fra sommerens sejltur til Hiddensee, Rügen og Mecklenborg -Vorpommern
Torsdag, den 27. juli 1999
Erwin vil afsted. Sådan er det altid. Først hedder det sig, at vi har tid til at afvente den "rigtige vind", men så slår tålmodigheden ikke til. Til i morgen er der ellers meldt let østlig vind, ideal til at sejle nordpå.
Afgang fra Barhöft kl. 8.15. Vind N-NV 5 - 10 msek. Skyet med solskin ind imellem. Ud af Barhöfter rende møder vi en stejl og høj søgang, lige i snuden. Jeg surmuler lidt, da det jo har kunnet være anderledes, når vi havde ventet en dag længere. Erwin har nok med at styre, mens jeg sidder og holder fast. Jeg følger Hiddensees kyst med øjnene og tænker på det vi har set og oplevet der, og hvad vi måske har forsømt at se. Men sådan vil det altid være, når vi sejler til fremmede steder. Vi forbereder os godt gennem litteratur m.v., men man kan ikke se det hele. Måske en god grund til at vende tilbage engang, men tiden begynder at løbe for os! Hvor længe kan vi klare det? - Allerede nu kan vi mærke, at det bliver sværere at håndtere sejlføringen på gaffelriggen i høj sø, når Erwin skal på dækket, mens jeg styrer og er bange for, at han kunne miste fodfæstet. Han får tit smerter i sit gamle ankelbrud, når der er vejrskift. Hvis han så samtidigt har overanstrengt benene og belastet den ellers raske fod for meget, melder gigten sig også i den. Efter mange timers sejlads i hårdt sø, hvor han ikke så gerne lader mig overtage roret, er han bænket det meste af tiden - så skal benene først i gang igen. Med smerter i begge benene er det ikke så rart at arbejde på et slingrende dæk. Heldigvis ligger Kirmar ret stiv i vandet, men det tager jo tid at få storsejlet og fok op, tovværket rullet sammen og sat fast. Det samme, når vi skal have det hele på plads, inden vi går i havn.
Her i Boddenfarvandet med de skrappe og korte søer, men også på grund af vanddybden har vi sejlet mest for motor med mesanen som støttesejl, nogle gange med fok, og en enkelt gang med storsejlet også. Det går utroligt godt med mesanen som støttesejl, den er nemt at håndtere og trækker godt med, men helt tilfredsstillende er det ikke. Der går meget gennem mit hoved, mens Kirmar vugger op og ned i bølgerne.
Man vænner sig altid til søgangen, Kirmar tager fint den ene store bølge efter den anden, og efterhånden kommer samtalen i gang igen, og det er også muligt at servere en kop kaffe, som vi altid har parat i termokanden. Vi passerer Dornbusch og ser frem mod Danmark, hvor Møns Klint jo nok vil dukke op til et tidspunkt. Det er god sigt. Vi kan stadig se Dornbusch, mens Møns Klint dukker op i det fjerne. Efter 6 timer skal vi passere dybvandsrenden til den store skibstrafik. Der sejler store færger og containerskibe tæt forbi, og vi ligger og venter lidt, at en stor færge til Trelleborg skal passere, inden vi sejler over. Som på et slag bliver der stille, svag vind, let søgang, mens solen skinner.
Vi sejler med kurs mod Hesnæs, mens vi får lidt at spise og begynder at smide noget af tøjet. Mens vi nærmer os Danmark og prøver at få øje på land, stiger der en stor røgsky op af vandet. Da vi ikke kan se land endnu der inde i bugten, tror vi først, at det er et skib der brænder, men så slår det os, at bønderne på Falster eller Møn brænder markerne af. Et trist første møde med Danmark efter 7 ugers fravær.
Vi anløber Hesnæs havn kl. 17.10 og får plads på siden af en Maxi fra Karrebæksminde. Skipperen er alene på skibet, hans besætning er på stranden, og efter lidt klargøring kommer vi i snak. Vi er meget trætte, det var en lang og anstrengende tur, men vi er også tilfredse, vi er tilbage i Kongeriget. Alligevel går vi en aftentur gennem byen for at se på de gamle rørtækte huse, hvor også ydermurene er beklædt med rør for at værne og isolere mod den ofte barske østenvind. Det er et helt specielt miljø. Husene er efter sigende opført efter stormfloden 1872 og fin vedligeholdt. Vi sidder længe endnu i cockpittet, luften er mild og varm, en sommeraften som i billedbogen. Flere sejlere anløber havnen endnu og søger plads. Her ligger nogle fiskerbåde i havnen, og vi snakker om, at vi på hele turen over Østersøen kun har set en eneste fiskekutter, og det var i Barhöfter Rende.
Havnepenge 60,00 kr.
******************
Det er kun en dag ud af 7½ ugers sommersejlads, hvor den ene oplevelse afløste den anden, og hvor vort skib både var vort hjem, vort hotel og transportmiddel. Her kunne vi søge ly for rusk og regn, tage solbad og slappe af efter vore lange cykel- og byture, hvor vi skulle have alle seværdigheder med. Fra cockpittet kunne vi følge med i, hvad der skete rundt omkring os, nyde de stille og lune sommeraftener med udsigt over havnene, skove, idylliske vige og det glitrende vand, og tage en snak med naboerne, der skiftede fra sted til sted, eller man mødte en gang til. Her kunne vi følge med i naturens rasen, når lyn og torden var over os og vindstød fik Kirmar til let at krænge til siden, for derefter at afslutte med en stor regnbue over Strelasund - farvandet mellem fastlandet og øen Rügen, der fik bølgerne til at lyse som sølv med baggrund af sorte skyer. En aktiv ferie, hvor man glemmer tid og dato, hvis man ikke skriver dagbog. Ingen andre steder fører man så gode samtaler som under en stille og lang sejlads. Den stille og afslappende atmosfære er god grobund herfor, man giver lettere slip på sine tanker - og så kan man ikke bare løbe sin vej.
Efter denne tur har vi naturligvis sejlet sommeren ud, indtil Kirmar kom i vinterhi. Da jeg så i vinterens løb renskrev logbogen, vandrede mine tanker også tilbage. 32 sejlerår indtil nu. De første 2 år med en speedbåd, som hurtigt viste sig som fejlkøb, 6 år med en motorbåd Saga 27, som vi sammen med vores to piger havde mange fine ture og gode oplevelser med, og så de sidste 22 år med Kirmar II, vores dejlige Fåborg 30, en 30 fods gaffelrigget motorsejler med glasfiberskrog, opbygning i mahogni og teak og indvendig aptering i massiv mahogni - med masser af plads i kahytten og på dækket. Vi har i årenes løb sejlet Lillebælt tynd, og i vores sommerferier har vi sejlet rundt i hele Danmark og en del i det nordlige Tyskland. Kun Vesterhavet har vi ikke sat stævnen til. I Danmarks dejlige fjorde med den pragtfulde natur rundt omkring kom vi ind i alle kroge. 1998 - første sommer, hvor vi begge som Efterlønnere havde meget tid til sommerturen, oplevede vi Limfjorden i al dens skønhed, selv om vejret gjorde det til lidt af et kapløb at komme fra den ene havn til den anden - som vi oplevede som et evigt skift fra den rene idylle til et inferno af storm og vand - som søer og som regn. Men Kirmar gav os tryghed - vi kunne stole på vort skib!
Men alle de år har ikke kun været rig af oplevelser - de har også sat deres spor, som livet sådan har for vane - vi er blevet ældre med alt det, som det indebærer. Også Erwin havde gjort sig sine tanker over tidens gang og sammenlagt med mine egne overvejelser kom vi til den konklusion, at vi måske kunne sejle nogle flere år med et skib, der havde en moderne sejlføring end med vores Kirmar, hvor al sejlhåndtering foregår på dækket. Vi ville sælge Kirmar og købe en anden båd - og det skulle være nu, så længe vi har lyst og mod på at stille os om og lære noget nyt. - En svær beslutning, da Kirmar for os var mere et familiemedlem end en genstand, som vi var meget glad for og som af Erwin blev passet og plejet og holdt godt ved lige i alle de år.
Nu er Kirmar altså sat til salg, og vi håber at finde en "Liebhaver" til specielt dette skib, som til gengæld ved god vedligehold vil give en ny ejer mange gode timer på vandet. Vi har annonceret bl.a. i JydskeVestkysten, og en god ven, vores kasserer i Haderslev Sejlforening, er os også behjælpelig med salget, så at vi kan komme videre med vores sejlerliv.
