|
Sejl med Regina og Erwin i danske og tyske farvande, og oplev nogle rejser gennem vore dagbøger
De fleste bådmagasiner beretter i dag mest om kap- og ekstremsejlader jorden rundt eller fjernt fra Danmark.
Jeg har nu i flere år skrevet beretninger om vore spændende ture i Danmark og Tyskland, så vi altid kan slå op i logbøgerne og mindes og læse om de forskellige steder, som vi har besøgt.
Det gav mig den idé, at både garvede sejlere og nybegyndere kunne have glæde af at læse om almindelig tursejlads og vore oplevelser og måske få lyst og inspiration til selv at sejle nogle af turene.
Hvorfor er der prestige i fjerne destinationer? Danmark har de bedste farvande, de kønneste fjorde, et utal af charmerende øer og den dejligste natur, hvorhen man end kommer, og der er mange spændende byer og havne at vælge imellem. Alene en tur fra Haderslev gennem fjorden ud til Lillebælt er en oplevelse - hvor hver en årstid har sin charme. Omvendt kan en tur ud fra Lillebælt i kuling og hårdt vejr ind ad fjorden være som balsam for krop og sjæl. Hvor ofte har vi så sagt med et lettet suk "Dejlige Haderslev Fjord!!"
Det samme gælder for vort naboland Tyskland med Flensborg Fjord, Slien, på Ejderen til Friedrichstadt og alle de andre spændende byer, hvoraf mange blandt andet også skriver dansk historie. Og ikke at glemme Mecklenborg Vorpommern med Rügen, Hiddensee og Usedom.
Godt nok er vi ikke de yngste mere, men jeg håber også fremover at kunne føje nogle årgange til.
Af vore rejser er turen til Færøerne og Island med Smyril-Line vel nok den oplevelse for livet, hvis minder stadigvæk kan få mit hjerte til at banke.
Vi ønsker jer spændende og fornøjelige timer under læsningen! Juli 2013 Med denne velkomst har jeg åbnet vores hjemmeside i foråret 2007 - men tiden er løbet hurtigt og vi mærkede det efterhånden på krop og sjæl - tidspunktet for at ændre vores livsstil var kommet! Derfor havde vi sat vores dejlige Hallberg Rassy Rasmus 35 til salg. Båden er solgt og har nu fået nye ejere, som forhåbentlig bliver lige så glad for skibet, som vi har været det. Hjemmesiden sejladsogrejser.dk vil jeg gerne føre videre. Også inden jeg begyndte at føre en decideret logbog har der været mange gode oplevelser, begyndervanskeligheder, frustrationer, morsomme hændelser, fantastiske øjeblikke og gode venskaber forbundet med vores liv som sejlere - og dem vil jeg skrive om. Der er også billeder og oplevelser fra rejser, som jeg vil tage mig af og der sikkert finder interesse, og vi glæder os til fortsat at dele dem med jer her på hjemmesiden.
Regina og Erwin
|