|
|
|
Lørdag, den 25. juni 2005
Jeg vågner tidlig om morgenen over rislen af vand. Regnen styrter ned, så jeg kravler under dynen igen. Efter morgenmaden regner det stadig. Men det nytter jo ikke noget – vi skal af sted. Vi kører mod vest gennem området Undir Eyjafjøllum til vi kommer til Seljalandsfoss, et meget flot og imponerende vandfald, som man kan gå bagom. I den silende regn er stien dog meget glat, og så nøjes vi med at betragte de store mængder vand forfra, der fortsætter gennem et brusende vandløb. Det blæser meget og vandet sprøjter godt over mod os. En bænk indbyder til at hvile og nyde dette fortyllende sted, men blæst og regn få os til at søge læ i bilen.
Efter nogle kilometer fører vejen med en bro over gletscherelven Markarfljót og gennem byerne Hvolsvöllur og Hella. Naturen forandrer sig, det bliver fladt med græssletter og græsmarker til begge sider og arealer med lupiner ind imellem. Vi har hørt noget om, at disse lupiner er sået fra flyvemaskiner, for at sætte en vegetation i gang.
|
| |
|
|
|
| Seljalandsfoss |
Broen over Markarfljót |
Erwin ved Seljalandsfoss |
| |
Vi skifter retning gennem Skeid området og kommer til det tidligere bispeherredømme Skálholt, som har været Bispesæde mellem 1056 og 1803. Vi besigtiger kirken. Vi er overrasket over den moderne og noget kolde stil, når kirkens historie ellers går tilbage til omkring år 1000. Men efter Gudmundur Òli Òlafssons lille bog om Skálholt har kirken haft en meget omskiftelig skæbne: 1153 bygges den store kirke, der nedbrænder i 1309. I 1318 styrter den nybyggede kirke sammen i et uvejr, men bygges op igen – men ikke i fuld størrelse. 1527 brænder kirken for anden gang, mens altertavlen reddes. En ny kirke påbegyndes i 1650, men bygges ikke færdigt. 1802 rives kirken ned og nogle klenodier sendes til Reykjavik, mens andre går tabt, og 1803 bygges en ny sognekirke af resterne af den gamle. 1851/52 bygges en nye kirke, men mindre end den første. 1956 rives også denne ned og der lægges grundsten til den nye kirke, der indvies 1963 under stor højtidelighed. Vinduerne er af farvet glas, der spejler sig i det indfaldende lys, der kan ses trods det triste vejr.
Under glas findes der nogle af Islands gamle skrifter fra det 14. og 17. århundrede. Under kirken er der indrettet et lille museum, hvor der udstilles en sarkofag med de jordiske rester af Skálholts biskop Páll Jónsson, som levede omkring 1211 og var en stor kulturel personlighed på Skálholt. Sarkofagen kom frem under udgravningen af Skálholt kirkegård i 1954. Der findes også andre relikter fra Skálholts fortid, men mange bøger, gamle skrifter og andre fortidsminder er tabt eller indgået i samlinger i andre lande, blandt andet også til København.
Skálholt Kirke lægger rammen til mange koncerter i løbet af sommeren. I den kirken tilknyttede skolebygning afholdes blandt andet seminarer og kursusvirksomheder.
Inden vi forlader området, prøver vi på at få et overblik over det udstrakte barske landskab med de høje bjerge i baggrunden gennem et slør af regn.
|
| |
|
|
|
|
| Bispeherredømme Skálholt |
Skálholt Kirke |
Gamle islandske skrifter |
| |
|
| |
|
|
|
|