Tursejlads og rejser
som livsstil

Langs en smuk lakseelv når vi til Mývatn, en kratersø med et meget fascinerende område. Mývatn betyder Myggesø, der gør sit navn al ære. Alle steder her svirrer myg omkring os, men tilsyneladende stikker de ikke.

Ved Skútustadir, hvor også vores hotel ligger, er der et område med pseudokratere, som vi ad anlagte stier vandrer omkring og kan se ind i.

Et andet sted ved søen er Höfdi, en mellem vilde lava-formationer kunstig anlagt have med buske og løvtræer, hvorfra man har fin udsigt over landskabet og søen. Mens vi klatrer rundt lægger vi mærke til en lille fugl, der irriterer os med sin latter lignende stemme. Så snart vi står stille for at se efter den, er den stille. Når vi bevæger os videre, følger den med og gør nar af os igen. Det er meget morsomt. Den holder til i bjerg- og lavaområder, og vi har hørt den flere steder undervejs. I et kort nu får vi en lille grå fugl at se - mon det er den? Indtil nu har jeg desværre ikke fundet ud af, hvad den hedder.

Omkring Reykjahlid kører vi op ad en høj bakke, hvor vi igen har en fantastisk udsigt. I Kraflaområdet passerer vi Kraftværket Krafla, hvor der udsendes svovldampe af både værket, fra mange steder i jorden og af en bæk med turkisfarvet vand. Værket ligger som i en stor og dyb krater, og vi skal køre højt op for at se ned i dette brun-sorte område med ledninger og rør. Vulkanen Krafla havde sit sidste store udbrud i 1984. Heroppe ligger også krateret Viti, der betyder "Helvede" som stammer fra et vulkanudbrud i 1729. Men hele området her skulle stadig være vulkansk aktiv.

På vejen tilbage kører vi ind til Námaskard, et sted med varme sprudlende kilder og små kratere, hvor varm slam i forskellige farver koger og sprøjter op, og hvor svovldampe bliver slynget med stor kraft i fontæner ud fra forskellige cirkel- eller pyramideformede lava-toppe. Her lugter stærkt af svovl, og det er svært at trække vejret.

Nogle områder er markeret, fordi jorden er for varmt eller usikker at færdes på. Det stormer herude, så vi må holde på kasketten, man skulle tro, at man befandt sig i en heksekedel med de truende lavabjerge omkring. Jeg tænker uvilkårlig: "Hvornår eksploderer det eller bryder ud?"

Efter et stykke tid forlader vi gerne dette skræmmende sted. Vi passerer en rektangulær sø med turkisfarvet vand, hvor der udtrykkeligt er badning forbudt. Jeg troede ellers, at det var et af de naturlige "badekar".

En tur rundt om Mývatn med sine mange forskellige vadefugle og ænder og et lille ophold ved lakseelven med sit klare skummende vand får os på andre tanker og så når vi igen ned til Skútustadir og vores hotel Mývatn. Vi synes stadigvæk at kunne lugte svovlen. Men også det varme vand i vandhanerne på hotellerne lugter meget af svovl, og det er noget, man lige skal vænne sig til, mens man tager et bad. Men med en dejlig middag og en god nattesøvn skal vi nok komme ovenpå igen.

Det var en begivenhedsrig dag igen – med både meget smukke og meget skræmmende indtryk. Jeg håber bare, at alle disse utrolige naturkræfter holder sig i ro - også i fremtiden.