Tursejlads og rejser
som livsstil

Det er skyet, men tørvejr, og solen kommer frem en gang imellem. Vi har en lang køretur foran os, der fører os den modsatte vej forbi den kønne Lakseelv og halvvejs rundt om søen Mývatn og så ad vej nr. 87 og 85 til Húsavik gennem et afvekslende landskab. Her skulle Islands første beboere har slået sig ned omkring 870.

Straks vi kører ind til byen kan vi se, at den er lige efter vore hjerter og falder fuld ind i vores smag. En hyggelig by omkranset af bjerge, med en flot kirke og en havn, hvor der er noget at se til. Både store og små fiskerbåde, det "dufter af fisk", og et par fine store motorbåde og et sejlskib ligger fortøjet, der tager turister med ud på Hval-Safari. Vi har i forvejen bestemt os, ikke at sejle med ud. Vi sejler så meget i vores fritid – og vi vil ikke risikere at blive søsyge, når vi skal køre så mange timer bagefter – og så tager det 3 timer og der er ingen garanti for, at man får hvaler at se.

Til gengæld går vi en tur rundt i havnen, der allerede havde betydning i middelalderen til udskibning af svovl fra Mývatn, og som sædvanlig skal vi se kirken. Det er altid kirken, der fortæller meget om sine omgivelser med stil og atmosfære. Men her bliver der renoveret, og meget af interiøret er taget ned – og så kan man ikke danne sig et rigtigt indtryk. Der ligger en lille butik på havnen med souvenirs, postkort og tøj, men som set før til store priser og meget made i Hongkong eller Kina. Vil man købe noget "ægte islandsk" er der strikvarerne, hvis man kan tåle ren uld.

Turen går videre mod nord rundt om halvøen Tjörnes. Vejen fører højt op over havet, der ligger blåt i solen med en let diset overflade til venstre for os. Vi holder ind flere gange for at se i det fjerne, hvor der står en stor klippe i havet, og indtager den friske havluft. Over en bro forlader vi dette flotte område.

Vi vil til Nationalparken Jökulsárglúfur, hvor floden Jökulsá á Fjöllum i tusinder af år har skabt en Canyon med flere basaltsøjler, stenformationer og vandfalde og kører ind ad vej 862, der ikke er asfalteret, smal, meget ujævn og stenet og streng at køre på. Hver gang en bil kører forbi, bliver vi overhældt med brun støv. Efter ca. 8 km bliver vores motor varm – temperaturen går næsten op til 100 grader – det er ikke så godt. Erwin kontrollerer vand og olie, der er ok. Vi kan ikke finde ud af, hvad der er galt. Bilen er meget udsat i dette terræn, og vi forstår godt, hvorfor islændingerne kører de store biler med firehjulstræk. Men de kører stærkt og efterlader på de dårlige veje en stor støvsky.

Derfor vender vi om og kører vejen tilbage i korte afsnit, fordi motoren hele tiden bliver varm igen, til vi kommer til et cafeteria med tankstation et par kilometer længere frem ind på vej 85. Heldigvis taler en ekspedient tysk. Vi forklarer vores problem og spørger, om vi kan få assistance herfra. Det viser sig, at der lige er to islandske mekaniker til stede, som har bestilt frokost. Vi skal vente, da franske turister fra en bus vælter ind og skal ekspederes først. Der er stor travlhed og larm i lokalet. Til et tidspunkt kommer mekanikeren ud til os og kikker lidt rundt i motorrummet – der er vist flere muligheder til fejlen. Men han skal ind at spise først, inden han kan fortsætte. Erwin går med ind for at få en forklaring i et sprog, som han kan forstå, og jeg venter og venter ved bilen. Til sidst vil jeg også ind og se, hvor han bliver af og kommer forbi den høje islandske buschauffør, der venter på sine passagerer. Han smiler til mig og så siger jeg, at "vi have problems with the car". Han er straks interesseret, og så forklarer jeg ham så godt jeg kan, hvad der er galt med bilen. Han spørger efter vand og olie, som jo også var vores første tanke, men så styrer han hen mod vores bil og ser efter på alle mulige steder. De to mekanikere og Erwin kommer ud igen samt vores tysktalende ekspedient og til et tidspunkt er der fem hoveder under motorhjelmen. Men chaufføren synes at have fundet grunden til miseren, som han drøfter med mekanikeren, inden han bliver kaldt til afgang. Der er gået et termostat i stykker i ventilatoren der regulerer varmen, når temperaturen stiger over de 90 grad. Han tilslutter et kabel direkte, så ventilatoren går i gang, når vi starter og kører uafbrudt, til vi slukker for motoren. Vi håber, at det kan holde, til vi kommer hjem.

Vi er naturligvis meget lettet. Heldigvis har vi et par danske øl endnu, som de to glædelig tager imod. Reparationen koster os 1.000 islandske kroner, som vi kunne få på visa-kortet på cafeteria. Man må nok sige, at det var en stor venlighed, vi her har mødt af islændere, som vi knap nok kunne kommunikere med. Men med smil, tegn og dansk, tysk, engelsk og islandsk blandet sammen kunne det lade sig gøre. Med tak for hjælpen går vi glad fra hinanden, og vi fortsætter lettet vores tur, mens motortemperaturen holder sig på et normalt niveau.