwin vækker mig tidligt ved kl. 6.00 fra en dyb søvn. Jeg er lidt muggen over at skulle allerede op, da Erwin har en aftale med havnemesteren om at mødes kl. 8 - ½9 for at købe en flaske gas. Men vejret er bare pragtfuldt! Solen skinner på et blankt hav, og vinden føles som et let kærtegn på huden. Kan det virkeligt være sandt!? Den danske sommer, når den kommer!? - Vi får os endnu et bad - under bruseren selvfølgelig, og efter morgenmaden og klargøring til sejlads tripper vi rundt, mens vi venter på havnefogden. En anden sejler, som venter på dieselolie, ringer engang til ham for at se, om vi er glemt, men det er vi ikke, han skulle lige rense og stoppe sin pibe inden han kom.

    Vi står ud af havnen kl. 9.10 og sætter storsejl og fok. Vinden er kun ganske let, og vi kommer ikke rigtig fremad. Vores navigator protesterer og viser falsk retning, falsk kurs og efter den sejler vi 14 knob. Jeg prøver forgæves at rette op på den. Så slukker jeg og starter den op igen. Efter at have fundet positionen, virker den nu igen og passer med den kurs, vi har regnet ud. Fartmåleren bliver også normal igen. Vi tager fokken væk, da vi ikke laver fart og sætter maskinen til. - Og så kommer der selvfølgelig vind - og inden vi ser os om, viser bølgerne små hvide toppe igen. Men vi får en fin sejltur til Venø, hvor vi bliver modtaget af Maria og Dieter.

     
    På Venø
     

    Efter at vi har set os lidt om, flytter vi helt ind i havnen bag molen, hvor vi ligger med stævnen til vinden og godt beskyttet for svælg udefra. Solen skinner, og det er bare dejligt.

    Om eftermiddagen cykler vi til Nørskov Vig med Kilen, der er fredet, et dejligt stykke natur med et rigt fugleliv og en flot udsigt over Limfjorden. (Vi får senere at vide,at her har Janni Spies og gemal sommerresidens.) På vej tilbage klatrer vi op på en høj, hvor vi har endnu en bedre udsigt. Ned igen følger vi stranden et stykke, hvor der ligger et vikingeskib for anker. I Venø by besøger vi kirken, der er Danmarks mindste - og den er lille. Der er en del mennesker i kirken lige nu, og de kværner løs som om de var på markedet. Derfor går vi hurtigt igen og får ikke det helt rigtige indtryk. Måske kommer vi der igen i morgen.

    Tilbage til havnen. Det har blæst rigtig op igen, og nu strømmer der en del både ind. En norsk båd lægger til ved siden af os. De sejlere fortæller, at de har ligget i Hanstholm i kuling i 5 dage. De er sejlet i dag hertil og havde en god sejltur, men de var meget trætte.

    Vi skal have mere tøj på igen, varmen er væk, og vinden er koldt igen. Mens vi sidder og hygger om aftenen, bliver jeg så træt, at jeg går tidligere til køjs end Erwin - og det vil sige noget. Mine arme og skuldre er så ømme, at jeg næsten ikke kan ligge. Det er nok fra at hale sig op på skibet fra flydebroen på Jegindø.

    Torsdag, den 9. juli 1998
    Det regner i stride strømme og vinden blæser - dog ikke så hårdt. Jeg skriver i logbogen, mens Erwin får sig et lille blund. Vi håber, at det klarer op over middag. Vi skulle gerne se resten af øen, inden vi sejler til Struer i morgen.

    Om eftermiddagen klarer det lidt op, og vi tager cyklerne frem og cykler til færgelejet, hvor der kun er et par hundrede meter over til fastlandet. Færgen, der blev indsat omkring 1958, sejler frem og tilbage næsten hele tiden. På tilbagevejen tager vi mange smutveje ned langs stranden og over bakkerne og nyder endnu engang den fine udsigt, som man har fra Venø. Vi besøger også kirken igen, hvor der nu ikke er andre. Efter aftensmaden går vi en tur med skrænterne langs stranden, mens vinden skubber godt i os. Jeg tror nok, at man kan få en hel ferie til at gå på Venø, hvis bare man kan lide at vandre rundt i naturen.

    Fredag, den 10. juli 1998
    Det stormer stadigvæk. Vejrmeldingen lover nok lidt aftagende vind, men nu vil Erwin afsted. Jeg synes, vi skulle give det en chance til om eftermiddagen, men inden jeg ser mig om, er nordmanden flyttet, og vi er ved at lægge fra. Kl. er 10.10. Erwin har allerede sat mesanen, og den støtter da også godt, da vi sejler ud med søerne i siden. Fra vores waypoint får vi vind og sø næsten agten for tværs, og det går bare derud ad. Det stormer sådan, at vores gummibåd, der er på slæb, slår om og graver sig ned i vandet, så Erwin må op og befri den og hægte den fast. En knap time efter afgang lægger vi til i Struer havn.

    Der er ikke nogen til at tage imod, og vi må forlade pladsen igen, da den kun er fri til den 10.7. Der er en fri plads ved siden af en dansk motorbåd med 4 personer. Mandskabet der kikker bare gennem vinduet, men ikke en af dem kommer og giver en hånd med. Men vi klarer det da også selv. Vi har vinden i stævnen. Lidt efter har en nyankommen sejler besvær med at lægge til, og så viser Kirmars besætning, hvad godt sømandskab er.

    Nu er Kirmar kommet til Struer, hvor skibet er bygget op, men desværre eksisterer det lille bådeværft ikke mere, og vi får heller ikke fat i bådbyggerne.

    Solen er kommet frem, og efter en lille frokost og et hvil tager vi på indkøb i Struer. Der er ikke langt fra havnen til gågaden. Jeg kan få mine briller ordnet i løbet af 2 timer, og vi handler ind til de næste dage. Vi går også op til kirken, men den er lukket. Ved havnen ligger der nogle gamle veteranskibe, der er meget velholdte. I det hele gør havnen et rent og ordnet indtryk, og der flyder ikke med alverdens ting, som det gør i mange andre industrihavne. Så meningen er, at vi bliver en dag længere.

    På aftenturens moleræs møder vi et par af pensionisterne fra Doverodde, der bor i Ålborg, men i mange år har ejet en El-forretning på øen Fur. Konen er meget venlig og snakkesalig, og da hun kender meget til Limfjorden og egnene heromkring, får vi også meget at vide. På det lille søfartsmuseum på havnen kender hun en del personer på billederne og fortæller om dem og de gamle tider.

    Vinden har nu taget godt af, og havde vi haft lidt mere tålmodighed, kunne vi nu have sejlet fra Venø i rigtig fint vejr.

     
     
     
     
      <- Forrige side Næste side ->
    Copyright © 2007 - 2023 Andrewscom