Igen er en sommer forbi og vi gør lidt status over, hvordan sejlsæsonen er gået for os. Det ser ud til, at vi for alvor er kommet i reparationsalderen, da vi nu næsten hvert år skal slås med enten sygdom eller andre skavanker, der gør livet - og særlig sejlerlivet noget mere besværlig for os. - Men hovedsagen er jo, at vi kommer på benene igen og i gang med det vi helst vil - at være ud på vandet. Der er stadig mange steder der frister derude, jeg kunne lave en hel liste ...... Men spørgsmålet er efterhånden hvor meget vi kan og tør - og hvad vi har det bedst med. Hvordan skal vi stille det an, at vi også fremover kan klare skibet og de udfordringer på havet i sø og vind, når førligheden bliver lidt anstrengt?
Vi ender i vore overvejelser dog altid med at se optimistisk på fremtiden og ikke tage sorgerne på forskud, men indrette os undervejs efter forholdene og hellere ligge lidt længere i de forskellige havne, komme lidt rundt og få noget at se og at det vigtigste er, at vi er i vores element og at vi har det godt!
Så sejlede vi igen ud på vores sommertur med håbet om en god sommer og skønne sejlture. Det var dejligt at vi fik selskab igen undervejs af Svanen med Lis og Vagn, og at vi mødte nye mennesker og flere af vores venner og bekendte i de forskellige havne.
Det blev en dejlig oplevelse at komme til Eckernførde igen, hvor der var sket så mange forandringer rundt omkring havnen, at det var næsten som at komme til et nyt sted. Sol og varme og de hyggelige fortovs-caféer var med til at skabe "sydlandsk stemning" og fik folk rundt omkring os på havnen og i byen til at være glad og udadvendt. Med vore cykler kom vi godt omkring, selv om de kan være lidt i vejen, når vi skal trække dem på gågaderne, mens vi også vil se på udstillinger og vinduer. Når vi vil ind et sted begge to, låser vi dem sammen, da man jo desværre i dag ikke kan vove at lade dem stå uden opsyn selv for en kort tid.
Dagene gik alt for hurtigt, og vi måtte bestemme os, om vi ville alene til Heiligenhafen eller sejle tilbage til Slien med Lis og Vagn. Det blev så til flere gode dage i Kappeln, selv om vejret blev ustadigt og blæsende, vi havde bøvl med vores VHF og jeg havde en meget dårlig nat. Med gode og nogle sjove oplevelser i Maasholm endte dagene i Slien, inden vi sejlede med ophold i Sønderborg til Haderslev igen.
Den næste tur bød på mange naturoplevelser undervejs og et gensyn med Langballigau. I Flensborg gik dagene hurtigt med fest og farver, man ikke glemmer så hurtigt. Vi har ofte besøgt Flensborg i tidens løb, men aldrig så intens og så længe ad gangen, og under samværet med Lis og Vagn og deres venner kunne vi diskutere oplevelserne og have det sjovt. Glad og godt tilfreds sejlede vi hjem efter nogle afslappende dage i Sønderborg.
Selv om det ikke blev til mange sejlture i forårs- og efterårs-månederne, så har sejlsæsonen igen været rig på mange gode timer på vandet og på rigtig gode oplevelser i naturen.
Kilder:
Gernot Kühl/Heinz Teufel: Eckernførde, Schwansen und die Schlei, Eine Bilderreise.
Horst-Dieter Landeck: Flensburg, Ein Reisebegleiter.
Turistbrochurer og Internet
Et stort tak til Lis og Vagn for deres gode billeder, og et tak til Ragnhild, der "skød" os på Årø.
Tak også til Touristinfo Flensburg for de mailede fotos.
|