Tursejlads og rejser
som livsstil

Som næste seværdighed oplever vi Islands mest berømte vandfald Gullfoss. Elven Hvitá, der stammer fra gletscheren Langjökull, tordner over to terrasser ned i den dybe kløft Gullfossgljúfur – et fantastisk syn, som man godt kunne betragte i lang tid – hvis ikke der var så koldt her i regn og blæst.

En lille buste af Sigridur Tómasdottir, der levede fra 1871 til 1957, skal minde om, at hun for at bevare den flotte natur forhindrede bygningen af et vandkraftværk ved Gullfoss, selv om der allerede var skrevet kontrakt. Hun truede med at styrte sig i vandfaldet, hvis kontrakten ikke blev trukket tilbage. Derfor står stedet her i dag i sin naturlige skønhed.

Vi kører 10 km tilbage af samme vej til Geysir, hvor det bobler og damper. Vi oplever både den berømte Stokkur, der hvert femte minut skyder sin høje vandsøjle op i luften, samt den lille geysir, der syder og bobler. I hele det afspærrede område bobler varme kilder op af jorden. Jeg sætter flere gang en finger i vandet og tror, at man næsten kunne brygge kaffe af det. Midt imellem gror der små stenblomster og vild timian og giver området trods de voldsomme naturfænomener et romantisk skær. Også her kunne vi have gået rundt i længere tid.

Jeg ved ikke, om vore billeder er blevet gode, da styrtregnen og geysiren går sammen i en enhed, der er ingen kontrast, som klar luft og en blå himmel ville have givet. Dis, regn og tåge ligger over hele området. Det er en skam! Vi skræller os ud af vores regntøj og gummistøvler og går ind i udstillingslokalet og senere i butikken på stedet for at blive tør, men også for at købe nogle postkort for alle tilfælde.

Vi kan vel ikke forvente os meget af et besøg i Tingvellir under de givne vejrforhold – det historiske sted, hvor det gamle parlament blev grundlagt i 930 og bevaret indtil slutningen af 18-hundred tallet, hvor det blev flyttet til Reykjavik. Det fandt sted under åben himmel i et meget særpræget naturområde. Men vi vil ikke kunne se noget som helst i dag. (Det fik vi senere bekræftet af nogle rejsende, der havde været derude, og vejen havde været meget dårlig.)

Vi kører altså videre til vores hotel til Selfoss, der er meget stort og meget fornemt – og hvor vi ankommer i receptionen som nogle druknede mus. Heldigvis gør gæsterne det mere eller mindre alle sammen. Værelserne er meget pæne og hyggelige, og hvis vi kunne se noget udenfor for regn og dis, så ville vi have en fantastisk udsigt. – Også priserne på hotellet er fantastiske, vi betaler 1.200 islandske kroner for 2 øl – altså knap 120 danske kroner. Der var os bekendt ingen af personalet, der kunne eller ville tale andet end engelsk med os. Hvis man tænker på de internationale gæster der besøger hotellet, så undrer man sig over, at der ikke er en person, der kan kommunikere på et andet sprog, når man på de mindre hoteller eller gårde har gjort sig stort umage med, at der i det mindste er en person, som kunne både svare og forklare noget på enten dansk, tysk eller svensk. Det behøver jo ikke være perfekt. - På den anden side kunne vi jo bare lære lidt mere engelsk!