Tursejlads og rejser
som livsstil

I dag skal vi køre til Nordislands største by Akureyri – en planlagt køretur på 425 km. Vi synes, at det er en lang tur, når man også skal køre ud fra hovedvej 1 for at se nogle seværdigheder ind imellem. Tilligemed regner det. Vi starter med at køre til Reykholt, mens det langsomt klarer lidt op. Lige inden vi kommer dertil, kører vi til Islands største varmekilde i Deildartunguhver, der producerer 180 – 200 liter 97E varmt vand i sekundet. Det damper og koger - det er om at holde sig på behørig afstand – men der er også spændt sikkerhedsliner for. Fra varmeværket bliver vandet transporteret videre i store rør til boliger, institutioner og drivhuse m.m. Jeg har læst, at byerne Akranes og Borgarnes får deres varme vand herfra. På hotellet i Borgernes lugtede det varme vand i hvert fald næsten lige så meget af svovl (rådne æg), som det gør her.

I Reykholt ser vi på den særprægede kirke, men vi går ikke ind, da vi jo også har besigtiget adskillige kirker i de forløbne dage. Under udgravninger fandt man her på stedet forfatteren Snorri Sturlusons bade-pool. Vi kører videre for at se vandfaldet Hvraunfossar, hvor mange små vandfald skulle vælte ud af lavaen. Desværre er vejen til Húsafell under ombygning. Vi prøver at køre et stykke over den med grus og sten så stor som æg belagte vej – men faren for at punktere synes os for stor, så vi vender om og prøver at komme dertil ad en anden grusvej, der knap er så dårlig. Vi kører og kører den ene kilometer efter den anden gennem et vild og smukt lavaområde – men vi finder ikke vandfaldet. Selv om området er meget interessant at køre i, bliver vi mere og mere frustreret, som vejen bliver dårligere og dårligere. Til sidst opgiver vi og kører tilbage til vej 50 mod Reykholt og videre til vej 1 mod Akureyri. Det har kostet os tidsmæssigt ca. 1 time samt 50 km. Det værste for os er snart, at vi ikke er kommet til stedet, og at vi må forkorte turen længere fremme.

Vi kører så videre med hovedvejen, mens nerverne langsomt falder til ro igen og kommer over Bifróst til vulkankrateret Grábrók, som vi kan se på lang afstand. Her laver vi et ophold. Det siges, at lavaen omkring krateret er 3000 år gammel.

Et godt stykke op ad bjerget har vi en fantastisk udsigt over hele området. Vejen går videre over bjergpasset Holtavörduheidi, som bliver alle tiders oplevelse. På toppen kører vi ind på en parkeringsplads og nyder en udsigt, der næsten ikke kan beskrives. Man tror næsten, at man ser over hele Island, snetoppede skyforhangne bjerge, dybe dale og et lys af solstråler blandet med dis. Vi står et stykke tid og ser på sceneriet, og jeg bliver helt stum og føler mig lille i dette landskab. Det lystige selskab fra en bus virker næsten forstyrrende i disse omgivelser. Desværre er denne udsigt ikke til at fotografere. I Brü laver vi et kort ophold på det cafeteria, hvor vi møder et tysk ægtepar fra Smyril-turen og drøfter vore oplevelser. De var ligeså begejstrede.

Lavaområde ved Grábrók

Tiden løber og turen går nu gennem en frodig dal med vandløb, hestehold, får på marken, der også sommetider skynder sig foran bilen over vejen, bjergstrækninger og fjorden Holtavörduheidi til venstre af os. I landsbyen Blönduós med sin karakteristiske lille kirke gør vi et kort ophold igen med udsigt over fjorden. I byen ligger et vin-udsalg, hvor jeg går lidt rundt og ser på priser – og så kan jeg bedre forstå, at hotellerne kører med så høje vinpriser – for alt spiritus er meget dyrt.

Men vi skal til Akureyri. Det går videre gennem Langidalur dalen med vandløb, marker, store og små hestehold, kreaturer og får – som virker meget yndigt i det ellers barske Island.

Inden vi kommer til Varmahlid, besøger vi en af de 6 resterende tørvekirker i Island (den 3. for os) i Vidimýri, som skulle være den kønneste. Hvis jeg tyder brochuren rigtigt, stammer den oprindeligt fra det 17. århundrede – men er blevet renoveret i 1976 og igen i 1997/98. Den indvendige kirke dufter af træ, bænkene er ret nye og kirken er efter størrelsen og karakter lidt overpyntet med de lysekroner, der nok ikke hørte til den oprindelige kirke. - I den forbindelse vil jeg lige tilføje, at hver by, som vi er kommet igennem, og være nok så lille, har sin egen lille kirke, og de fleste små kirker har den samme stil.

Nu kører vi over Öxnadalsheidi og gennem dalen Öxnadalur, en så fantastisk natur, at hvis man vil beskrive den rigtigt, så skulle man tale på et bånd hele tiden mens man kører. Det starter med ret brede vandløb, der til dels består af tør grus, til rivende bække, bjergsider med dybe furer, hvor smeltevandet løber ned fra sneresterne, og dybe kløfter – næsten små canyoner, hvor vandet fosser igennem. Til venstre for os ligger et bjerg, hvis top består af takkede, bizarre og forrevne klipper, der får fantasien om, hvad det kunne ligne, til at blomstre. Som højdepunkt ser vi på den anden side af fjorden Eyjafjördur en perlerække af snedækkede bjerge der lyser i solen, inden vi kører ned til Akureyri.

På hotellet EBBA bliver vi venlig modtaget, hvor man bl.a. også snakker lidt dansk, og buffeten er god. Vi lukker øjnene for priserne og tillader os en flaske vin. I aften møder vi ikke nogen af de andre "turister" fra Smyril-Line.